statsministerens-nyttarstale-2010_id_589483.html.xml

Statsministerens nyttårstale 2010 - regjeringen.no Stáhtaministara ođđajagesárdni jagi 2010 Kjære alle sammen. Ráhkis dii buohkat. Kornlagrene er blant de første offentlige bygninger vi kjenner fra de tidligste sivilisasjoner. Gordnerájut ledje áramus sivilisašuvnnain vuosttamuš visttit maid mii diehtit. De inneholdt nødhjelp for de årene avlingene slo feil. Dat ledje heahteveahkkin daid jagiid go gordnešaddu lei heittot. Vi husker fortellingen om Josef som rådet faraoen i Egypt til å spare på kornet fordi det etter syv fete år ville komme syv magre. Mii muitit muitalusa Jovsseha birra, guhte rávvii Egyptena fárao seastit dannego čieža buori gordnešaddanjagi maŋŋil šaddet čieža heajos šaddanjagi. Det er eldgammel lærdom at vi bør spare i gode tider for å ha til dårligere tider. Dološ oahppa lea ahte mii berret seastit buriid áiggiid botta vai mis lea birgemuš heajos jagiid čađa. Det siste året har verden opplevd det kraftigste økonomiske uværet siden 1930-tallet. Maŋimuš jagi máilbmi lea vásihan ekonomalaš dálkki mii ii leamaš 1930-logu rájis nu bahá go dál. Den internasjonale stormen har også rammet Norge. Riikkaidgaskasaš stoarbma lea deaividan maiddái Norgiige. Vi har en liten, åpen økonomi der halvparten av det vi lager, blir solgt til utlandet. Min ekonomiija lea unni ja rabas, mas bealli das maid mii buvttadit, vuvdojuvvo olgoriikii. Når markedet forsvinner der ute, rammes vi her hjemme. Go gávpemárkanat jávket doppe olgomáilmmis, de dat dilli čuohcá midjiide deike ruovttueatnamii. Folk som produserer bildeler, smelter aluminium eller bygger båter, har mistet jobben fordi utlendinger ikke kjøper det de lager. Olbmot guđet buvttadit biillaosiid, suddadit aluminiuma dahje huksejit skiippaid, masset bargguset dannego olgoriikalaččat eai oastte daid dávviriid maid sii ráhkadit. Å miste jobben er først og fremst tøft for den som blir stående uten arbeid. Barggus massit lea garra stoaida erenoamážit sutnje guhte báhcá barggu haga. Men arbeidsledighet går også utover fellesskapet. Muhto bargguhisvuohta čuohcá maid oktasaš servodahkii. Når det er færre som skaper, blir det mindre å dele. Go sin lohku unnu guđet ráhkadit, de vátnot maiddái dávviratge maid sáhttit juogadit. Under krisen har vi brukt mye ekstra penger på å holde hjulene i gang. Ruhtavuogádaga váttisvuođaid botta mii leat geavahan ollu liigeruđaid vai servodaga doaimmat jorret. Vi kunne bruke mye i dårlige tider fordi vi har holdt igjen i gode tider. Mii leat sáhttán geavahit ollu ruđaid heajos áiggi čađa dannego mii sesttiimet go ledje buorit áiggit. Slik kan vi si at vi følger det rådet Josef ga faraoen, om enn på en litt annen måte enn i det gamle Egypt. Mii sáhttit de dadjat ahte mii čuovvut dan rávvaga maid Jovsset attii fáraoi, vaikko vel eat jure justa nu daga go boares Egyptenis. Egypterne bygget kornlagre. Egyptalaččat huksejedje gordnerájuid. Vi bygget pensjonsfondet. Mii hukset penšonfoandda. Historien inneholder mange eksempler på hvor galt det kan gå når man i gode tider glemmer at tidene alltid snur. Historjjás leat máŋga ovdamearkka das man funet sáhttá geavvat jos olbmot buriid áiggiid vajáldahttet ahte áiggit álo nuppástuvvet. Fra 1500-tallet innførte Spania store mengder gull fra Amerika. 