Sámegillii
På norsk In English
Artikkel i boka Samisk skolehistorie 1.
Artihkal girjjis Sámi skuvlahistorjá 1.
Davvi Girji 2005.
Davvi Girji 2005.
Hanna H. Hansen:
Hanna H. Hansen:
Hans Hansens skolefortelling
Háns Hánssa skuvlamuitalus
Hans Hansen som delegat på landsmøte i Norske Samers Riksforbund, Kåfjord 1986.
Hans Hansen Norgga Sámiid Riikkasearvvi riikkačoahkkima áirrasin, Gáivuonas 1986.
(Foto: Svein Lund)
(Govva: Svein Lund)
Hans Hansen (1916-1994) fra Gåradak i Porsanger var småbruker og fisker.
Hans Hansen (1916-1994) Goradagas Porsáŋggus eret lei smávvadálolaš ja guolásteaddji.
Gjennom fornorskingstida var han en av de fremste i Porsanger som holdt oppe samisk identitet, språk og kultur.
Dáruiduhttináiggis lei son ovddimuččaid gaskkas Porsáŋggus doalaheamen sámi iešdovddu, giela ja kultuvrra.
Han var aktiv i samisk organisasjonsarbeid og kjent for sine mange avisinnlegg undertegna " Med samehilsen Hans Hansen ".
Son lei árjjalaččat mielde sámi organisašuvdnabarggus ja lea beakkán iežas ollu aviisačállosiid geažil maid vuolláičálii " Sámedearvuođaiguin Háns-Hánsa ".
Hanna H. Hansen er frilansjournalist og fotograf med base i Gåradak i Porsanger.
Hanna H. Hansen lea luođobargi journalista ja govvideaddji gean ruoktu lea Goradagas Porsáŋggus.
I 1967-87 intervjuet hun blant annet Hans Hansen om skolegangen han hadde hatt i Porsanger.
1967-87:s son jearahalai earret eará Háns-Hánssa skuvllavázzima birra Porsáŋggus.
Lenge før jeg begynte på skolen visste jeg at vi ikke var så gode og kloke som dem i trøye, frakk og sko.
Ollu ovdalgo mun skuvlii álgen, de dihten ahte mii eat lean seamma buorit ja jierbmát go sii geat geavahedje reddjo, fráhka ja skuovaid.
Faren min fulgte meg til skolen første dagen.
Áhččán čuovui mu skuvlii vuosttaš beaivve.
Vi gikk etter landeveien de fem kilometerne.
Moai vácciime geaidnoráigge vihtta kilomehtera.
Jeg var koftekledd.
Mun ledjen gávttehas.
De fleste var det den gangen.
Eatnašat ledje dalle gávttehasat.
Vi fikk bibelhistorie og katekisme med oss hjem – på norsk.
Mii oaččuimet biibalhistorjjá ja katekismusa mielde ruoktot - dárogillii.
Lensmannen og skatteoppkreveren hadde jeg hørt snakke norsk. Mer visste jeg ikke om det norske språk før jeg begynte på skolen.
Ledjen gullan leansmánni ja vearrogáibideaddji dárogiela hállamin Eambbo in diehtán dárogielas ovdalgo skuvlii álgen.
Læreren vår kunne samisk og finsk.
Min oahpaheaddji máhtii sámegiela ja suomagiela.
Han hadde lært på skolen i Lakselv.
Son lei oahppan skuvllas Leavnnjas.
Da han gikk hadde de dobbeltspråklige lærebøker.
Go son váccii skuvlla, de ledje duppalgiela oahppogirjjit.
Samisk og norsk.
Sámegiella ja dárogiella.
Han snakka samisk med oss både ute og inne, men måtte lære oss å lese på norsk.
Son hálai sámegiela minguin sihke olgun ja siste, muhto fertii min oahpahit lohkat dárogillii.
Kolvik skole 1929
Sarvvesvuona skuvla (Kolvik skole) 1929:s.
(Kilde: Porsanger bygdebok 2 - s. 135)
Gáldu: Porsanger bygdebok 2)
Vi lærte niogtyve bokstaver fra det norske alfabetet. Å sette bokstavene sammen til ord var vanskelig.
Mii oahpaimet ovccigoalmmátlot bustáva dároalfabehtas Bustávaid bardit sátnin lei váttis.
Vi lærte tall.
Mii oahpaimet loguid.
Fire og fem, sa læreren.
Fire og fem, dajai oahpaheaddji.
Vanskelig å skjønne hva det betydde.
Váttis lei áddet maid dát mearkkašii.
Læreren forklarte at det var njeallje og vihtta.
Oahpaheaddji čilgii ahte lei njeallje ja vihtta.
Da skjønte vi.
Dalle mii áddiimet.
Vi skrev med griffel på steintavler.
Mii čáliimet riffaliin geađgetávvaliidda.
Spøtta på tavla og viska vekk med koftearmen.
