|
|
 |
|
kunstnerne
Dáiddáriid
|
| |
|
|
 BENTE GEVING (f. 1952) kommer fra Kirkenes og er bosatt i Enebakk. Hun er fotograf og sier i en kommentar til billedserien Margit Ellinor: ”Margit Ellinor er min mor. Hun fikk alzheimer og begynte å forandre på plasseringen av bilder og pyntegjenstander, ta fram ting som hadde ligget i skap og skuffer, og rydde vekk andre som hadde stått framme. En dag satte hun fram tallerkenen med samekvinne og barn. Jeg hadde aldri sett den før.” Hele serien til Margit Ellinor består av 42 bilder og ble første gang vist på Preus Museum i Horten i 2005. Geving arbeider for tiden med et fotoprosjekt på Syd-Varanger Gruve i Bjørnevatn og i Kirkenes.
BENTE GEVING (r. 1952) lea Girkonjárggas eret ja ásaiduvvan Enebakkii. Son lea govvideaddji ja dadjá komeanttastis Margit Ellinor nammasaš govvaráidui: ”Margit Ellinor lea mu eadni. Son buohccái alzheimerii ja álggii sirddašit govaid ja čikŋadávviriid, viežžat lođáin ja skáhpain ráddjojuvvon áđaid, ja čorget eret daid diŋggaid mat ledje oidnosis. De muhtun beaivvi bijai ovdan talearkka masa lei govviduvvon sámenisu mánáinis. Mun in lean dan goassege ovdal oaidnán.” Olles Margit Ellinor nammasaš ráidui gullet 42 gova, ja dat ledje vuosttamuš geardde čájáhusas Preus Museas Hortenis jagi 2005. Gevinga lea dál doaimmaheamen ”Syd-Varanger Gruve” nammasaš fotografiijaprošeavtta Mátta-Várjjaga ruvkefitnodahkii, mii lea Guvžájávrris ja Girkonjárggas. |
| |
|
|
 BRITTA MARAKATT-LABBA (f. 1951) kommer fra Kiruna kommune i Sverige. Siden 1979 har hun arbeidet som billedkunstner med tekstilt broderi som hovedområde. Hun finner inspirasjon i sin kulturbakgrunn og i naturens skiftinger gjennom døgnet og året. Marakatt- Labbas største arbeid er 24 m langt og henger på Universitetet i Tromsø Hun er representert i mange offentlige samlinger i Norden.
BRITTA MARAKATT-LABBA (r. 1951) lea Girona suohkanis eret Ruoŧas. Jagi 1979 son lea bargan govvadáiddárin, ja váđessággádeapmi lea su váldosuorgi. Son viežžá govahallanfámu iežas kulturduogážis ja luonddu molsašumiin mat dáhpáhuvvet jándoriid ja jagi miehtá. Marakatt-Labba stuorámus dáiddabargu lea 24 m guhku ja heaŋgá Romssa universitehtas Romssa gávpogis. Su barggut leat máŋgga almmolaš čoakkáldagas Davviriikkain. |
| |
|
|
 MONICA L. EDMONDSON (f. 1963) er født og oppvokst i Gällivare i Sverige. Hun er glasskunstner og jobber fram sine fat i en gammel italiensk teknikk. Om inspirasjon til sine arbeider sier hun: ”En känsla - eller tanke - är utgångspunkten för mitt arbete. Denna känsla kan vara ett vinterrum av luft och rymd. Enkelt och rent. En stilla rörelselinje eller ljusreflektion/absorption. Snöstormens vithet och köldens kristall och någonstans i detta vidsträckta vinterrum finns ett hjärta av värme en glödande eld.” Edmondson er utdannet ved Canberra School of Art, Australian National University.
