Deres majestet, Samisk Arkiv og gjester,	Majestehta Gonagas, Sámi arkiiva ja guossit,
(«Samene er ett selvstendig folk og som andre folk har vi rett til våre liv og til selv å bestemme i saker som angår oss.	«Sámit leat sierra álbmot ja mis lea riekti eallit ja mearridit iežamet áššiin, nugo buot earáge álbmogiin.
Land et og vann et hvor vi har levd i alle tider, f ør statsgrensene splittet vår e land områder.	Sámiid eallima vuođđun lea Sápmi, eanan eadnámet ja beaivi áhččámet árbi – eatnamat ja čázit gos mii leat eallán áiggiid čađa, olu ovdal riikkarájáid sárguma.
Det samiske språket – Hjertespråket, bærer og stadfester vår tilhørighet til våre landområder og vårt folk.	Sámegiella – Gollegiella, guoddá ja nanne oktavuođamet min birrasii ja álbmogii.
»)	»
Slik starter Tråante-deklarasjonen fra 2017 og markeringen av 100-årsjubileet til det første samiske landsmøtet.	Nie álggahuvvo Tråante-julggaštus 2017 ja vuosttaš sámi riikkačoahkkima 100-jagi ávvudeapmi.
Tråante-deklarasjonen viser at vi samer har en sterk bevissthet om at vi er ett folk.	Tråante-julggaštus čájeha ahte mii sámit leat hui dihtomielalaččat das ahte mii leat okta álbmot.
Og at statsgrensene ikke skal bryte vårt folks fellesskap.	Ja ahte stáhtarájit eai galgga hehttet min álbmoga oktavuođa.
Fremforhandlingen av Lappekodisillen fra 1751 var en anerkjennelse av at samene nettopp er ett folk.	Dalle go Lappekodisilla sohpe 1951:s, de dát soahpamuš maid dohkkehii sámiid oktan álbmogin.
Ett folk som lever i flere stater, med blant annet rett til å drive med reindrift på tvers av den norsk-svenske grensen.	Okta álbmot mii orru máŋgga stáhtas, mas earret eará lea boazodoalu vuoigatvuohta mii rasttilda norgga-ruoŧa ráji.
Men statsgrensene skaper hindringer for oss samer.	Muhto stáhtarájit dagahit hehttehusaid midjiide sámiide.
Statsgrensene går på tvers av våre interne samiske grenser.	Stáhtarájit mannet min siskkáldas sámi rájiid rastá.
Der våre grenser for språk, slekter, kultur og næringer går fra vest til øst, der går statsgrensene fra nord til sør.	Doppe gos min giella-, sohka-, kultur- ja ealáhusrájit mannet oarjin nuorttas, doppe mannet stáhtarájit davvin lulás.
Der elvebreddene danner grunnlag for samiske lokalsamfunn, danner elver statsgrenser som splitter samiske lokalsamfunn.	Doppe gos eatno- ja johkagáttit leat sámi báikkálaš servvodagaid vuođđun, de leat eanut stáhtarájit mat háddjejit sámi báikkálaš servvodagaid.
Under covid-pandemien har vi merket statsgrensene mer enn noen gang.	Covid-pandemiija áigge leat stáhtarájit dovdon eanet go goassege ovdal.
Grenseoverganger har vært stengte.	Rádjerasttildanbáikkit ledje giddejuvvon.
Det har vanskeliggjort våre muligheter til å samhandle som ett folk.	Dat lea midjiide dahkan váttisin doaibmat ovttas oktan álbmogin.
Likevel ble det tidlig etablert ordninger for den grenseoverskridende reindrifta.	Árrat goitge ásahuvvojedje ortnegat rádjerasttildeaddji boazodoalu várás.
Og det viser Lappekodisillens relevans og styrke.	Ja dat čájeha Lappekodisilla relevánssa ja fámu.
Visste dere at det høyeste fjellet langs den norsk-svenske grensen er Nuorttasávllo i Saltdal kommune i Nordland og Arjeplogs kommun i Norrbotten?	Diđiidet go ahte alimus várri norgga-ruoŧa rádjeguovllus lea Nuorttasávllo, Sáláda suohkanis Nordlánddas ja Árjepluove gielddas Norrbottenis.
Nuorttasávllo er 1756 meter høy og er også et samisk helligfjell.	Nuorttasávllo lea 1756 mehtera alu ja lea maiddái sámi bassi várri.
Langs den norsk-svenske grensen i de samiske områdene både bor det og lever det samer.	Sámi guovlluin norgga-ruoŧa rádjeguovlluin sihke orrot ja ellet sámit.
Vi kjenner våre landområder.	Mii dovdat iežamet eatnamiid.
Vi vet hvor det er gode beiter.	Mii diehtit gos leat buorit guohtumat.
Hvor det er gode jaktmarker og hvor vi finner multebær.	Gos leat buorit bivdobáikkit ja gos gávdnat luopmániid.
Kunnskapen om våre landområder er også noe som statene har benyttet seg av.	Dán máhtu min eatnamiid birra leat maiddái stáhtat geavahan.
Statene trengte hjelp til å finne ut hvor deres riker strakte seg.	Stáhtat dárbbašedje mis veahki oahpásmuvvat iežaset riikka guovlluide.
Også senere har samenes kunnskap om grenseområdene vært med på å skrive historie – og til å berge liv.	Maiddái maŋŋel lea sámiid máhttu rádjeguovlluid birra leamaš mielde historjjáid čállimis – ja heakkaid gádjumis.
Flere steder langs den norsk-svenske grensen ledet samiske grenseloser flyktninger over grensen til et fredelig Sverige under andre verdenskrig.	Máŋgga sajis norgga-ruoŧa rádjeguovllus oahpistedje sámi rádjelovssat báhtareddjiid ráji rastá Ruŧŧii gos lei ráfi nuppi máilmmisoađi áigge.
De samiske grenselosene visste veldig godt hvor grensene gikk og hvor det var mulig å ferdes trygt.	Sámi rádjelovssat dihte bures gokko rájit manne ja gokko sáhtii oadjebasat vánddardit.
Hvor man gikk trygt fra ras, hvor det var trygg is og hvor man kunne ferdes uten å møte på fiendtlige soldater.	Gokko ii lean uđasvárra, gokko ledje nanu jieŋat ja gokko sáhtii vánddardit nu ahte vašálaččaid soalddáhat eai boahtán ovddal.
Når Lappekodisillen nå er overlevert til Sámi árkiiva i Guovdageaidnu og Sápmi, er det en ny anerkjennelse av at samene er ett folk.	Dál go Lappekodisilla lea geigejuvvon Sámi arkiivii Guovdageainnus ja Sámis, de leat sámit ođđasit dohkkehuvvon oktan álbmogin.
Det er en ny påminnelse om at statene vet at det samiske folks fellesskap ikke skal brytes av statsgrensene.	Dát muittuha ođđasit ahte stáhtat dihtet ahte stáhtarájit eai galgga hehttet sámi álbmoga oktavuođa.
Derfor er det en stor dag for meg, på mitt siste oppdrag som sametingspresident, å få ta imot Lappekodisillen.	Danin lea dát stuora beaivi munnje, go iežan maŋemus doaimmas sámediggepresideantan, beasan vuostáiváldit Lappekodisilla.