Samene og skolen i Loppa
Sápmelaččat ja skuvla Láhpi suohkanis
Sámegillii
På norsk
Artikkel i boka Samisk skolehistorie 2.
Artihkal girjjis Sámi skuvlahistorjá 2.
Davvi Girji 2007.
Davvi Girji 2007.
Harald Samuelsberg og Leonhard Gamst:
Harald Samuelsberg ja Leonhard Gamst:
Samene og skolen i Loppa
Sápmelaččat ja skuvla Láhpi suohkanis
Hanna og Harald Samuelsberg
Hanna ja Harald Samuelsberg
(Foto: Schrøder / Loppas historie)
(Govva: Schrøder / Loppas historie)
Om det er lite samisk skolehistorie fra Loppa på 1900-tallet, er her desto mer på 1800-tallet.
Jus lea unnán skuvlahistorjá gávdnamis Láhpis 1900-logus, de lea goit valjit dieđut 1800-logus.
Den beste kilden til denne er Loppas historie – Bygdebok for Loppa kommune, skrevet av Harald Samuelsberg og Leonhard Gamst.
Buoremus gáldu dán oktavuođas lea Loppas historie – bygdebok for Loppa kommune (Láhpi historjá – Láhpi suohkana giligirji), maid Harald Samuelsberg ja Leonhard Gamst leaba čállán.
Mens de fleste bygdebøker fra kyst-Finnmark ofrer liten plass på samiske skoleforhold, har denne boka et 23 siders kapittel med tittelen «Samene og skolenš.
Eanas giligirjjiin riddo-Finnmárkkus leat unnán dieđut sápmelaččaid skuvladilálašvuođaid birra, muhto dán girjjis gal lea 23-siidosaš artihkal man namma lea Samene og skolen (Sápmelaččat ja skuvla).
En del av dette er riktignok generelt stoff som gjelder for større områder, men her er også mye konkrete opplysninger om skolen for samene i Loppa.
Vaikko oassi dás lea ge oppalaš skuvlaáššiid birra, de das gávdná maid ollu konkrehtalaš dieđuid Láhpi sápmelaččaid skuvladili birra.
Fra dette kapitlet har vi her tatt med noen utdrag.
Moai letne dás váldán muhtun osiid mielde dien kapihttalis.
Harald Samuelsberg (1911–86) var oppvokst i Loppa.
Harald Samuelsberg (1911–86) bajásšattai Láhpis.
Av utdanning hadde han bare ungdomsskole (folkehøgskole), men han hadde ei rekke yrker, til dels samtidig.
Sus lei dušše vuođđoskuvla (álbmotskuvla), muhto barggai máŋggalágan bargguid, dávjá seamma áiggis.
Han var bl.a. fisker, betjent ved fiskerioppsynet, lærervikar, fabrikkarbeider og lensmannsbetjent, før han i 1948 overtok familiens småbruk.
Earet eará lei son guolásteaddji, guollebearráigeahču bálvá, sadjásaš oahpaheaddji, fabrihkkabargi ja leansmanbálvá ovdalgo son 1948:s válddii badjelasas iežas bearraša oapmedálu.
Seinere var han ei tid kontorsjef i Hasvik kommune.
Maŋŋil barggai son maid ovtta áiggi Ákŋoluovtta suohkana kánturhoavdan.
Samuelsberg satt i kommunestyret i Loppa for Arbeiderpartiet, ei tid som ordfører, før han blei stortingsrepresentant 1958–69.
Samuelsberg lei Bargiidbellodaga áirras Láhpi suohkanstivrras, ovtta áiggi lei son maid sátnejođiheaddjin, ovdalgo válljejuvvui stuoradiggeáirrasin 1958–69.
Han var også den første lederen av Norsk sameråd (1964–80).
Son lei maid Norgga sámeráđi vuosttaš jođiheaddji (1964–80).
Etter 11 år på Stortinget blei han ikke nominert igjen av Finnmark Arbeiderparti i 1969, og det har vært hevda at det var hans samepolitiske syn som gjorde at han ikke var ønska lenger.
Go lei leamaš 11 jagi Stuoradikkis, de ii evttohan Finnmárkku Bargiidbellodat su šat 1969:s, ja lea gullon ahte lei su sámepolitihkalaš oaidnu mii lei sivvan dasa go su eai šat hálidan áirrasin.
Han hadde et utall verv i parti og offentlige råd og utvalg, og var bl.a. medlem av Folkeskolekomiteen av 1963, Nordisk samarbeidsorgan for reindrifts- og samespørsmål 1964–1980 og Samerettsutvalget fra 1980.
Sus ledje ollu doaimmat bellodagas, almmolaš ráđiin ja lávdegottiin, ja lei earet eará miellahttun 1963 ' Álbmotskuvlalávdegottis, Boazodoalu- ja sámeáššiid davviriikkalaš lávdegottis 1964–1980 ja Sámi vuoigatvuođalávdegottis 1980 ' rájes.
Leonhard Gamst (1904–87) vokste opp på Loppa øy og hadde alt sitt virke der.
Leonhard Gamst (1904–87) bajásšattai Láhpi sullos ja barggai buot iežas doaimmaidis doppe.
Etter krigen var han konstituert lærer i flere år, seinere dreiv han forretning.
Maŋŋel soađi biddjojuvvui son oahpaheaddjivirgái mas barggai máŋga jagi, ja dan maŋŋel jođihii son gávppi.
Han var i mange år skolestyreformann i Loppa kommune.
Son lei ollu jagiid Láhpi suohkana skuvlastivrra ovdaolmmoš.
Gamst har også skrevet boka Slekten Gamst og Loppa øy.
Gamst lea maid čállán girjji: Slekten Gamst og Loppa øy.
Samene og skolen
Sápmelaččat ja skuvla
... Så lenge v. Westen levde, ble undervisning på samisk forsøkt innført for alle samebarn sålangt det var mulig.
... Nu guhká go v. Westen elii, de geahččaledje čađahit sámegiel oahpahusa buot sámi mánáide nu viidát go lei vejolaš.