Čolgadeimmet távvala ala ja sihkuimet gáktesoajáin.
Men visste ikke hva vi skrev.
Muhto eat diehtán maid mii čáliimet.
Leste mange bøker – norske bøker i geografi og naturfag.
Logaimet máŋga girjji - dárogiela girjji geografiijas ja luonddufágas.
Skjønte hva læreren spurte om, men kunne ikke svare.
Áddiimet maid oahpaheaddji jearai, muhto eat sáhttán vástidit.
Kunne ikke snakke og forklare.
Eat máhttán hállat eatge čilget.
Noen barn skjønte ingenting.
Muhtun mánát eai ádden eai maidige.
De fikk straff.
Sin ráŋggáštedje.
Måtte stå hele timen.
Fertejedje čuožžut miehtá diimmu.
Jeg var heldig.
Mus lei lihkku.
Læreren brukte samisk for å forklare meg.
Oahpaheaddji čilgii munnje sámegillii.
Kanskje han så at jeg hadde talenter for å lære, selv om jeg ikke kunne språket.
Soittii son fuomášii ahte mus lei álki oahppat, vaikko mun in máhttán giela.
n Toognitti uker har jeg gått på skolen.
Ovccilogiguokte vahkku lean mun skuvlla vázzán.
I seksogførti av de ukene forsto jeg ikke mye av hva læreren sa.
Njealljelogiguhtta dáin vahkkuin in ádden olus maid oahpaheaddji hálai.
Videre skolegang var for noen få.
Joatkkaoahppu lei dušše moaddásii.
Noen kom på landbruksskolen, noen på folkehøgskole.
Muhtimat besse eanandoalloskuvlii, earát fas álbmotallaskuvlii.
Fra Porsanger
Porsáŋggus
(Foto: Hanna H. Hansen)
(Govva: Hanna H. Hansen)
Vi andre fortsatte å leve som vi hadde gjort.
Mii earát jotkkiimet eallit nugo ovdalge.
Det vi hadde med oss fra skolen var mindreverdighetsfølelsen.
Skuvla dagahii midjiide vuolitvuođadovddu.
Overalt i samfunnslivet ble det snakket norsk.
Juohke sajis servodateallimis hállojuvvui dárogiella.
For oss var det vanskelig.
Midjiide lei váttis.
Vi klarte ikke å uttrykke oss.
Mii eat máhttán čilget.
Samtidig skulle vi adlyde øvrigheta som snakka til oss på norsk.
Seammás mii galggaimet jeagadit eiseválddiid geat midjiide hálle dárogiela.
Når vi ikke klarte mer begynte de å snakke om at vi måtte være saklig og behersket.
Go mii eat šat gierdan de hállagohte ahte mii galggaimet leat áššálaččat ja stánddalaččat.
Det var ikke så lett å skjønne hva de mente med det.
Ii lean nu álki áddet maid sii dainna oaivvildedje.
Etter hvert skjønte jeg at de forlangte av oss det de sjøl mangla: saklighet og beherskelse.
Dađistaga áddegohten ahte sii gáibidedje mis dan mii alddiset váillui: áššálašvuohta ja miellamáššu.
Da følte jeg meg ikke mindreverdig lenger.
Dalle mun in šat dovdan iežan heajubun.
De kan ha fine stillinger, vinkler eller stjerner.
Sis ožžot leat fiinna virggit, viŋkilat ja násttit.
Det gjør ingen forskjell for meg.
Munnje eai mearkkaš maidige.
Jeg snakker til mennesker, ikke til stillinger eller stjerner.
Mun hálan olbmuide, inge virggiide dahje násttiide.
Hans Hansen bøter garn.
Hans Hansen čiktá firpmiid.
(Foto: Arvid Petterson / Porsanger bygdebok)
(Foto: Arvid Petterson / Porsanger bygdebok)
Søringene er ikke de verste.
Máttaolbmot eai leat vearrámusat.
De verste er blant våre egne.
Vearrámusat leat min iežamet olbmot.
Mange kom hit fra andre steder.
Máŋggas bohte deike eará sajiin.
Her kunne de skjule at de var samer.
Dáppe sáhtte čiehkat ahte sii ledje sápmelaččat.
Den utveien fantes for de som kunne litt norsk.
Dát liiba lei sidjiide geat máhtte veaháš dárogiela.
På den måten kom de seg til bedre stillinger.
Dán láhkai sii ožžo buoret virggiid.
Jeg har aldri prøvd å skjule meg.
Mun in leat goassige geahččalan čiehkádit.
Har ikke hatt forstand til det.
In leat dan ádden dahkat.
Den som skjærer av sine røtter vokser ikke mer.
Son gii čuohppá iežas ruohtasiid, ii šat šatta.
Flere artikler fra Samisk skolehistorie 1
Eará artihkkalat girjjis Sámi skuvlahistorjá 1