1500-logu rájis Espánnja vieččai stuorra gollemeriid Amerihkás. Rikdommen ble brukt til å kjøpe luksusvarer til overklassen, til skattefritak for adelen og til å føre kriger. Riggodaga sii geavahedje árvodávviriid oastimii badjesehtui, ádela vearromáksimis luoitimii ja sođiid jođiheapmái. Arbeid ble sett ned på. Bargguid sii futnošedje. Derimot arbeidet de hardt i land som England, der de produserte tøy og andre varer som de solgte til Spania. Dakkár riikkain go Englánddas olbmot fas barge garrasit, ja sii buvttadedje váhtešiid ja earáge gálvvuid maid sii vuvde Espánnjii. Dette førte til at engelskmennene snart lå langt foran spanjolene i velstand og utvikling. Dat dagahii dan ahte englándalaš álbmot farga lei ollu jábáleabbo go espánnjalaččat, ja ollu buorebut ovdánan. I Spania var det for sent da en kongelig rådgiver endelig innså misforholdet mellom den store gullbeholdningen og den lave produksjonen og oppdaget at: ” Arbeid er rikdom. ” Espánnjii dat lei juo menddo maŋŋit go muhtun gonagaslaš rávvejeaddji olmmoš gávnnahii ahte ledje menddo stuorra erohusat riikka stuorra gollemeari ja riikka heajos buvttadeami gaskkas, ja dalle sii oidne ahte: “ Bargu lea golli. ” I 1946 sa Norges finansminister Erik Brofoss det slik: “ Vi må fri oss fra forestillingen om pengene som grunnlag for levestandard og velstand. Jagi 1946 dajai Norgga finánsaministtar Erik Brofoss áššis ná: “ Mii fertet čoavdit iežamet dan jáhkus ahte ruđat leat eallindási ja buorredilálašvuođa vuođđu. La oss alltid ha for øye at vi lever av hverandres arbeid, og jeg understreker hverandres arbeid, ikke andres. ” Adnut mii álo muittus ahte mii eallit guhtet guimmiideamet bargguin, ja mun deattuhan guhtet guimmiideamet bargguid, inge nuppiid olbmuid bargguid. ” Her ligger også svaret på et av de spørsmålene jeg oftest blir stilt: “ Hva skal vi leve av når oljen tar slutt ? ” Dákko lea maid vástádus gažaldahkii maid olbmot dávjá jerret mus: “ Mas mii galgat eallit go olju nohká ? ” Svaret er at vi skal leve av hverandres arbeid. Vástádus lea ahte mii galgat eallit guhtet guimmiideamet bargguin. Som vi gjør også i dag. Nugo mii dahkat odnege. Verdien av det norske folks arbeidskraft og kunnskap er mange ganger større enn verdien av oljeformuen. Norgga álbmoga bargonávccaid ja máhtu árvu lea máŋgga geardde stuorát go oljoopmodaga árvu. For å si det enkelt: Hvis det utenkelige skulle skje at vi alle satte oss ned, sluttet å arbeide og bare levde av pensjonsfondet, ville hele formuen være borte på litt over ett år. Álkivuođa dihtii dajan ná: Jos dakkár dilli čuožžilivččii, maid lea veadjemeahttun jurddašit, ahte mii buohkat čohkánivččiimet ja heaittášeimmet bargamis eallin dihtii penšonfoandda ruđaiguin, de olles dat opmodat livččii lohppii gollan go badjelaš jahki lea vássán. Det er arbeidet som er grunnlaget for vår velferd. Bargu dat lea min buorredilálašvuođa vuođđu. Derfor må vi hele tiden sikre at flest mulig er i arbeid. Danne mii fertet álo geahččat bearrái ahte nu ollugiin go vejolaš lea bargu. Gjennom å bygge broer tilbake til arbeidslivet for dem som er uføre, men som har et ønske om å bidra. Mii sáhttit hukset beassanvejolašvuođaid ruovttoluotta bargodillái sidjiide geat leat lápmásat, muhto dattetge háliidit bargat. Ved å la de mange friske og oppegående eldre kombinere arbeid og