Om situasjonen i Loppa skriver han, etter sitt besøk her i 1717: «Loppens finner som er kun 6 familier og deriblandt ingen Fieldfinner, har noch udi deris egen Præsts omhyggelighed, særdelis siden hands klocher kand temmelig Lappisk, en schickelig Person.
Láhpi dilálašvuođa birra čállá son ná, maŋŋel go lea finadan dáppe 1717:s: «Loppens finner som er kun 6 familier og deriblandt ingen Fieldfinner, har noch udi deris egen Præsts omhyggelighed, særdelis siden hands klocher kand temmelig Lappisk, en schickelig Person.
I en Underretning om den Beskaffenhed, der findes ved Loppens Kald udi West-Finmarken, datert Loppen 17. september 1746 skriver sogneprest Peder Krop bl.a.: «Finnerne i Loppens og Hasvik sogner ere temmelig vel oplyste så de eftergive ikke den anden almue udi oplysning.
Diehtun dilálašvuođa birra mii lea Láhpi báhpasuohkanis doppe Oarje-Finnmárkkus, beaiváduvvon čakčamánu 17. beaivvi 1746, čállá suohkanbáhppa Peder Krop earet eará: «Finnerne i Loppens og Hasvik sogner ere temmelig vel oplyste så de eftergive ikke den anden almue udi oplysning.
Det er en god attest sognepresten gir sine samiske sognebarn, men spørsmålet er om den opplysning han skriver om, gjelder kunnskaper i norsk, så de har forstått innholdet av den lærdom i «Kristendom på norsk målš som de har fått....
Suohkanbáhppa rámida iežas suohkana sámi mánáid, muhto sáhttá jearrat lea go dat máhttu man birra son čállá dárogiel máhttu, nu ahte sii leat ipmirdan dan dárogiel risttalašvuođamáhtu sisdoalu....
Biskop Schønheyder var på en visitasreise i Finnmark i 1790 og besøkte da også Loppa.
Biskop Schønheyder lei galledanmátkkis Finnmárkkus 1790:s ja finai dalle maid Láhpis.
I sin visitasberetning skriver han bl.a. om Loppa; «Ungdommens kundskab er meget fattig.
Mátkečállosis čállá son earet eará Láhpi birra ná: «Ungdommens kundskab er meget fattig.
Schønheyder er den første som forteller oss at det har vært en sameskolelærer i Loppa.
Schønheyder lea vuosttaš gii muitala midjiide ahte Láhpis lea leamaš sámeskuvlaoahpaheaddji.
Hvor lenge det har vært en slik lærer her, vet vi ikke.
Man guhká dáppe leamaš diekkár oahpaheaddji, dan eat dieđe.
Men uansett: En omgangslærer i Loppa med dens spredte samebosetning, og med den korte undervisningstid det var, kunne ikke gi noen resultater.
Muhto almmatge: Johtti oahpaheaddji doaibma Láhpis, gos olbmot orrot nu bieđgguid, dan áiggi go lei oanehis oahppanáigi, ii leat dákkár čoavddus mii sáhttá addit nu buriid bohtosiid.
Ennå så sent som i 1850 heter det at samebarna kun har 4 dagers skole i året.
Ain nu maŋŋit go 1850:s daddjo ahte sámemánáin lea dušše 4 beaivvi skuvla jagis..
Her fra Loppa har vi bare sparsomme opplysninger om forholdene ved skolen.
Dáppe Láhpis leat mis hui unnán dieđut skuvladilálašvuođaid birra.
Sameskolelæreren som Schønheyder nevner, kan ikke ha fortsatt så lenge i stillingen.
Sámekuvlaoahpaheaddji maid Schønheyder namuha, ii sáhte leamaš beare guhká iežas virggis.
Ved folketellingen i 1801, nevnes ingen slik skolemester.
1801 olmmošlohkamis ii namuhuvvo diekkár skuvlameašttir.
Den 5. november 1804 skriver sogneprest Struve i Loppa at almuen ikke betalte noe til skoleholderne (lærerne), og at foreldrene ikke kunne unnvære sine barn hjemme....
Skábmamánu 5. beaivvi 1804 čállá suohkanbáhppa Struve Láhpis ahte álbmot ii mávsse maidege skuvlaolbmáide (oahpaheddjiide), ja ahte váhnemat eai birgen mánáideaset haga ruovttuin....
Arbeidet med å lære samene norsk, og fruktene av skolens arbeide i det hele, har ikke svart til forventningene.
Ii lihkostuvvan nu bures oahpahit sápmelaččaide dárogiela, ja oppalohkái ii buktán skuvlla bargu beare buriid šattuid.
Det vitner mange uttalelser fra den tid om.
Dan duođaštit ollu cealkámušat dien áiggis.
I 1802 skriver således sogneprest Qvale i Hammerfest: «Man finder kun faa blandt Finnerne, der kan læse taalelig i en dansk Bog, færre, der kan gjøre Rede for deres Kristendom... š.
1802:s čállá ge Hámmárfeastta suohkanbáhppa Qvale: «Man finder kun faa blandt Finnerne, der kan læse taalelig i en dansk Bog, færre, der kan gjøre Rede for deres Kristendom... š. («Sámiid gaskkas gávdnojit dušše áibbas moattes geat máhttet oalle bures lohkat dánskkagiel girjji, vel hárvvibut leat sii, geat máhttet iežaset risttalašvuođa čilget... š.).
... Men sykdom og krig tiltross: Noen skolegang har det likevel blitt, også for samebarna.
... Muhto vaikko ledje ge dávddat ja soahti: Veaháš skuvlejupmi aŋkke lei, maiddái sámi mánáide.
I 1809 hører vi første gang om en lærer i Øksfjord.
1809:s gullat vuosttaš geardde muhtun oahpaheaddji birra Ákšovuonas.
Han het Jacob Pedersen.
Su namma lei Jacob Pedersen.
I skattemanntallet er han oppført under rubrikken Skattefinner.
Vearrodieđuin lea su namma čállojuvvon «Skattefinnerš vuollái.