MONICA L. EDMONDSON (f. 1963) riegádii Jiellevárrái Ruŧŧii ja lea doppe bajásšaddan. Son lea klássadáiddár ja hábme iežas fáhtaid dološ itálialaš teknihkain. Iežas bargguid govahallanfámu birra son dadjá: ”Juogalágan dovdu - jurdda – lea mu barggu vuolggasadji. Dát dovdu sáhttá leat dálvái gullevaš áibmu ja ilbmeviidodat. Oktageardán ja čielggas. Jaskes lihkadangurgadas dahje čuovgadeadju/čuovganjammaseapmi. Muohtaborggaid českodat ja buollaša kristállat, ja juostá dán dálveviidodagas lea liegga váibmu ja áhcagas dolla.” Edmondsona oahpahallanbáiki lea Canberra School of Art, Australian National University. |
| |
|
|
 ALF SALO (f. 1959) er født og oppvokst i Kåfjord i Nord-Troms. Han uttrykker seg gjennom maleriet og bildene hans har røtter i strømninger i europeisk kunst. Hans sier selv om bakgrunnen for sine arbeider: ”I fjern fortid i tradisjonen fra antikken, den klassiske form, og Bysants/Italia, den første kristne kunst. -I nær fortid i fransk kunst, tradisjonen fra Paris. På den ene side, det koloristiske, i tradisjonen fra impresjonismen. På den annen side, form og rom, i tradisjonen fra kubismen og modernismen, den konkrete kunst. Heri ligger prosjektets historie, og herav prosjektets visjon.” Salos kunst er rene idébilder som er dannet i møtet med estetikkens elementer som form, farge og rom, og hans prosjekt har vært og er av varig art.
ALF SALO (f. 1959) riegádii Gáivutnii Davvi-Romsii ja lea doppe bajásšaddan. Son dovddaha iežas njuohtamiiddisguin, ja su govaid ruohttasat vulget eurohpalaš dáidaga rávnnjádagain. Ieš son dadjá bargguidis duogáža birra: ”antihka árbevieru dološáiggi rájis, klasihkalaš hámis, ja Bysánccas/Itálias, vuosttamuš kristtlaš dáidaga rájis. – ránskalaš dáidaga vássánáiggis, Pariissa árbevierus. Nuppe bealis, koloristalaš, impressionismma árbevierus. Nuppe bealis fas, hápmi ja viidodat, kubismma ja modernismma árbevierus, konkrehta dáidda. Dákko lea prošeavtta historjá, ja das vuolgá prošeavtta višuvdna.” Salo dáidagii gullet buhtes jurddagovat mat čuožžilit go deaivvadit estetihka oasit nugo hápmi, ivdni ja viidodat, ja su prošeakta lea dáiddalaččat leamaš ja lea ain bissovaš. |
| |
|
|
 INGUNN UTSI (f. 1948) er fra Repvåg i Finnmark. Inspirasjon til sine arbeider henter hun ved kysten, der den salte sjøsprøyten med sine voldsomme krefter slår inn mot stranden og transformeres til noe duggende lett.
I hennes skulpturelle arbeider kombinerer hun tre med pleksiglass, stein, metaller og andre materialer. I fjæra i Repvåg finner hun rekved fra Sibir, som i tidligere tider var en kjærkommen ressurs og byggemateriale. Arbeidene hennes uttrykker ikke noe direkte. Alt er sagt indirekte. Utsi har hatt flere store utsmykningsoppdrag, og er innkjøpt til flere offentlige samlinger.
INGUNN UTSI (f. 1948) riegádii Reihváhkái Finnmárkui. Govahallanfámu bargguidasas son viežžá mearragáttis, mas sáltás mearradiškasat mearehis fámuideasetguin deivet gátti ja earáhuvvet ja boŧardit áibmui. Skulptuvrralaš dáiddabargguinis son seaguha muora pleksiklásain, geđggiin, metállain ja earáge ávdnasiiguin. Reihvági fiervvás son gávdná rievddahasaid mat bohtet Sibiirra rájis, mat doložis ledje árvvusadnojuvvon resurssat ja huksenávdnasat. Su barggut eai dovddat maidege njuolga. Visot dovddahuvvo mohkiid. Utsis leat leamaš máŋga stuorra čiŋahanbarggu, ja su bargguid leat oastán máŋgga almmolaš čoakkáldahkii. |
| |
|
|
 ASLAUG JULIUSSEN (f. 1953) er fra Lødingen og er utdannet fra Statens Håndverk- og Kunstindustriskole i Oslo, med hovedvekt på tekstil. Hun har vært yrkesaktiv kunstner siden 1981.