pensjon. Mii sáhtti addit ollu jierbmás eallilan olbmuide vejolašvuođa sihke bargat ja oažžut boarrásiidruđa. Ved at de som er nye i landet kan lære norsk, slik at de lettere kommer i jobb. Mii sáhttit veahkehit sin guđet bohtet riikii, oahppat dárogiela, vai sii álkibut gávdnet bargosaji. Og ikke minst ved at vi makter å få ned sykefraværet. Ja iiba unnánge dainna lágiin ahte mii unnidit buohcuvuođa dahkama jávkamiid barggus. Ingen arbeidstakere skal frykte for å bli syke. Ii oktage bargi galgga ballat buohccámis. Sykelønn er en rettighet vi har kjempet fram, og en rettighet vi skal verne om. Buohcuvuođa ruhta lea dakkár vuoigatvuohta man dihtii mii leat dorron, ja dat lea dakkár vuoigatvuohta maid mii galgat suodjalit. Men vi må gjøre det vi kan for at færrest mulig skal trenge å bruke disse ordningene. Muhto mii fertet bargat dan ovdii vai nu unnán olbmot go vejolaš dárbbašit geavahit dáid ortnegiid. Først og fremst av hensyn til dem som er syke. Erenoamážit sin dihtii guđet duođaid buhcet. Vi skal forsvare sykelønnsordningen, ikke det høye sykefraværet. Mii galgat suodjalit buohcuvuođa ruhtaortnega, eatge dan go menddo ollugat jávket bargguineaset. Vi vil ha et arbeidsliv med plass for alle og et arbeidsmiljø som tar vare på den enkelte. Mii sihtat dakkár bargoeallima mas lea sadji buohkaide, ja dakkár bargobirrasa mii váldá vuhtii guđege bargi. Arbeidsgivere som bryr seg om sine medarbeidere er vårt viktigste virkemiddel mot sykefravær. Barggaheaddjit guđet beroštit iežaset bargoguimmiin leat min buoremus váikkuhangaskaoamit buohcuvuođa dahkan jávkamiid unnideami várás. Vi vet at vi skal leve av hverandres arbeid i framtiden, men vi vet lite om hva vi skal arbeide med. Mii diehtit ahte mii boahtteáiggi galgat eallit guhtet guimmiideamet bargguin, muhto mii eat dieđe maid bargguid mii galgat čađahit. I 1958 ble det levert en rapport til Regjeringen som konkluderte med at: ” Man kan se bort fra muligheten for at det skal finnes (…) olje på kontinentalsokkelen langs den norske kyst. ” Jagi 1958 geigejuvvui Ráđđehussii raporta mas lei loahppajurddan ahte: ” Mii sáhttit guođđit dan jurdaga ahte olju vejolaččat gávdno nannánjuolggis miehtá Norgga mearragátti. ” Ti år senere begynte olje-eventyret. Logi jagi dan maŋŋá lei oljo-máinnasdilli álgimin. Vi klarte ikke å forutse det største norske industrieventyret i historien bare ti år før det startet. Mii eat nagadan oaidnit historjjámet stuorámus norgalaš industriijaovdáneami eat logi jagige ovdalgo álggii. Å treffe mennesker i dag som er skråsikre på hva vi skal leve av i morgen, gjør meg alltid litt skeptisk. Go deaivvan olbmuid odne guđet navdet iežaset eahpitkeahttá diehtit das mainna mii galgat eallit ihttin, de álo álggán sin eahpidit. For vi klarte ikke i går å forutse hva vi lever av i dag. Dasgo miihan eat nagadan ikte oaidnit mainna mii šaddat eallit odne. Ved inngangen til det forrige århundret var det knapt noen som så at fossene hadde økonomisk verdi. Go loaiddasteimmet ođđa jahkečuohtái, de vánit ledje olbmot guđet jáhkke ahte min goržžiin lea ekonomalaš árvu. Men kort tid etter forvandlet fossekraften landet og bygget det nye industri-Norge. Muhto oanehis áigi golai, ja goržefámut nuppástuhtte riikamet ja huksii ođđa industriija-Norgga. Lenge trodde de fleste av oss at oppdrett av fisk