Han er altså same, og har da sannsynligvis vært omgangsskolelærer - eller som det heter – skoleholder – for samebarna i Øksfjord, muligens også i Nuvsfjord eller i Loppa forøvrig....
Dasto son lea sápmelaš, ja lea várra leamaš johtti skuvlaoahpaheaddji – dahje nugo gohčodedje – skuvlaolmmái – Ákšovuona sámi mánáide, soaitá maid leamaš Cukcavuonas dahje muđuige Láhpis....
Det sto dårlig til med opplysningen blant barn og ungdom på den tid.
Dalá áiggi mánáin ja nuorain ii lean nu ollu bajásčuvgehus.
Under en visitas i Loppa i 1819 møtte det 25 barn, hvorav de fleste vel har vært samer, men bare få av dem kunne lese i bok eller svare på spørsmålene.
Muhtun galledeamis Láhpis jagis 1819 čohkkejedje 25 máná, ja eanas oassi ledje várra sámi mánát, muhto dušše moattes sis máhtte lohkat girjjis dahje vástidit gažaldagaid.
Det hadde ikke vært skolelærer der, på lange tider.
Doppe ii lean leamaš skuvlaoahpaheaddji guhkes áigái.
«En dyktig sameskolemester var ikke å få i sognetš, heter det.
«Ii leat vejolaš oažžut čeahpes sámeskuvlaolbmá suohkaniiš, daddjui.
I 1826 var det en omgangsskolelærer i Loppa, «der de fleste av innbyggerne var samer, hvor vel mennene for en del forsto norsk, men ikke kvinnene, og hvor skoleholderen (læreren) var en nordmann som ikke forsto samiskš.
1826:s lei johtti skuvlaoahpaheaddji Láhpis, «gos eanas oassi ássiin ledje sápmelaččat, ja gos dievddut ipmirdedje veaháš dárogiela, muhto nissonolbmot eai, ja gos skuvlaolmmái (oahpaheaddji) lei dáčča gii ii ipmirdan sámegielaš.
... Stockfleth var denne gang i Øksfjord i vel to uker.
... Dán háve lei Stockfleth Ákšovuonas sullii guokte vahku.
Han leste med distriktets finske ungdom, skriver han, hvilket må bety at han holdt skole der.
Son logai dan guovllu sámi nuoraiguin, čállá son, mii ferte mearkkašit ahte son lágidii skuvlla doppe.
Det kan muligens ha vært en forberedelse til konfirmasjonen, men det sannsynligste er at det har vært en vanlig skole, da der på den tid ikke ble holdt konfirmasjon i Øksfjord.
Sáhttá leamaš rihppaskuvla, muhto eanemus jáhkehahtti lea ahte lea leamaš dábálaš skuvla, daningo dien áiggi ii lean konfirmašuvdna Ákšovuonas.
Det må ha vært en fast skole i Øksfjord med eget skolehus allerede.
Ákšovuonas ferte leamaš skuvla ja sierra skuvlavisti juo dalle.
I 1859 eller deromkring – heter det – blei et skolehus flyttet fra Hamna til Øksfjord, eller til Nøisomhed som kjøpmann Buck hadde døpt eiendommen der han bodde og hadde sin forretning.
1859:s dahje sullii dieid áiggiid – nugo celkojuvvo – sirdojuvvui skuvlavisti Hamnas Ákšovutnii, dahje Nøisomhed nammasaš báikái, nugo giehmánne Buck lei gohčodišgoahtán iežas báikki, gos ieš ásai ja jođihii gávppi.
Det må ha vært lærermangel i Øksfjord som har ført til at Stockfleth har kommet hit....
Ferte leamaš oahpaheaddjivátni Ákšovuonas mii lea dagahan ahte Stockfleth lea ferten boahtit deike....
Og så kommer Stockfleth litt inn på kunnskapsnivået hos den samiske ungdom i Øksfjord og Talvik.
Maiddái dán oktavuođas guoskkaha Stockfleth Ákšovuona ja Dálbmeluovtta sámi nuoraid máhtolašvuođadási.
«Det var en merkelig Fremgang disse tvende Folks Ungdom i de sidste tvende Aar, efter Indførelsen af Lærebøger i deres Fædrenesprog, havde gjortš.
«Det var en merkelig Fremgang disse tvende Folks Ungdom i de sidste tvende Aar, efter Indførelsen af Lærebøger i deres Fædrenesprog, havde gjortš.
Mere om den sak skriver han ikke, kanskje det ikke har vært så mye å skrive om heller....
Ii ge son čále duođi eanet dien ášši birra, ii soaitte ge leat leamaš nu ollu eanet maid čállit.......
I 1840 hadde Loppa fått en ny sogneprest.
1840:s lei Láhppái boahtán ođđa suohkanbáhppa.
Det var Christoffer Andreas Lassen.
Namalassii Christoffer Andreas Lassen.
Om ham skal vi høre i andre sammenhenger.
Su birra mii gullat eará oktavuođain.
Han stilte seg på Stockfleths side i språkstriden.
Son manai Stockfletha beallái giellanákkus.
Hans ettermann, Markus Meyer som kom til Loppa i juni 1848, var fornorskningsmann, og førte striden over på det lokale plan.
Su maŋisboahtti, Markus Meyer, gii bođii Láhppái geassemánus 1848, lei dáruiduhttinolmmái ja son sirddii nákku báikkálaš dássái.
Det hadde vært mange skoleforsømmelser i Loppa, og skolekommisjonen hadde overveiet å ta ibruk tvangsmidler for å få barna til å gå på skole.
Láhpi skuvlamánát ledje ollu eret skuvllas, ja skuvlakommišuvdna lei veardidan geavahit bággogaskaomiid oažžun dihtii mánáid skuvlii.
Det var værst for samebarna om de skulket skolen, og foreldrene kunne ikke hjelpe til med lesingen hjemme, fordi de etter eget utsagn ikke forsto de nye samiske bøker, altså Stockfleths bøker.