Juliussen eksperimenterer med teknikker og materialer, og kombinerer ofte organiske- og syntetiske materialer i samme verk. Tematikk i hennes arbeider er ofte samspillet mellom dyr og mennesker, og møte mellom natur og kultur. I de siste årene har hun arbeidet med transformasjon av reinsdyret, hvor hun har brukt restprodukter som hår, horn og bein. Dette har resultert i separatutstillingen HornVerk som ble vist i Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum i 2006.
ASLAUG JULIUSSEN (r. 1953) lea Lodegiin eret, ja su oahpahallanbáiki lei Statens Håndverk- og Kunstindustriskole Oslos, ja su váldosuorgi lea tekstiila dahje váđeš. Son lea ealihan iežas dáiddárin jagi 1981 rájis. Juliussen geahččaladdá teknihkaid ja ávdnasiid, ja seaguha dávjá ovttat bargui orgánalaš ja syntehtalaš ávdnasiid. Su bargguid tematihkka lea dávjá ealliid ja olbmuid ovttasdoaibman, ja luonddu ja kultuvrra deaivvadeapmi. Maŋimuš jagiid son lea bargan bohcco transformašuvnnain, masa son lea geavahan dakkár bohccobázahasaid go guolggaid, čorvviid ja dávttiid. Su transformašuvdnabargguid boađus lea HornVerk nammasaš sierračájáhus, mii lei Nordenfjeldske Kunstindustrimuseas jagi 2006. |
| |
|
|
 SYNNØVE PERSEN (f. 1950) kommer fra Porsanger og arbeider vekselvis som billedkunstner og forfatter. Maleriene er i store format i et abstrakt, poetisk formspråk. Hun sier om sin kunst: ”Det jeg arbeider med nå er konsentrert om en sparsom fargeskala i indigo, sienna, titanhvitt, violet, skarlagen, pink, kobolt, blandet til lyse nyanser. Deler av denne fargeskalaen brukte jeg i perioden 1980-82 i en serie bilder, den gang i et naturlyrisk uttrykk. Fra 1995-2005 har jeg arbeidet med jordfarger som hovedtema. Med den lyse fargeskalaen søker jeg et eterisk uttrykk og lette, svevende komposisjoner.” Persen er utdannet ved Statens Kunstakademi i Oslo og representert i de største offentlige samlinger i Norge.
SYNNØVE PERSEN (f. 1950) lea Porsáŋggus eret, ja son bargá vurrolagaid govvadáiddárin ja girječállin. Su njuohtamat leat stuorrát ja dovddahit abstrákta ja poehtalaš hábmengiela. Dáidagisttis son dadjá ná: ”Mainna dál lean bargamin lea diđolaččat čohkkejuvvon gáhces ivdnefieskái, mas leat indigo, sienna, titánavielgat, sáhppesalit (violet), skárllat, goaiddesivdni (pink), kobolta, mat leat seaguhuvvon čuvges suoivvaldahkan. Dán ivdnefieskkis mun geavahin osiid jagi1980 rájis jagi 1982 rádjai govvaráidui, muhto dalle luonddulyralaš dovddahussan. Áigodaga 1995-2005 rájis mu barggu váldofáddán leat leamaš eanaivnnit. Čuvges ivdnefiskkiin mun ozan eteralaš dovddahanvuogi, ja geahppa, sattáhalli komposišuvnnaid.” Persena oahpahallanbáiki lea Statens Kunstakademi Oslos, ja sus leat barggut Norgga stuorámus almmolaš čoakkáldagain. |
| |
|
|
 MARJA HELANDER (f. 1965) er fra i Helsingfors i Finland, men har sine røtter i Utsjok i Finland. Med hennes bakgrunn i to kulturer søker hun spenningen mellom den samiske- og den moderne vestlige kulturen.
Hun uttrykker seg gjennom fotografiet, og hun bruker ofte seg selv som motiv i bildene. Ved bruk av humor betrakter hun seg selv og sin urbane påvirkning og hun understreker hvor malplassert hun er i ulike settinger i det samiske landskapet på jakt etter egen identitet. Iført moderne vestlige klær som ikke er ment for å bruke utendørs i et nordlig landskap fremstår hun som et ”fremmedelement” uten kjennskap til de kulturelle koder. På den måten formidler hun kontrasten mellom det tradisjonelle og det moderne, om fremmedgjorthet og det å vokse opp i et flerkulturelt område. Helander har blant annet sin utdannelse fra University of Art and Design i Helsingfors.
