In English
Sámegillii In English
Sámegillii
Artikkelserie i Min Áigi/Ávvir om samisk skolehistorie
Opprinnelig skrevet på samisk - oversatt til norsk av Svein Lund
19. del - trykt i Ávvir 13.10.2010
Kjenner du samisk skolehistorie?    
Gjennom 300 år har samiske elever gått gjennom det norske utdanningssystemet på godt og vondt. Dette har vi etterhvert redigert og gitt ut som bøker. Fra 2005 til 2011 er det gitt ut fem bøker, og den sjette og siste skal komme i 2013. Fortellingene og artiklene kommer også på internett: http://skuvla.info. Der er også mange artikler som ikke har fått plass i bøkene.
I disse avisartiklene vil vi trekke fram noen brokker av det vi har funnet fra denne historia. Det gjør vi emnevis, f. eks. internatliv, reindriftsopplæring osv. Her er mange sitater fra bøker og bokmanus, og vi viser til de bøkene det er tatt fra (SSH-1, SSH-2 osv.), slik at dere som ønsker det kan lese hele fortellingene der. Hovedredaktør Svein Lund har redigert denne artikkelserien. Ellers er disse med i redaksjonen: Elfrid Boine, Siri Broch Johansen og Siv Rasmussen. |
Gjennom tidene har kirka hatt stor innflytelse på skolen, både for norske og kanskje særlig for samiske elever. Kristendomskunnskap var et hovedfag i skolen og fram til 1889 var sognepresten sjølskriven som leder av skolestyret. På regionplanet var biskopen den øverste leder av skoleverket før skoledirektørordninga kom i 1860. Seinere var i mange år presten medlem av skolestyret og biskopen av stiftsdireksjonen, som fungerte som skoleadministrasjon i stiftet (bispedømmet). Mange ledere i skoleverket på forskjellige plan hadde også teologisk utdanning.
Blant dem var det svært delte meninger om samene skulle få undervisning på eget språk eller om de skulle fornorskes / fordanskes. Begge parter argumenterte til dels religiøst, med at Gud ikke forsto samisk eller med at ethvert folk hadde rett til opplæring på det språk "som Gud hadde lagt i deres hjerter".
I denne artikkelen skal vi se på noen av de prester, predikanter, misjonærer og biskoper som argumenterte for undervisning på samisk. Alle sitata er fra Samisk skolehistorie 4.
Den første kjente misjonær blant samene i Norge var Thomas von Westen, som var helt klar på at samene skulle undervises på sitt morsmål. Han la all vekt på dette, og var ikke opptatt av at samene skulle lære norsk. Det er bevart lite av det han skreiv, og vi har ikke klart å finne noen skrifter der han forklarer sitt språksyn. Han blei motarbeida av biskopen på si tid, og også biskopens etterfølger var en ivrig fornorsker.
 | Fredrik W. Deinboll (Foto: Finnmark fylkesbibliotek) |
En av von Westens misjonærer var Knud Leem, og han skreiv atskillig mer enn sin leder. Leem skreiv:
De (Lapperne) har en synderlig Lyst til at høre Guds Ord tales i deres eget Sprog, hvilket klarlig kjendes af de mange Graads-Taarer, de udøse ved at miste en Lærer, der har været deres Sprog mægtig. ...
Der findes de, der agte Lappernes Oplærelse udi vor kristelige Lærdoms Hovedstykker udi deres eget Sprog for en priselig og til Vankundiges Oplysning høist nødvendig Gjerning; men der gives og de, der holde samme for et unyttigt og aldeles ufornødent Arbeide og paastaa, at man burde forbinde Lapperne til at lade sig oplære alene i vort danske Tungemaal. De, der synes sig at have nogen Ret til saadan Paastand, røbe deres Uvidenhed om Lappernes Brugs og Nærings Beskaffenhed og om de Steders Leilighed, hvor de sig opholde. At vænne alle Lapper, især Fjeld-lapperne, saa til det danske Sprog, at de til grundig Oplysning og Opbyggelse kunde anhøre og forstaa danske Prædikener og Katekisationer, er plat umuligt. ...
Hertil kommer: vi vil jo helst høre Guds Ord tales i vort eget Sprog. Det vilde jo blive os meget tungt og beklageligt, om os blev al Leilighed betagen at annamme Guds Ord i vort eget Moders-maal, som vi fra Barns Ben vare vante til, og os derimod under Straf blev paalagt at anhøre og lære det i et fremmed Tungemaal. Enhver Fornuftig begriber, at det ligeledes maa have sig med Lapperne, og at de maa finde sig mere glædede, trøstede og opbyggede ved at anhøre Guds Ord i deres eget end i et for dem fremmed Sprog, som de lidet og undertiden slet intet forstaar af, hvilket ingen bedre kan bevidne end jeg, som har været øiensynlig Vidne til den besynderlige Andagt, de vise, naar man prædiker for dem og underviser dem i deres eget Sprog, da de derimod (jeg taler om Fjeldlapperne), som oftest, vise kun ringe Andagt, naar Undervisningen og Gudstjenesten forrettes i det norske Sprog, da de sidde undertiden med danske Salmebøger, vendte op og ned i Haanden og sove, imedens Presten taler. ...