Vearrámus dilis ledje sámi mánát jus sii jávke skuvllas, go sin váhnemat eai sáhttán veahkehit lohkamiin ruovttus, daningo sii eai lohkan iežaset ipmirdit olus maidege sámegiel girjjiin, namalassii Stockfletha girjjiin.
Dette ble hevdet ved en visitas i Loppa den 8. juli 1846 ved biskop Kjerschow og prost Aars i Talvik.
Dát bođii ovdan go bismma Kjerschow ja Dálbmeluovtta proavás Aars galledeigga Láhpi suoidnemánu 8. beaivvi 1846.
Ny visitas på Loppa 3 år senere ved prost Aars og sogneprest Meyer.
Proavás Aars ja suohkanbáhppa Meyer leigga ođđa galledanmátkkis Láhpis 3 jagi maŋŋil.
De fant ut at de norske og de sameungdommer som snakket norsk, hadde mere kunnskaper enn de samer som utelukkende var undervist på samisk.
Dalle soai gávnnaheigga ahte dárogielagat ja dat sámi nuorat geat hupme dárogiela, máhtte eanet go dat sápmelaččat geaidda oahpahuvvui dušše sámegillii.
Og nå ble det bestemt at alle samebarn skulle undervises på norsk.
Ja dan rájes mearriduvvui ahte buot sámi mánát galget oahpahuvvot dušše dárogillii.
Jens Mortensen, – finne (kvæn) av fødsel, men som snakket både norsk og samisk, hadde vært sameskolemester i Øksfjord siden 1838 hvor han bodde, og hvor det var skolehus i Hamna.
Jens Mortensen, – riegádeamis suopmelaš (kveana), muhto humai sihke dárogiela ja sámegiela, lei leamaš skuvlameašttir ruovttubáikkistis Ákšovuonas 1838 ' rájes, gos skuvlavisti lei Hamna nammasaš báikkis.
Var det konfirmasjonsforberedelse på Loppa, kom han dit sammen med sine elever for å være tolk for dem, når presten underviste konfirmantene.
Go lei rihppaskuvla Láhpis, de son manai dohko iežas ohppiiguin vai beasai dulkot sidjiide go báhppa skuvlii konfirmánttaid.
Men folk var misfornøyd med Mortensen fordi han var doven og likegyldig.
Muhto olbmot eai lean duhtavaččat Mortenseniin, daningo son lei láiki ja fuollameahttun.
Før hadde han undervist på samisk, etter visitasen i 1849 måtte han undervise på norsk.
Ovdal lei son oahpahan sámegillii, muhto maŋŋel bismma galledeami 1849:s fertii son oahpahišgoahtit dárogillii.
Det var prostens og prestens vilje, sa han.
Dat lei báhpa ja proavvása dáhttu, logai son.
Foreldrene viste verken ut eller inn, de var vel aldri blitt spurt i den sak.
Váhnemat eai diehtán maid galge dahkat, sis ii lean goassege jerrojuvvon dien áššis.
I august 1850 kom det plutselig ny beskjed: Prosten hadde gitt pålegg om at samebarna igjen skulle undervises på samisk.
Ja borgemánus 1850 bođii fáhkkestaga ođđa diehtu: Proavás lei sádden dieđu ahte buot sámi mánáide galggai fas addot oahppu sámegillii.
Denne stadige omskiftningen av språket i skolen, forvirret foreldrene.
Váhnemat šadde eahpesihkkarat go skuvllas čađat molso gielaid.
De var fullstendig i villrede, og viste ikke hva som var best for barna: Skulle de lese norsk, eller skulle de lese samisk ?
Sii eai diehtán maid galge, ja eai ge diehtán mii mánáide livččii buoremus: Galgego lohkat dárogiela, vai galgego lohkat sámegiela ?
At prosten hadde endret opfatning, skyldes at han igjen hadde hatt visitas i Loppa. Det var den 11. august 1850.
Proavás lei molson oaivila daningo son lei fas fitnan galledeamen Láhpi, borgemánu 11. beaivvi 1850.
Nå gjorde han den erfaring at mange av samebarna leste norsk uten å forstå språket.
Dál son lei ges vásihan dan ahte sámi mánát lohke dárogiela, muhto eai ipmirdan ieža maid lohke.
Det var da han ga ordre om at undervisningsspråket for samebarna skulle være samisk.
De son attii ge fas dieđu ahte sámi mánáid oahpahangiella galggai leat sámegiella.
Så er det igjen visitas i Loppa.
De lea fas bismma galledeapmi Láhpis.
Denne gang den 26. juni 1851.
Dál ges geassemánu 26. beaivvi 1851.
Det hadde vært biskopskifte.
Lei boahtán ođđa bisma.
Kjerschow var avløst av Juell.
Kjerschow sadjái lei boahtán Juell.
Jens Mortensen var i februar s.å. blitt avskjediget som samelærer, men var tilstede under visitasen, der han forklarte at det i hans tid som lærer, hadde hendt at en del av de samiske foreldre hadde ønsket at deres barn skulle bli undervist i norske bøker, da det var utbredt det rykte «at Finsken skulde afskaffesš.
Jens Mortensen lei guovvamánus biddjojuvvon eret sámi oahpaheaddjivirggis, muhto son lei mielde galledeamis, ja čilgii doppe ahte dan áiggis go son lei oahpaheaddjin, de lei dáhpáhuvvan ahte muhtun sámi váhnemat ledje sávvan ahte sin mánát galge oahpahuvvot dárogillii, daningo lei gullogoahtán ahte «sámegiella galggai jávkaduvvotš.
Det ble videre opplyst at det var godt håp om å få en samelærer etter Mortensen «i Loppa samiske og Øksfjord skoledistriktš.
Čuvgejuvvui maid ahte lei buorre doaivva gávdnat sámi oahpaheaddji Mortensena sadjái «Láhpi sámi ja Ákšovuona skuvlabiiriiš.
Der hadde ikke vært ført noen skolejournal på grunn av lærernes «Uskrivedyktighedš.
Ii lean čállojuvvon skuvlajournála oahpaheddjiid «váilevaš čállinmáhtuš sivas.