MARJA HELANDER (f. 1965) lea Helssegis eret Suomas, muhto sus leat máttut Ohcejogas Suomas. Iežas guovttekultuvrrat duogážiin son ohcá sámekultuvrra ja ođđaáigásaš oarjemáilmmi kultuvrra gaskasaš gealddu. Su iežasdovddahanvuohki lea fotografiija, ja son dávjá iežas geavaha govaidis motiivan. Humoriin son geahčada iežas ja mo gávpotvuohta lea váikkuhan sutnje, ja son deattuha man heivemeahttun son sáhttá leat sámi eanadaga sierranas birrasiin ozadettiinis iežas ihčodaga. Go sus leat badjelis ođđaáigásaš oarjemáilmmi biktasat mat eai leat olgoilmmi atnui davvin, son ilbmá dego livččii ”vieris” guhte ii dovdda kultuvrralaš kodaid. Dán vuohkái son buktá ovdan dan earu mii lea árbevirolašvuođa ja ođđaáigásašvuođa gaskkas, ja dovddaha vierásmahttima ja mo lea bajásáaddat máŋggakultuvrrat guovllus. Helandera oahpahallanbáiki lea ee. University of Art and Design, mii lea Helssegis. |
| |
|
|
 DABAN DA og Gjert Rognli (f. 1966) kommer begge fra Kåfjord i Nord-Troms. De har i de siste årene jobbet sammen i et kunstprosjekt de kaller Daban Da der de uttrykker seg gjennom performance, foto, film, maleri, datamanipulering osv. Tematisk berører de universelle- og eksistensielle spørsmål som tro og spiritualitet, ofte knyttet til samisk førkristen religion og symbolverden. Daban Das performancer er unike opplevelser knyttet til det stedet de opptrer på.
DABAN DA ja Gjert Rognli (r. 1966) boahtiba Gáivuonas Davvi-Romssas. Soai leaba maŋimuš jagiid bargan ovttas dáiddaprošeavttain masa leaba addán namman Daban Da, ja das sudno iežaskadovddahanvuogit leat performance, govvideapmi, filbma, njuohtan, dihtorgeavaheapmi jna. Fáttá dáfus soai guoskkaheaba máilmmimiehtásaš ja eksistensiála gažaldagaid nugo oskku ja vuoiŋŋalašvuođa, dávjá sámiid dološ oskku ja symbolaid guoskkahemiin. Daban Da performance dovddaha sierralágan vásáhusaid mat gullet dan báikái mas soai buktiba dan ovdan. |
| |
|
|
 ASBJØRN UNOR FORSØGET (f. 1967) kommer fra Kåfjord. Han arbeider med flere ulike teknikker og i maleriene er han opptatt av overflate og tekstur. En grunnleggende viten om maleriets virkemidler ligger i bunnen for hans eksperimentelle søken og han ønsker å tilføre maleriet nye elementer og sprenge grenser. Denne drivkraften viderefører han i sine performance og installasjoner og har gjennom Daban Da vist at det meste er mulig. Et tilbakevendende tema er de immaterielle- og mytiske elementer som en kan finne i den sjøsamiske kulturen, en kultur Forsøget har en sterk tilknytning til.
ASBJØRN UNOR FORSØGET (f. 1967) lea Gáivuonas eret. Son bargá máŋggalágan teknihkaiguin, ja njuohtamiin son berošta badjogasain ja tekstuvrras. Su geahččalanvugiid vuođđun lea vuđolaš diehtu njuohtama váikkuhangaskaomiid birra, ja son háliida njuohtamii oažžut oassin ođđa osiid ja duvdit njuohtama rájáid. Dáinna álššain son joatká iežas performance bargui ja riggehagaide, ja Daban Da olis son lea čájehan eatnaša vejolažžan. Fáddán mii álo máhccá leat immatriála ja myhtalaš oasit maid olmmoš deaivvaha mearrasámi kultuvrras, dan kultuvrras masa Forsøget lea čavga čatnasan. |
| |
|
|
 JØRN MAGNUS RIVOJEN LANGSETH (f. 1954) er fra Hemnesberget i Nordland. Han er duojár og arbeider med finsløyd i materialer som tre, horn, lær og jern. Han behersker teknikker som kolrosing og damasksmiing i knivblad og spyd, og bruker diverse paute og pregeteknikker i lær. Han graverer også i glass, lager skulpturer og installasjoner. En stødig hånd, kombinert med en sikker formsans gjør at hans verk er høyt verdsatt og finnes i mange offentlige samlinger.