En dansk Skolemester, der ei forstaar Lappisk, kan vel lære Børnene at læse i en dansk Bog, men ikke sige dem, hvad Ordene betyder i det Lappiske, og altsaa er hans Undervisning ikkun en lydende Malm og klingende Bjelde.
(Knud Leem, SSH4)
 | Nils Vibe Stockfleth (Foto utlånt av Riksarkivet) |
Mot midten av 1700-tallet kom Ludvig Harboe som biskop, og han var den første som argumenterte for tospråklighet for samene. Han skreiv i 1748 i instruks for en nyutnevnt misjonær:
«Missionarius selv legger sig med ald Fliid efter det Finske og Lappiske Sprog, paa det hand kand være de ham anbetroede Finner til des større Nytte og Fordel, i deres Underviisning og Saligheds Sag. Saa tilholder hand og ligeledes Skole-Mesteren, at hand øver sig i dette Sprog, paa det hand kunde være Finnerne forstaaelig. Dog bør derhos det Danske Sprog ey af Finnerne forsømmes, men alvorligen paadrives, at de samtlig lærer samme.»
Et lignende syn forfekta etterfølgeren Johan Ernst Gunnerus, som i 1759 uttalte at samene nok burde lære norsk, men at det «var underligt at nøde dem til at lade sit Modersmaal ganske fare, hvoraf de er saa store Elskere som nogen Nation i hele Verden».
Men etter Gunnerus blei kirka og skoleverket i flere tiår dominert av harde fordanskere, og opplæringa for samer gikk kraftig tilbake. Mathias Bonsach Krogh, som var den første biskop for Nord-Norge, reagerte mot dette og ville innføre samisk i skolen igjen. Den viktigste driftkrafta først på 1800-tallet for å gjenopprette undervisninga på samisk var likevel Peter Wogelius Deinboll, som i 1816 kom til Vadsø som sogneprest. Han skriver om Seminarium lapponicum, som utdanna lærere og misjonærer til samiske områder:
Desværre er denne herlige Planteskole for kommende Lærere for omtrent 50 Aar siden aldeles nedlagt. Man etablerede det Princip, at Finnerne skulle lære Norsk, og kun norske Bøger udbrededes iblandt dem. Presterne skulde, uden at forstaa Finsk, oplære finske Skolelærere, og disse atter undervise Ungdommen, ikke i deres Modersmaal, men i et for dem fremmed Sprog. De sørgeligste Følger, almindelig Vankundighed og Religionens Forfald, have vist Urigtigheden af denne Fremgangsmaade og Umuligheden af at fortrænge et Sprog, som er indsuget med Modersmælken, et Sprog, der har været Forfædrene helligt, og som selv Finner ei lade sig berøve.
(300 års strid, SSH4)
Ut fra dette argumenterer han så for oppretting av en lærerskole for Nord-Norge, med opplæring både i norsk og samisk.
Den av kirkas menn som etter Thomas von Westen gjorde den største innsatsen for samisk opplæring, var utvilsomt Nils Vibe Stockfleth. Som prest i Finnmark brukte han samisk språk aktivt, han oversatte kristelige skrifter og ga ut samisk ABC og grammatikk.
Som prest var Stockfleth i første rekke opptatt av kristendommens utbredelse, og han reagerte skarpt mot at religionen skulle bli misbrukt til å tjene politiske hensikter:
Naar man kun vil meddele Lapperne Guds Ord paa Norsk, saalænge Folkesproget er lappisk, saa forbinder man jo aabenbart med Religionsundervisningen et Bihensyn, og knytter Meddelelsen af det høieste Gode, Religionen, til en Betingelse eller Fordring, der nu i vore Dage, naar det gjælder andre Nationer, eller det skulde gjælde os selv, «erklæres for en Barbarisme,» nemlig den, at et Folk derved skal bringes til at opgive sit Sprog. Det vedkommer i Grunden ikke Præsten og Skoleholderen, som Religionslærere, hvorvidt Lapperne bør lære Norsk eller ikke; men det er deres Pligt at meddele dem Gudherrens Ord i det Sprog, som Børnene og Folket forstaa. Ere disse ikke det norske Sprog mægtige, saa er det Religionslærerens Pligt at erhverve sig Kundskab heri, for at ikke Hovedsagen, Kristendommens Udbredelse, skal lægges Hindringer i Veien, og for at ikke Generationer skulle dø hen som halvomvendte og halvfornorskede Hedninger.