Samtidig med Jens Mortensen har det også vært en samelærer i Bergsfjord.
Oktanaga Jens Mortenseniin lea maid leamaš sámi oahpaheaddji Beasfearddas (Jogas).
Det var Johan Peder Pedersen som bodde i Hommelvik i Bergsfjord, og som må ha gått av som lærer omkring 1850-tallet.
Namalassii Johan Peder Pedersen, gii ásai Hommelviikkas, ja gii ferte lean luohpan oahpaheaddjin birrasiid 1850-logus.
Stockfleths bøker ble nå brukt i undervisningen i sameskolen.
Stockfletha girjjit geavahuvvojedje dál buot sámeskuvlla oahpahusas.
Den nye biskopen hadde ingen innvendinger mot det.
Ođđa bismmas ii leat mihkkege vuosteháguid dasa.
To år senere er J. Wetlesen prost i Vestfinnmark.
Guokte jagi maŋŋil lea J. Wetlesen Oarje-Finnmárkku proavás.
Han konstaterer at det står dårlig til med kunnskapene hos samebarna i Loppa.
Son gávnnaha ahte sámi mánáin Láhpis lea heittot máhttu.
Han mener at årsaken er å finne i sameskolelærerens mangel på «iver i sitt kallš, og i foreldrenes sløvhet og fattigdom.
Su oaivila mielde lea dasa sivvan ahte sámeskuvlaoahpaheaddjis váilu «beroštupmi iežas gohččumiiš, ja go váhnemat leat nu šlunddit ja geafit.
Det var tydelig at biskopen ville ha tilsyn med det som skjer med kristendomsundervisningen i skolen. I 1854 har han igjen visitas i Loppa.
Lea čielggas ahte bisma dáhtui bearráigeahččat skuvlla risttalašvuođa oahpaheami.1854:s lea son fas galledanmátkkis Láhpis.
Han finner ut at samebarna står tilbake i kunnskaper og lesning, enda de har hatt en språkkyndig lærer.
Son gávnnaha ahte sámi mánát leat bázahallan oahpu ja lohkama dáfus, vaikko sis leamaš giellačeahppi oahpaheaddjin.
Helt uvitende var to barn som etter ønske av foreldrene var blitt undervist i norsk, de forsto ikke noe av det de forsøkte å pugge, forklarte læreren.
Áibbas diehtemeahttunvuođas leigga guokte máná geaid váhnemat ledje sihtan oahpahit dárogillii, ja soai eaba ipmirdan maidege das maid oahpahalaiga bajiloaivvi, čilgii oahpaheaddji.
Sogneprest Meyer fikk nå vite at han ikke måtte la foreldrene bestemme hvilket språk barrna skulle undervises på.
Suohkanbáhppa Meyer beasai ge de gullat ahte sus ii ábuhan diktit váhnemiid mearridit makkár gillii sin mánáid galggai oahpahit.
Biskopen var en mektig mann.
Bisma lei fámolaš olmmoš.
At det sto dårlig til med kunnskaper i det norske språk blant samene i Loppa i midten av 1800-tallet, har vi mange beviser på.
Leat ollu duođaštusat dasa ahte Láhpi sámi mánáin lei heittot dárogiel máhttu gaskkamuttos 1800-logu.
Meyer skriver således i et brev, datert 1.12.1848 – etter å ha vært her et halvt år, – at samene i Loppa er «nedsunket i Råhed og Armodš, men at de mer opplyste av dem kan tale norsk.
Nu čállá ge dasto Meyer reivves, mii lea beaiváduvvon 1.12.1848 – go lea leamaš dáppe jahkebeali, – ahte Láhpi sámit leat «vudjon garra ja vártnuhis dilláiš, muhto čeahpimusat sis gal máhttet hupmat dárogiela.
Han tar kunnskaper i norsk som et tegn på opplysning.
Son mihtidii olbmo bajáščuvgejumi dárogiel máhtuin.
Selv kunne han jo ikke samisk, og kunne derfor ikke snakke med sine sognebarn på deres eget språk, likevel har han funnet ut at de som snakker norsk, er mer opplyste enn de som ikke gjør det.
Ieš son ii gal máhttán sámegiela, ja de ii sáhttán ge hupmat iežas báhpasuohkana mánáiguin sin iežaset eatnigillii, ja liikká son lea gávnnahan ahte sis geat máhttet dárogiela lea eanet diehtu go sis geat eai máhte dan giela.
Våren og sommeren 1850 var seminarlærer A. J. Lasson på en stipendreise i Vest-finnmark.
1850 ' giđa ja geasi lei semináraoahpaheaddji A. J. Lasson stipeandamátkkis Oarje-Finnmárkkus.
Han var kyndig i samisk, og hovedformålet med hans reise var å studere språket ute blant folket.
Son lei sámegiel čeahppi, ja ulbmil su mátkkiin lei studeret giela olbmuid searvvis.
Men biskopen hadde også bedt ham se på skoleforholdene.
Muhto bisma lei su maid bivdán geahččat skuvladilálašvuođaid.
Lasson besøkte også Øksfjord, og her ble han nærmest rystet over forholdene.
Lasson finadii maid Ákšovuonas, ja maid son doppe oinnii, dat gal hirpmástuhtii su.
Norsk var så godt som ukjent, også blant mennene.
Dárogiella lei eatnasiidda áibbas amas, maiddái dievdduide.
Han forteller at det bor 30 samefamilier i «den to mil lange fjord, der famle omkring i det tykkeste Mørkeš.
Son muitala ahte doppe ásset 30 sámi bearraša «dan guokte miilla guhkkosaš vuotnagáttis, geat ráivot suohkadeamos seavdnjadasasš..
Her var det han traff en 40 år gammel same som bare kunne noen få norske ord, og som sa til Lasson: «Kjære far, hvorledes kan du vente at jeg skal kunne besvare dine spørsmål, jeg som har fått hele min undervisning på norsk, som jeg forsto like lite av den gang som nåš ?