JØRN MAGNUS RIVOJEN LANGSETH (f. 1954) lea Hemnesbergetis eret Nordlánddas. Son lea duojár ja bargá čáppadujiin ja geavaha ávnnasin muora, čoarvvi, leairra ja ruovddi. Son hálddaša dakkár teknihkaiguin go niibederiid ja sáittiid kolrovsemiin ja damáskavuollamiin, ja son geavaha máŋggalágan pávtema ja deaddinteknihkaid go leairrain bargá. Son maid hearvvaid boraha klássii, ráhkada báccážiid ja riggehagaid. Su livcciskeahtes giehta, maid dárkilis hábmendáidu stivre, lea sivva manne su barggut leat allagit árvvoštallojuvvon ja ostojuvvon almmolaš čoakkáldagaide. |
| |
|
|
 ARNOLD JOHANSEN (f. 1953) kommer opprinnelig fra Nordreisa, men nå er bosatt i Hammerfest. Han er utdannet grafiker fra Statens Kunstakademi på slutten av 1970 tallet. Hans arbeider viser portretter og landskap som berører temaer som identitet og tilhørighet. I de senere årene har han utviklet en bretteteknikk som han kaller brettefoto. Det gjør at verket forandrer seg når tilskueren beveger seg forbi det. I ett og samme verk kombinerer han to fotografier av samme person, som med sine klær viser tilhørighet til to forskjellige kulturer. Bretteteknikken får på en yppelig måte fram både dualismen og fleksibiliteten som berører mange mennesker som vokser opp i et flerkulturelt miljø.
ARNOLD JOHANSEN (f. 1953) lea álgoálggus Ráissas eret, muhto dál son orru Hámmarfeasttas. Sus lea grafihkároahpu, ja su oahpahallanbáiki lei Statens Kunstakademi 1970-logu loahpageahčen. Su barggut leat portreahtat ja eanadatgovat mat guoskkahit dakkár fáttáid go ihčodaga ja gullevašvuođa. Maŋimuš jagiid son lea hutkan máhccunteknihka maid son gohčoda máhcastatgovvan. Dat váikkuha nu, ahte govva earáhuvvá go geahčči johtá gova meaddil. Ovttat barggus son kombe guokte fotografiija ovttat olbmos, guhte biktasiiddisguin čájeha iežas gullat guovtti sierra kultuvrii. Mahccunteknihkka buktá hirbmat vuohkkasit ovdan sihke dualismma ja njuovžilvuođa mat čuhcet ollu olbmuide guđet bajásšaddet máŋggakultuvrrat birrasis.
|
| |
|
|
 GEIR TORE HOLM (f. 1966) kommer fra Kåfjord i Nord-Troms. Han arbeider med forskjellige uttrykk som blant annet foto, installasjoner og video. Han tar utgangspunkt i sin kulturbakgrunn, men vokter seg vel for ikke å bruke samiske symboler som han mener lett kan bli en dekor. Likevel finner man i hans verk en forbindelse til det samiske, som et skjult budskap i en tilsynelatende ”hverdagslig ting.” Holm jobber med de immaterielle sidene i kulturen, de som handler om livssyn, språk og følelser. Kunsten hans formidler en inderlighet, som verken er nostalgisk eller ironisk.