bare ville være en liten binæring for noen få, ivrige gründere langs kysten. Guhká eatnašat mis jáhkke ahte guollebiebmanealáhus dušše šaddá leat moatti ođđahutki unna oalgeealáhus miehtá mearragátti. I dag eksporterer vi mer fisk fra mærer enn villfisk fra havet. Odne mii doalvut olgoriikii eanet dakkár guliid mat leat šaddan biebmanrusttegiin go dakkáriid mat johtet mearas. For oss som vokste opp med det gamle Televerket og som måtte vente i mange måneder i kø for å få installert telefonlinje, er det nesten uvirkelig at telekommunikasjon i dag er en av de mest spennende og lønnsomme næringene vi har. Mii guđet bajásšattaimet dološ Televerket nammasaš telefonásahusain ja guđet fertiimet vuordit ráiddus máŋga mánu ovdalgo midjiide joavddai telefonlinnjá, lea dadjat juo imaš ahte otnáš telefongulahallamat dahket čergoseamos ja buoremusat gánnáheaddji ealáhusaid mat mis odne leat. Statoil, Hydro, Statkraft, Marine Harvest og Telenor er av våre største bedrifter i dag. Statoil, Hydro, Statkraft, Marine Harvest ja Telenor leat min stuorámus fitnodagat odne. Vi forutså ingen av dem. Mis ii oktage dan árvidan ovddalgihtii. Det er mye vi ikke vet om framtiden, men det vi vet er at vi vil trenge kunnskap. Ollu lea maid eat dieđe boahtteáiggis, muhto dan gal diehtit ahte mii šaddat dárbbašit máhtu. Det var kunnskap som gjorde at vi kunne temme fossekraften. Máhttu dat lei sivva go lihkostuvaimet geavahit goržefámuid. Det var kunnskap som satte oss i stand til å hente opp oljen fra det mørkeste dypet under havet. Máhttu dat dagai midjiide vejolažžan viežžat oljju bajás seavdnjadeamos mearrabotnis. Naturen har gitt oss mye. Luondu lea midjiide ollu addán. Men det er kunnskap som har gjort at vi kan ta det i bruk. Muhto máhttu dat lea duogábealde go leat lihkostuvvan oljju váldit atnui. Det at vi har erfarne fagarbeidere, gode ingeniører, flinke lærere, dyktige helsearbeidere, skapende innovatører og dristige entreprenører – mennesker med kompetanse, mot og fantasi, er det som vil drive oss framover. Aiddofal dat, go mis leat hárjánan fágabargit, buorit inšenevrrat, diđolaš oahpaheaddjit, čeahpes dearvvasvuođabargit, hutkás olbmot ja duostilis entreprenevrrat – olbmot geain lea oahppu, duostilvuohta ja hutkáivuohta, addá midjiide buori jođu ovddas guvlui. Det er de små menneskene som begynte på skolen i høst med store forventninger og litt for store skolesekker, som skal bygge og bære landet vårt i framtiden. Dat unna olbmožat guđet álge skuvlii čakčat stuorra vuordámušaiguin ja menddo stuorra skuvlalávkkaiguin, leat aiddofal dat guđet boahtteáiggi galget hukset ja doalvut riikamet ovddas guvlui. Den lærelysten de starter livet med må vi ta godt vare på så den ikke forsvinner. Dan oahppanmielas mainna sii álget eallimis, mii fertet atnit fuola, amas dat ii jávkka sis. En av våre største utfordringer er at for mange ikke fullfører skolen. Min stuorámus hástalusaide gullá dat ahte menddo ollu oahppit eai čađat skuvlla. I høst besøkte jeg Stovner videregående skole i Oslo. Čakčat mun fitnen Stovnera joatkkaskuvllas Oslos. De har i mange år slitt med høyt frafall. Dan skuvlla leat máŋga jagi loaktán menddo alla heaitinlogut. Nå har de tatt tak i problemet. Dál sii leat bargagoahtán čoavdit dan váttisvuođa. Hver elev blir sett. Juohke oahppi sii váldet