Dáppe son deaivvadii ge 40 jahkásaš sápmelaččain gii máhtii dušše moadde sáni dárogiela, ja nugo Lasson dadjá: «Ráhkis áhčči, movt don vuorddát mu máhttit iežat gažaldagaide vástidit, mun gii lean oahpahuvvon dušše dárogillii, maid in ipmirdan dalle in ge ipmir dál geš ?
Vi har fått vite litt om visitasen i Loppa i 1849, der prost Aars og sogneprest Meyer hadde funnet ut at de samebarn som utelukkende var undervist på samisk, kunnskapsmessig sto langt tilbake i forhold til de som var blitt undervist på norsk.
Mii leat gullan veaháš galledeami birra Láhpis 1849:s, dalle go proavás Aars ja suohkanbáhppa Meyer leigga gávnnahan ahte dat sámi mánát geat ledje ožžon dušše sámegillii oahpu, ledje máhtolašvuođa dáfus mihá maŋŋelis go sii geaidda lei oahpahuvvon dárogillii.
Vi må ha lov til å tro at sognepresten har forsterket inntrykket ved det han har hevdet overfor prosten.
Orru leamen nu ahte suohkanbáhppa lea iežas vásáhusaid garraseappot vel deattuhan go lea muitalan proavásii.
Men prosten må vel ha hatt en mistanke om at alt ikke var som det ble sagt.
Muhto proavás orru vihkon ahte buot ii leat nu go lei muitaluvvon sutnje.
Året etter var han tilbake i Loppa, og nå gjorde han andre erfaringer.
Maŋit jagi lei son fas Láhpis, ja dál son oaččui doppe eará vásáhusaid.
Under visitasmøtet i 1849 ba en enstemmig forsamling om at det norske språk måtte hjelpes fram «som det eneste Middel hvorved dette Folk (samene) kan komme til samme Oplysning som de Norske blandt Menighedenš.
Galledanmátkkis 1849:s bivddii ovttajienalaš čoagganeapmi ahte dárogiella ferte ovddiduvvot «áidna gaskaoapmin mainna dát olbmot (sápmelaččat) sáhttet joksat seamma diđolašvuođa go searvegotti dárrolaččatš.
Det er tydelig at det er Meyers ånd som svever over forsamlingen.
Lea čielggas ahte lea Meyera vuoigŋa mii duddjo čoahkkimis.
I en erklæring av 14. april s.å. til departementet, bruker han lignende uttrykk.
Son geavaha sullasaš cealkagiid go cuoŋománu 14. beaivvi seamma jagi čállá cealkámuša departementii.
Han påberoper seg å ha støtte for sitt syn, ikke bare av de mer opplyste og dannede menn i prestegjeldet, men også av samene som var overbevist om at bare gjennom det norske språk, kunne de nå frem til større kultur og opplysning.
Son čuoččuha ahte álbmot doarju su oainnu, eai dušše báhpasuohkana oahppan ja skuvlejuvvon dievddut, muhto maiddái dat sápmelaččat geat ledje dan oaivilis ahte olmmoš joksá buoret kultuvrra ja čuvgejumi dušše dárogiela bokte.
De samiske lærebøker «ere inntvungne i Skolenš, og skriftspråket var fremmed både for barn og foreldre.
Sámegiel oahppogirjjit «leat bággejuvvon skuvliiš, ja čállingiella lei amas sihke mánáide ja váhnemiidda.
Loppa kommunestyre med sogneprest Meyer som ordfører, hadde i møte 2. april 1849 erklært norsk for «det eneste Middel til at bibringe Finnerne sand Oplysning og Kulturš.
Láhpi suohkanstivra, man sátnejođiheaddji lei Meyer, lei čoahkkimis 2. beaivvi cuoŋománus 1849 cealkán ahte dárogiella lea «áidna vuohki movt oažžut sápmelaččaid olahit duohta čuvgejumi ja kultuvrraš.
Det var i april måned i 1849 at fornorskningsforkjemperne i Loppa gikk til storaksjon mot det samiske språk.
Ja lei ge cuoŋománnu 1849 go Láhpi dáruiduhttinovddideaddji álggahii garra vuostálastima sámegiela vuostá.
Kjøpmann Hjort Stuwitz – som også var medlem av kommunestyret, skriver den 17. i denne måned, at da han for 30 år siden kom til Loppa, fant han en velopplyst almue.
Giehmánne Hjort Stuwitz – gii maiddái lei suohkanstivraáirras, čállá seamma mánu 17. beaivvi, ahte go son bođii oahpaheaddjin Láhppái 30 jagi das ovdal, de son deaivvadii doppe oalle bures bajásčuvgejuvvon álbmogiin.
Det skyldtes at en norskfødt skolelærer som bare underviste på norsk, hadde vært en dyktig lærer og gjort et godt arbeide.
Sivvan dasa lei ahte dárogiel oahpaheaddji, gii lei riegádeamis dárrolaš, lei oahpahan dušše dárogillii, ja lei leamaš čeahpes oahpaheaddji gii lei bargan buori barggu.
«Nå derimot stod det dårlig tilš.
«Muhto dál gal lei heajos dilliš.
Årsaken må søkes i de samiske lærebøker som verken barna eller foreldre forstod, «langt mindre Lærerenš.
Jus dasa galgá siva gávdnat, de ferte ohcat dain sámegiel oahppogirjjiin maid eai mánát eai ge váhnemat ipmirdan, «ja guhkkin eret vel oahpaheaddjiš.
Også formannskapet i Alta / Talvik, der prost Aars hadde vært ordfører, hadde lite godt å si om Stockfleth.
Ii Álttá / Dálbmeluovtta ovdagoddi ge, gos proavás Aars lei leamaš sátnejođiheaddjin, diehtán beare ollu buriid cealkit Stockfletha birra.
I et vedtak fra 1849 heter det at norsk måtte bli hovedspråket i religionsundervisningen, da det var kjent at flesteparten av samene selv ønsket at barna skulle lære norsk.
Muhtun mearrádusas mii dahkkui 1849:s, celkojuvvo ahte dárogiella galgá leat váldogiellan oskku oahpaheamis, daningo lei dovddus ášši ahte eanas oassi sápmelaččain dáhttot iežaset mánáide dárogiel oahpahusa.