GEIR TORE HOLM (f. 1966) lea Gáivuonas eret Davvi-Romssas. Su dáiddabargui gullet máŋggalágan dovddahanvuogit nugo ee. govvideapmi, riggen ja video. Son atná vuolggabáikinis iežas kulturduogáža, muhto váruha dárkilit ahte ii geavat sámi symbolaid mat su oaivila mielde álkit sáhttet šaddat dušše čikŋan. Dattetge olmmoš vuohttá su bargguin gullevašvuođa sápmelašvuhtii, dego dat livččii suollemas diehtun mii olgguldasat lea čihkkojuvvon ”árgabeaivválaš áššiide”. Holm bargá kultuvrra immateriála osiiguin, daiguin main lea sáhka eallinaoinnus, gielas ja dovdduin. Su dáidda buktá ovdan čiekŋalis dovddolašvuođa mii ii leat ii ovddežii fielladeaddji (nostálgalaš) iige bilkideaddji. |
| |
|
|
 ANNA-STINA SVAKKO (f. 1967) kommer fra Kiruna i Sverige. Hun arbeider med dáiddaduodji, i grenselandet mellom brukskunst og billedkunst. Svakko benytter naturmaterialer som lær, horn, fiskeskinn og ull i kombinasjon med syntetiske materialer som pleksiglass. Denne materialbruken skaper spenning og gir et kunstuttrykk med en universell karakter. Dette kan vi se i serien ?uvges mátki / Lys resa hvor vesken og veskeformen er utgangspunktet. Utførelsen viser et nært slektskap til samiske handverkstradisjoner, samtidig som produktet er moderne og tidsriktig, og understreker spenningen i møtet mellom fortid og nåtid.
ANNA-STINA SVAKKO (f. 1967) lea Gironis eret Ruoŧas. Son bargá dáiddadujiin, ja dat gullá atnudáidaga ja govvadáidaga gaskii. Svakko geavaha luondduávdnasiid nugo leairra, čoarvvi, čuoma ja ulluid oktan dakkár dahkoávdnasiiguin go pleksiklásain. Dát ávnnasgeavaheapmi dagaha gealddu ja dovddaha dáidaga máilmmeviidosaš hámis. Dan mii sáhttit oaidnit go mii geahčadit ráiddu Čuvges mátki / Lys resa, mas veasku ja dan hápmi lea vuolggasadjin. Vuohki mo dat lea hábmejuvvon, buktá oidnosii dan lagašvuođa sámi duodjeárbevieruide, ja seammás buvtta lea ođđaáigásaš ja áigáisoahppevaš, ja deattuhuvvo vássán áiggi ja dáláš áiggi gaskasaš gealdu. |
| |
|
|
 ANDREAS SARRI (f. 1979) er fra Kiruna i Sverige. Han er fotograf og hans arbeider kan kalles kunstnerisk dokumentarisme. Sarri uttrykker seg både i farger og sort/hvitt, og motivene finner han blant menneskene som bor i nordområdene. Sarri ser bak fasader og kulturelle brytninger uten sentimentalitet. Hvert enkelt verk forteller en historie om noe utenfor seg selv. Gjennom sine fotografier bringer Sarri poesien inn i hverdagen, og i sine møter lager han estetikk av det uesteiske.
ANDREAS SARRI (f. 1979) lea Gironis eret Ruoŧas. Son lea govvideaddji, ja su bargguid lea vejolaš gohčodit dáiddalaš dokumentarisman. Sarri iežas dovddaha sihke ivdne- ja čáhppes/vilges govaiguin, ja motiivvaidis son gávdná daid olbmuid gaskkas guđet orrot davviguovlluin. Sarri geahčada olgoskoađđasiid ja kultuvrralaš doajáhagaid duogábeallai almmá dovddolaš badjelmearástallama (sentimentalitehta) haga. Juohke áidna dáiddabargu muitala iežas olggobeallásaš muitalusa. Govvidemiidisguin Sarri buktá poesiija árgabeaivái, ja go árgabeivviin deaivvada, de son ráhkada estetihka dasge mas ii leat estetihkka. |
| |
|
|
 RANDI MARAINEN (f. 1953) kommer fra Porsanger, men er i dag bosatt i Nedre Soppero i Sverige. Hun er utdannet sølvsmed og lager sølvsmykker som er inspirert av tradisjonelle gjenstander fra området. Inspirasjon fra dette transformeres til skulpturelle verk. Foruten å bruke sølv i sine arbeider benytter hun seg også av horn og tre, og hun kombinerer gjerne disse materialene i samme verk.