vuhtii. Om noen slutter å møte, blir han eller hun tett fulgt opp, skolen tar kontakt med elev og foreldre, det settes inn egne oppfølgingsteam – og skolens representanter møter opp hjemme til henting om det trengs. Jos oktage heaitá boahtimis skuvlii, de su čuovvolit dakkaviđe, ja skuvla váldá oktavuođa oahppái ja su vánhemiidda, ja sierra čuovvolanjoavkkut nammaduvvojit – ja skuvlla ovddasteaddjit mannet oahppi ruktui viežžat su, jos lea dárbu. Også dette handler om å bry seg. Dásge lea sáhkan beroštit nuppis. Akkurat som engasjerte arbeidsgivere kan oppnå imponerende resultater ved å bry seg om den enkelte under sykefraværet, har Stovner videregående skole oppnådd imponerende resultater ved å bry seg om elever som står i fare for å falle ut av skolen. Jure justa nugo áŋgiris barggaheaddjitge sáhttet olahit erenoamáš buriid bohtosiid go beroštit bargisteaset guhte jávká buohcuvuođa geažil, de lea Stovner joatkkaskuvlage olahan hirbmat buriid bohtosiid dannego beroštit dakkár oahppis guhte orru heaitinváras skuvllas. Det er disse som er framtiden vår. Siihan dat leat min boahtteáigi. Vi vet at det beste vi kan utstyre dem med er kunnskap. Mii diehtit ahte buoremus lea sidjiide dat jos sáhttit sidjiide addit máhtu. Kunnskap trumfer alt. Máhttu vuoitá visot. Det er hverandres arbeid og hverandres kunnskap vi skal leve av i framtiden. Guhtet guimmiideamet bargguiguin ja máhtuiguin mii galgat eallit boahtteáiggi. Derfor vil Regjeringen i året som kommer invitere til en bred samfunnsdebatt om disse grunnleggende spørsmålene. Danne Ráđđehus áigu dán jagi bovdet viiddis servodatdivaštallamii dáid vuoddudeaddji áššiid birra. Vi inviterer til samarbeid om arbeid. Mii bovdet ovttasbargui barggu birra. Om hvordan vi kan utvikle et framtidsrettet næringsliv og gjøre det enklere å starte opp nye bedrifter. Das mo mii galgat ovddidit boahtteáiggi várás ealáhuseallima ja álkkásmahttit ođđa fitnodagaid álggaheami. Om hvordan vi skal utvikle den kunnskapen og teknologien vi trenger. Das mo mii galgat buoridit dan máhtu ja teknologiija maid mii dárbbašit. Om hvordan vi kan unngå at ungdom slutter under skolegangen. Das mo mii galgat vealtat das ahte nuorat heitet skuvllavázzima gaskan. Og om hvordan vi kan redusere sykefraværet og utstøtingen fra arbeidslivet. Ja das mo mii galgat unnidit jávkamiid barggus ja olbmuidčuoldimiid bargoeallimis eret. I det kommende året vil jeg og de mest berørte statsrådene invitere folk fra ulike miljøer til et rådslag om dette. Dán jagi mun ja stáhtaráđit geaidda dat eanemusat gullá, áigut bovdet olbmuid sierranas birrasiin divaštallat dáid áššiid. Hele regjeringen skal ut i landet for å få innspill. Olles ráđđehus áigu mátkkoštit miehtá riikamet gullan dihtii árvalusaid. Vi kommer også til å bruke nettet for å invitere alle til å delta i debatten. Mii maid šaddat geavahit neahta ja bovdet buohkaid searvat divaštallamii. Det handler om landets viktigste ressurs: Menneskene. Dás lea sáhka riikamet deháleamos resurssas: Olbmuin. Det er mer enn 40 år siden et menneske for første gang kunne se baksiden av månen med egne øyne. Eanet go 40 jagi leat gollan dan rájis go olmmoš beasai iežas čalmmiidisguin oaidnit mánu duogábeali. Apollo 8- ekspedisjonen var den første bemannede romferden som kretset rundt månen, julaften 1968. Apollo 