Det er tydelig at samspillet mellom prest og prost har vært i orden, likeså mellom formannskapene i Alta / Talvik og Loppa.
Lea čielggas ahte báhppa ja proavás leaba bures ovttasdoaibman, ja nu maiddái Álttá / Dálbmeluovtta ja Láhpi ovdagottit.
Vi aner hensikten med vedtakene og erklæringene....
Mearrádusaid ja cealkámušaid ulbmila sáhttá vuohttit.......
Det var ikke noen tilfredsstillende undervisning samebarna fikk i skolen på den tid, selv under de daværende forhold.
Sámi mánát eai ožžon dohkálaš oahpu skuvllas dien áiggi, eai dalá áiggi dili ektui ge.
Her ser vi bort fra språkundervisningen som i mange tilfeller ingen undervisning var, fordi barna ikke forsto det de leste.
Ja de mii eat geahča ge giellaoahpahussii mii máŋgga oktavuođas ii oba sáhttán ge gohčoduvvot oahpahussan, daningo mánát eai ipmirdan dan maid lohke.
Skoletidens lengde innskrenket seg til 2 å 3 uker undervisning, når det i det hele ble undervist, d.v.s. når det var en lærer til å undervise.
Skuvlaáigi lei gáržžiduvvon 2 dahje 3 vahkkui, jus juo oppanassiige čađahuvvui oahpahus, namalassii jus lei oahpaheaddji gii sáhtii oahpahit.
Seminarlærer Lasson sier i sin innberetning fra den stipendreise han foretok i 1850 at samebarna i Vest-Finnmark kun hadde 4 dage årlig på skolen.
Semináraoahpaheaddji Lasson cealká iežas dieđáhusas stipeandamátkkis maid čađahii 1850:s ahte Oarje-Finnmárkku sámi mánát ledje dušše 4 beaivvi jagis skuvllas.
Undervisningen innskrenket seg i regelen til lesning og religion, det var det barna lærte.
Oahpaheapmi gáržžiduvvui dábálaččat dušše lohkamii ja oskku oahpahussii, dat lei maid mánát ohppe.
Noen bedring i lærersituasjonen i Loppa ble det ikke, selv om lærerskolen var flyttet til Tromsø, og hadde fått langt flere elever enn før.
Láhpis ii gal buorránan oahpaheaddjidilli, vaikko oahpaheaddjiskuvla lei ge sirdojuvvon Romsii, ja lei sadji mihá eanet ohppiide go ovdal.
Lærerne i Loppa – både de som underviste de norske barn og de som underviste de samiske – var enda i 1860 da den nye loven om almuesskolen kom, uten utdanning.
Láhpi oahpaheddjiin – sihke sis geat oahpahedje dáru mánáid ja sis geat oahpahedje sámi mánáid – váillui oahppu – ain 1860:s go ođđa álbmotskuvlaláhka bođii.
De var så og si hentet inn fra gata.
Sin ledje njulgestaga viežžan geainnuid alde oahpaheaddjin.
Kanskje fikk de litt opplæring eller undervisning av presten, eller av en eldre lærer eller av klokkeren, kanskje de ikke fikk det engang.
Soittii lean ahte báhppa, boarrasit oahpaheaddji dahje luhkkár lea veaháš sin oahpahan, muhto ii leat sihkar ahte sii ožžo oppanassiige oahpu.
Og undervisningen måtte bli deretter.
Ja gal de juo diehtá movt oahpaheapmi šattai.
De fleste av den samiske befolkning som var i absolutt flertall i Loppa, kunne lite eller overhodet ikke norsk....
Sápmelaččat ledje čielga eanetlohku Láhpi álbmogis, ja eanas oassi sis eai bálljo máhttán dárogiela dahje eai oppanassiige máhttán dan....
Det er sansynligvis nå omkring 1861, etterat skolen er flyttet og gjenoppbygd på «Nøisomhetš – at Andreas Aslaksen er kommet til Øksfjord som lærer og kirkesanger.
Orru leamen nu ahte lea dáid áiggiid, birrasiid 1861:s, maŋŋil go skuvla lea sirdojuvvon ja ođđasis huksejuvvon «Nøisomhetš báikái – go Andreas Aslaksen boahtá Ákšovutnii oahpaheaddjin ja girkolávlun.
Øksfjord fikk sin kirke i 1848, og den skal ha en kirkesanger.
Ákšovutnii huksejuvvui girku 1848:s, ja girkus galggai leat lávlunláidesteaddji.
Andreas Aslaksen er same ifølge folketellingen, men «taler godt norskš....
Andreas Aslaksen lei olmmošloguid mielde sápmelaš, gii «hupmá bures dárogielaš....
Andreas Aslaksen var lærer i Øksfjord til 1867, da han måtte gå av fordi kretsen fikk en lærer med utdanning.
Andreas Aslaksen barggai Ákšovuonas oahpaheaddjin 1867 ' rádjái, de šattai heaitit go dan guvlui bođii oahppan oahpaheaddji.
Det var Lars Edvard Larsen fra Tromsøysund.
Son lei Lars Edvard Larsen gii lei eret Loavganuoris.
Han hadde eksamen fra Tromsø lærerskole, hvor han sansynligvis har fått undervisning i samisk.
Sus lei Romssa oahpaheaddjiskuvllas eksámen, gos son jáhkkimis maid lei lohkan sámegiela.
Han må ha sluttet som lærer like etter 1870.
Son ferte leat heaitán oahpaheaddjin maŋŋel 1870.
Det året tok Peder Morten Nuth eksamen ved lærerskolen i Alta, og det heter at han fikk lærerposten i Øksfjord like etter.......
Go dan jagi čađahii Peder Morten Nuth eksámena Álttá oahpaheaddjiskuvllas, ja muitaluvvo ahte son oaččui oahpaheaddjivirggi Ákšovuonas dakka maŋŋelaš........
i 1864 kom Lasse Andersen fra Burfjord i Kvænangen hit til Loppa.