RANDI MARAINEN (f. 1953) lea Porsáŋggus eret, muhto odne son orru Vuolle-Sohpparis Ruoŧas. Son lea oahppan silbarávdi ja ráhkada silbačiŋaid maid guovllu árbevierut leat báidnán. Árbevieruin son oažžu govahallamiid maiguin son daid nuppástuhttá ja ávdne báccážin. Lassin silbii son dáiddabargguidasas geavaha čoarvvi ja muora, ja son mielas kombe dáid ávdnasiid ovttat dáiddabargui. |
| |
|
|
 LENA STENBERG (f. 1961) er fra Kiruna i Sverige og er utdannet på Konstfack i Stockholm. Hennes kunstneriske arbeider har beveget seg mellom tydelige historiske refleksjoner og polistiske spørsmål, men også med det formål å undersøke former som er universell og i samtiden. Hun arbeider framfor alt med tredimensjonale uttrykk slik som skulptur og installasjoner, men har i senere tid også malt bilder med referanse til ulike symbolverdener og grafiske motiv.
LENA STENBERG (f. 1961) lea Gironis eret Ruoŧas, ja su oahpahallanbáiki lei Konstfack Stockholm-gávpogis. Su dáiddalaš barggut leat johtalan čielga historjjálaš smiehttamušaid ja politihkalaš áššiid gaskka, muhto dain lea maid leamaš ulbmilin iskat máilmmemiehtásaš ja dáláža hámiid. Erenoamážit son bargá golmmaolat ilbmademiiguin, nugo bácciiguin ja riggehagaiguin, muhto maŋimuš áiggiid son lea maid njuohtan govaid mat čujuhit sierranas symbolamáilmmiide ja gráfalaš motiivvaide. |
| |
|
|
 ANNELISE JOSEFSEN (f. 1949) bor i Kvalsund i Finnmark. I hennes skulpturelle arbeider kombinerer hun ofte tre og stein med forskjellige materialer. Hun har et formspråk som beveger seg fra det figurative til det abstrakte. I Josefsens behandling av steinen står vi ovenfor en teknisk virtuositet som hun ilegger et visst mystisk slør av symbolsk karakter. Den møysommelige behandlingen av steinen gjør at enkelte skulpturer fremstår som de var laget av et mykt materiale. Skulpturene er ofte en kommentar til noe som skjer i samfunnet, de er tidløse og de gir rom til ettertanke.
ANNELISE JOSEFSEN (f. 1949) orru jáhkovuonas Finnmárkkus. Iežas bácciin son dávjá kombe muora ja geađggi máŋggalágan ávdnasiiguin. Su hábmengiella johtala figuratiivavuođas abstráktavuhtii, Das mo Josefsen geavaha geađggi, mii oaidnit teknihkalaš njuovžilvuođa masa son symbolaiguin vel lasiha dihtolágan myhtalaš gokčasa. Dainnago son lea guhkágierdavaččat hábmen geađggi, de sus báccit dávjá leat oaidnit dego livčče ráhkaduvvon dipma ávdnasis. Báccit dávjá komentejit juoidá mii dáhpáhuvvá servodagas, dat eai leat áiggis gitta ja oaččuhit olbmo smiehtadit. |
| |
|
|
 FOLKE FJELLSTRÖM (r. 1940) bor i Vålådalen i Åre kommune i Sverige. Han er en meget dyktig doujár som utfører sine arbeider i bein, skinn, tre og horn. Foruten å lage tradisjonelle samiske bruksgjenstander, ofte rikt dekorert med sørsamisk ornamentikk, lager han også kunstverk i form av skulpturer. I disse arbeidene finner vi også det som er karakteristisk for denne kunstneren: presisjon og perfeksjon. På den måten formidler hans arbeider noe immaterielt og som får en til å stoppe og undres.