8- ekspedišuvdna lei vuosttamuš mátki mánnui maid olbmot čađahedje, mas sii johte mánu birra, namalassii jagi 1968 juovlaruohta. De tok med seg helt nye bilder hjem. Sii bukte ruovttoluotta áibbas ođđa govaid. Ikke bare av månen, men bilder av jorda – sett fra månen. Eai duššefal mánus, muhto eatnamisge – nugo dat lei oaidnit mánus. Disse bildene, med den blå og livfulle jordkloden i sentrum, den livløse overflaten på månen i forgrunnen og det endeløse universet som bakteppe, påvirket en hel verden. Dát govat, mas alit ja ealasis eana oidnui guovddážis, mánu heakkahis bajildus ovdan ja geažehis ávus das duogábealde, váikkuhedje oppa máilbmái. De ga oss en ny forståelse av hvor enestående planeten vår er. Dat bukte midjiide ođđa ipmárdusa das man erenoamáš min eana duođaid lea. Men også av hvor sårbar den er. Muhto dasge, man hearki dat lea. Og så blir spørsmålet: Tar vi egentlig godt nok vare på denne sårbare planeten vår ? Ja de báhcá jearaldahkan: Válditgo mii doarvái bures vára dán min hearkkes eatnamis ? Svaret er nei. Vástádus lea “ eat ”. Kloden varmes opp. Eanaspábba lieggana. Polisen smelter. Buollajieŋat suddet. Havet stiger. Áhpi badjána. Før jul var verdens ledere samlet i København for å forhandle fram en ny og forpliktende klimaavtale. Juovllaid ovdal ledje máilmmi jođiheaddjit čoagganan Københámmanii šiehtadallat ođđa ja geatnegahtti dálkkádatsoahpamuša. Vi kom ikke i mål. Eat mii joavdan mearrái. Men vi tok et viktig første skritt. Muhto mii lávkiimet vuosttamuš dehálaš lávkkáža. Vi ble enige om det grunnleggende målet om å hindre at temperaturen øker med mer enn to grader. Mii soabaimet dan vuođđudeaddji ulbmilis, ahte áigut hehttet temperatuvrra badjáneames eambbo go guokte gráda. Vi ble enige om at vi må videre fra Kyotoavtalen, som bare omfatter noen industriland. Mii soabaimet das, ahte mii fertet joatkit guhkkelii Kyoto-soahpamušas, mii dušše guoská moatti industriijariikii. Nå er alle de store utslippslandene med. Dál buot stuorra gássaidluoiti riikkat mielde. Vi ble enige om hvordan vi skal kontrollere at klimatiltak blir gjennomført som avtalt. Mi soabaimet das mo mii galgat dárkkistit ahte dálkkádatdoaibmabijut čađahuvvojit soahpamuša mielde. Og viktigst: vi ble enige om at verdens rike land skal være med og betale for klimatiltak i utviklingsland. Ja deháleamos: mii soabaimet das ahte máilmmi rikkis riikkat galget leat mielde máksimin ovdáneaddji riikkaid dálkkádatdoaibmabijuid. Det er den rike verden som er historiens store forurensere, men det er utviklingslandene som vil stå for de største utslippene i framtiden. Máilmmi rikkis riikkat dat leat historjjá stuorámus nuskodatluoitit, muhto boahtteáiggi ovdáneaddji riikkat šaddet lundui luoitit eanemusat. Kina har gått forbi USA som verdens største utslippsnasjon. Kiinná lea mannan USA meaddil ja lea dál stuorámus nuskodatluoiti. Vi ble rike gjennom å øke våre utslipp. Mii rikkuimet go álggiimet luoitit eambbo lundui. Problemet er at dagens fattige land ikke kan bli rike på samme måte som oss. Váttisvuohta odne lea ahte geafes riikkat eai sáhte riggut nugo mii rikkuimet. Det vil simpelthen ikke jordkloden og verdens klima tåle. Dan njulgestaga min eana ja dálkkádat ii gierdda. Derfor kan klimaproblemet bare løses dersom rike land er med på å ta regningen for