Ingen høiere Magt har bemyndiget eller berettiget Præsterne, Sjælesørgerne og Skolelærerne til at benytte Evangeliet som et Middel i Politikkens Tjeneste. Evangeliet være fri for, og ubunden af særegne folkelige eller politiske Hensyn! Aarhundreders Erfaringer og Vidnesbyrd har tilstrekkeligen godtgjort, at Folket ikke kan blive Kristne uden gjennem det Sprog, som nu Gud engang har lagt i dets Hjerter og paa dets Læber.
(Stockfleth, SSH4)
Sitatet over er fra et skriv der Stockfleth protesterer mot at Stortinget i 1851 gjorde et vedtak som satte igang en fornorskingsprosess som blei stadig sterkere. De som etter hans tid argumenterte for bruk av samisk i skolen, gjorde det i opposisjon mot den gjeldende nasjonale politikken. Blant dem var Stockfleths etterfølger som lærer i samisk ved Universitetet i Oslo, Jens Andreas Friis, som også var teologutdanna. I 1887 skreiv han: «Jeg maa engang for alle for Nutid og Fremtid, ske hvad ske vil, nedlægge saadan Protest mod den Skoleinstruks som nu følges. Jeg vil have min Samvittighed fri, jeg vil ikke have Ansvaret for ikke at have protesteret.»
Også seinere var det flere framtredende personer innafor kirka som protesterte mot fornorskinga, men uten at de vant fram. Blant dem var biskop Johannes Skaar, som starta Norges Finnemisjon, presten Jens Otterbech, som redigerte bøkene Fornorskningen i Finmarken og Kulturverdier hos Norges Finner, hans samarbeidspartner samemisjonspredikanten og læreren Johannes Hidle, sogneprest og reindriftsinspektør Kristian Nissen og den første rektoren ved Den samiske folkehøgskolen, Ottar Bondevik. Alle disse skreiv innlegg i aviser og bøker mot fornorskingspolitikken og de fleste av dem siterer vi i boka Samisk skolehistorie 4 eller i internettutgava. Her er ikke plass å gjengi alle, men vi skal slutte av med et sitat av Johannes Hidle:
Hvad blir følgen av denne undervisning? Nogen faa med gode evner og anledning til at komme paa videregaaende skoler vil klare at lære norsk godt. Men de som ikke er saa heldig stillet vil først ingen utvikling faa paa folkeskolen og dernæst ingen anden skole. De vil da bli gaaende som uvidende og uinteresserte mennesker, en nok som staar utenfor den almindelige menneskelige dannelse, bli et lavere slags mennesker som ikke har agtelse for sig selv, ikke har agtelse av andre.
Er det værdig for os nordmænd at behandle finnerne saaledes?
(Johannes Hidle, SSH4)
 | Jens Andreas Friis (Foto utlånt av Riksarkivet) |
Her finner du alle artiklene i serien:
28.09.2007 Hvorfor samisk skolehistorie?
05.10.2007 Grenseløs uvitenhet
12.10.2007 Søringelærernes møte med samisk språk
19.10.2007 Starten på samisk begynneropplæring
26.10.2007 Starten på reindriftsopplæringa
02.11.2007 Fra samisk til norsk yrkesopplæring
16.11.2007 Kamp for samisk gymnas
28.11.2007 Norskspråklige samers skoleopplevelser
14.12.2007 Motstand mot samisk språk og kultur
25.01.2008 Fremmed verden
23.05.2009 Om samiske lærere
30.05.2009 Internatliv
06.06.2009 Samiske elever plaga
13.06.2009 Samisk innhold i undervisninga
20.06.2009 Elev som tolk
04.07.2009 Hvordan barna slutta å snakke samisk
10.09.2010 Gud forstår ikke samisk
08.10.2010 Fornorskernes synspunkter
13.10.2010 Kirkefolk forsvarer samisk språk
02.12.2010 Samiske lærere i gammel tid
09.12.2010 Internatliv i gamle dager
18.12.2010 Samiske elever på spesialskoler
14.01.2012 Foreldrenes kamp for samiskopplæring
21.01.2012 Motvilje og fravær
28.01.2012 Skolen under krigen
04.02.2012 Gjenreising og brakkeskoler
11.02.2012 Læreplaner - for fornorsking og for samisk skole
18.02.2012 Den store læreplanstriden
Samisk skolehistorie 1
Samisk skolehistorie 2
Samisk skolehistorie 3
Samisk skolehistorie 4
Samisk skolehistorie 5
Samisk skolehistorie - hovedside