FOLKE FJELLSTRÖM (r. 1940) orru Vålådalenis, mii lea Åre suohkanis Ruoŧas. Son lea hirbmat čeahpes duojár, ja duddjo dávttis, muoras ja čoarvvis. Son ráhkada árbevirolaš sámi atnubiergasiid, maid son dávjá ollu herve lullisámi hearvvaiguin, ja lassin son vel ráhkada dáiddabácciid. Dain bargguin mii oaidnit dan mii lea sus erenoamáš dovdomearka, namalassii dárkilvuohta ja fidnodievasvuohta. Dainna lágiin son gaskkusta bargguidisguin juoidá mii lea immateriála ja mii bissánahttá olbmo imaštallat. |
| |
|
|
 EDIL SANDE (f. 1962) kommer fra Nordkapp kommune i Finnmark. Maleriet er hennes medium og hun eksperimenterer med- og kombinerer både olje, akrylmaling, foto og papir i tekstile collager. Hva som er fremtredende kan veksle fra arbeid til arbeid. Sande jobber tematisk og en stadig tilbakevendende kunstnerisk idé er tilknytningen til Finnmark og hennes samiske røtter. I arbeidene omfavner hun egne opplevelser i forhold til sin egen historie og det hun har observert i sin oppvekst. Det er minnebilder, hvor man finner ulike gjenkjennelige elementer fra naturen og kulturen i Finnmark, alt abstrahert til det nesten ugjenkjennelige.
EDIL SANDE (f. 1962) lea Davvenjárgga gielddas eret Finnmárkkus. Njuohtan lea su dáiddalaš dovddahanvuohki, ja son geahččaladdá sihke oljjuin, akrylain, fotografiijaiguin ja váđeškoláššabáhpáriiguin, ja son maid segohaddá daid. Mii ain lea ávnnasin dehálaš sutnje, rievddalda dáiddabarggus dáiddabargui. Sande bargá fáttáid mielde, ja su dávjjes dáiddalaš jurdda lea su čatnaseapmi Finnmárkui ja su sámi ruohttasat. Bargguinis son fátmmasta iežas eallima vásáhusaid ja dan maid son lea beassan oaidnit bajásšattadettiinis. Dat leat muitogovat, ja dain olmmoš dovdá Finnmárkku luonddu ja kultuvrra sierralágan osiid, ja visot lea measta dovddakeahttájin abstráktejuvvon. |
| |
|
|
 OUTI PIESKI (f.1973) er fra Utsjok i Finland. I hennes bilder er naturen til stede på flere måter; i motivet, som i utgangspunket kan være et landskap, en fjern horisont eller en stemnning, som tilkjennegis ved at hun benytter seg av materialer hun finner i naturen. Foruten å bruke tre og bivoks, i tillegg til malingen, finner vi også resirkulerte materialer som papir, stoffrester og plastbiter i hennes bilder. Teksturen og strukturen dette medfører er gjort bevisst og med et ønske om å oppnå en forbindelse til de immaterielle sidene av naturen.
OUTI PIESKI (f.1973) lea Ohcejogas eret Suomas. Su govain luondu lea ovdan máŋgga láhkai; motiivvas mas álgovuorus sáhttet leat eanadat, guhkálmas almmiravda dahje mielladilli, mat dovddahuvvojit daiguin ávdnasiiguin maid son viežžá luonddus. Earret muora ja mieđašsovtta, maid son geavaha njuohtanávdnasa lassin, mii oaidnit su govain maiddái ođđasis geavahuvvon ávdnasiid, nugo báhpáriid, váđešbázahasaid ja plástabihtáid. Su tekstuvrra ja hámi geavaheapmi lea diđolaš ja čájeha su háliidusa olahit luonddu immateriála osiide. |
| |
|
|
 ROSE-MARIE HUUVA (f.1943) er fra Kiruna kommune i Sverige. Hun er en multikunstner som uttrykker seg både gjennom bilder, skulpturer og ord. I hennes arbeider ser vi en sterk tilknytning til Sápmi, til områdets tradisjoner, kultur og historie. Hun er en søkende kunstner og det viser seg i hennes kunst da den ofte kan bestå av ulike materialer og teknikker. Dette gjør hun for best å kunne formidle denne historien som hun er en del av.
ROSE-MARIE HUUVA (f.1943) lea Gironis eret Ruoŧas. Son lea máŋggasuorggat dáiddár guhte iežas dovddaha govaiguin, bácciiguin ja sániiguin. Su dáiddabargguin mii vuohttit nana čatnasiid Sápmái, guovllu árbevieruide, kultuvrii ja historjái. Son lea ohcaleaddji dáiddár, ja dat boahtá ovdan su dáidagis, mas dávjá sáhttet leat máŋggalágan ávdnasat ja teknihkat. Nu son bargá vai buoremus lági mielde lihkostuvvá gaskkustit historjjá mas ieš lea oassi. |
|
|