utslippskutt i fattige land. Danne lea dálkkádatváttisvuođaid vejolaš čoavdit jos rikkes riikkat servet máksit rehkega go geafes riikkat geahpedit luoitimiid. Dette er grunnen til at Norge satser så mye på tiltak mot avskoging. Dat lea sivva manne Norga bidjá nu ollu searaid vuovddehuhttimiid vuostá. Klarer vi å stanse avskogingen vil vi redusere utslippene med en tredjedel av det som må til. Jos mii lihkostuvvat bissehit vuvddiid jávkadeama, de luoitimat unnot goalmmádasain olles geahpedandárbbus. I tillegg må vi utvikle miljøvennlige teknologier som gjør at vi kan kombinere vekst med lavere utslipp. Lassin mii fertet ovddidit birrasiiheivvolaš teknologiijaid maiguin mii sáhttit oažžut sihke ovdáneami ja unnit luoitimiid. Lykkes vi med å rense utslipp fra kraftverk og industrianlegg gjennom karbonfangst, får vi et tiltak som virkelig monner globalt. Jos mii lihkostuvvat buhtistit fápmorusttegiid ja industriijarusttegiid luoitimiid karbonačatnamiin, de mis lea doaibmabidju mii duođaid lea ávkin miehtá máilmmi. Skog og karbonfangst. Vuovddit ja karbonačatnamat. Her skal Norge utgjøre en forskjell. Dákko Norga áigu bidjat iežas mihttun. Vi har en historie med engasjement og vilje til innsats som gjør at vi i noen saker har en større rolle i verden enn det størrelsen på folketallet skulle tilsi. Mis lea dakkár historjá ja álša ja dáhttu čađahit áššiid mat dahket ahte mis muhtun áššiin lea stuorát rolla máilmmi riikkaid gaskkas go min álbmoga sturrodaga mielde galggašii leat. Vi forvalter en arv – fra Nansens engasjement for flyktninger til Gro Harlem Brundtlands internasjonale lederskap i miljøspørsmål. Mis lea árbi mas váldit vára – dan rájis go Nansen barggai báhtareaddjiid ávkin gitta dassážii go Gro Harlem Brundtland jođihii riikkaidgaskasaš birasáššiid. Det gir oss et ansvar, for å ta ansvar. Dat buktá midjiide ovddasvástádussan váldit ovddasvástádusa. Derfor skal vi fortsette kampen mot fattigdom. Danne mii áigut joatkit doaru geafivuođa vuostá. Derfor er vi til stede med soldater og sivile for å bidra til trygghet og gjenoppbygging i Afghanistan og Tsjad. Danne mii searvat soalddáhiiguin ja siviila olbmuiguin Afghanistánii ja Čáddii, vai sáhttit leat mielde ovddideamen dorvvolašvuođa ja huksemin ođđasis dáid riikkaid. Og derfor skal vi anstrenge oss hver dag for å løse klimaproblemet. Ja danne mii áigut rahčat juohke beaivvi čoavdin dihtii dálkkádatváttisvuođaid. Dette er felles problemer vi må løse, i fellesskap. Dát leat oktasaš váttisvuođat maid mii fertet ovttasráđiid čoavdit. Vi skal løse dem med hverandres kunnskap og hverandres arbeid. Mii galgat daid čoavdit guhtet guimmiideamet máhtuiguin ja bargguiguin. I kveld vil jeg hilse til alle dere som er på jobb og holder hjulene i gang denne nyttårsdagen, og til alle som gjør tjeneste for Norge i utlandet. Dán eahkeda mun háliidan dearvvuođaid cealkit didjiide guđet lehpet bargguin ja lehpet mielde joraheamen servodatáššiid dán ođđajagebeaivvi, ja didjiide buohkaide guđet Norgga bálvalehpet olgoriikkas. Jeg vil hilse til kongefamilien og takke for deres innsats i året som har gått. Mun háliidan cealkit dearvvuođaid gonagasbearrašii ja giitit sin dan barggu ovddas maid sii doaimmahedje mannan jagi. Og til hver enkelt av dere: Godt nytt år. Ja vel didjiide juohkehažžii: Buori ođđa jagi !