1864:s bođii Lasse Andersen Buvrovuonas Návuona suohkanis deike Láhppái.
Han bosatte seg først i Sør-Tverrfjord, senere på Marøya, og ennå senere i Leirvika i Bergsfjord.
Son ásai álggos Bártnatvutnii, ja dasto son fárrii Máreaddjui, ja dan maŋŋel fas Speaidnagohppái (Leirviikii).
Han var same, men «taler norsk meget godtš heter det i folketellingsskjema fra 1865, der han forøvrig er nevnt som fisker og husmann....
Son lei sápmelaš, gii «hupmá hui bures dárogielaš čuožžu 1865 ' olmmošlohkanskovis, gosa muđui lea merkejuvvon ahte son lei guolásteaddji ja dállodoalli....
I 1868 holdt han skole i Sør-Tverrfjord der skolehuset var, og hvor han visstnok også bodde....
1868:s lágidii son skuvlla Bártnatvuonas gos skuvlavisti lei, ja gos son vissa ieš maid orui....
Det sies at han var lærer helt til han ble avløst av en lærer som hadde eksamen fra en lærerskole.
Daddjojuvvo ahte son barggai oahpaheaddjin gitta dassážii go su sadjái bođii oahpaheaddji geas lei oahpaheaddjiskuvllas eksámen..
Loppa skole 1907
Láhpi skuvla 1907
(Foto: Bernt Thomassen / Ulf Jacobsens fotosamling)
(Govva: Bernt Thomassen / Ulf Jacobsena govvačoakkáldat)
Øksfjord internat 1913
Ákšovuona internáhtta 1913
(Foto: Bernt Thomassen / Ulf Jacobsens fotosamling)
(Govva: Bernt Thomassen / Ulf Jacobsena govvačoakkáldat)
Loppa var på Lasse Andersens tid et «overgangsdistriktš, og ettersom flertallet av barna i hans krets var samisktalende, skulle undervisningen foregå på samisk.
Lasse Andersena áiggi lei Láhppi dakkár «muhttásanguovluš, ja go eanas oassi su guovllu mánáin ledje sámegielagat, de galggai oahpahuvvot sámegillii.
Men som det heter i instruksen.
Muhto nugo daddjojuvvo bagadusas.
«Læreren skulle alltid ha for øye at norsk etterhvert skulle bli undervisningsspråket for de viderekommende barn.
«Oahpaheaddji galggai čađat atnit muittus dan ahte dárogiella dađistaga galggai šaddat oahpahusgiellan mánáid viidásit oahpaheamis.
š Som den pliktoppfyllende mann Lasse var fulgte han nok instruksen.
š Lasse lei lágalaš olmmái, ja son gal sihkkarit čuovui dien bagadusa.
Men biskop Essendrop som i 1866 hadde visitas i Loppa, var ikke fornøyd med undervisningen.
Muhto bisma Essendrop gii galledii Láhppái 1866:s, ii lean duhtavaš oahpahemiin.
Han mente at barna hadde fått for mye undervisning på samisk.
Su oaivila mielde lei mánáide oahpahuvvon beare ollu sámegillii.
Instruksens ord om undervisningsspråket synes biskopen å ha glemt.
Bisma ii orron muitimin maid bagadusa sánit dadje oahpahangiela birra.
Lasse Andersen var læstadianer, og hans elever har sikkert fått god undervisning i kristendomskunnskap.
Lasse Andersen lei leastadianalaš, ja son lea sihkkarit oahpahan iežas ohppiide buori risttalašvuođa.
Biskop Skaar ville ha ham til å ta lærerskolen, men Lasse syntes han var for gammel til det.
Bisma Skaar áiggui oččodit su oahpaheaddjiskuvlii, muhto Lasse mielas lei son beare boaris skuvlii álgit.
Vi har allerede nevnt Peder Morten Nuth.
Mii leat juo namuhan Peder Morten Nutha.
For å skaffe flere lærere til «overgangsdistrikteneš i Finnmark, ble det i 1863 opprettet en lærerskole i Alta.
Oažžun dihtii eanet oahpaheddjiid «Finnmárkku muhttásanguovlluideš, ásahuvvui 1863:s oahpaheaddjiskuvla Áltái.
Denne skolen ble lagt ned i 1870 bare etter 7 års virksomhet etter å ha utdannet 25 lærere.
Diet skuvla loahpahuvvui 1870:s, go lei leamaš doaimmas dušše 7 jagi, ja 25 oahpaheaddji ledje čađahan oahpu dan skuvllas.
Om skolens elever skriver rektor Qvigstad: «Elevene var saa godt som alle finsk- og kvænsktalende og deres Færdighet i Norsk ved Optagelsen meget tarveligš.
Skuvlla ohppiid birra čállá rektor Qvigstad: «Dadjat juo buot oahppit ledje sámegielagat – ja kveanagielagat ja sin dárogielamáhttu lei viehka fuotni dalle go bohte ja álge oahppinš.
Lærer Nuth hørte til det siste kullet av Alta lærerskoles elever.
Oahpaheaddji Nuth lei okta dain maŋemusain gii váccii Álttá oahpaheaddjiskuvlla.
I sin omtale av skolen skriver Helge Dahl i Skolestell og språkpolitikk i Finnmark 1814 –1905, side 161 at Peder Morten Johannessen Nuth var same fra Loppa, men hans modersmål er lappisk og norsk.
Helge Dahl čállá skuvlla birra girjjis Skolestell og språkpolitikk i Finnmark 1814 –1905, siidu 161, ahte Peder Morten Johannessen Nuth lei Láhpi sápmelaš, muhto su eatnigiella lea sámegiella ja dárogiella.
Han hadde friplass (Finnefondstipend) under skolegangen i Alta, slik de øvrige elever også hadde.
Sus lei nuvttá oahpposadji (Sámifoanddastipeanda) go váccii Álttás skuvlla, nugo maiddái dain eará ohppiin ge lei.
Hans far – Johan Peder Pedersen, Hommelvik, – hadde vært sameskolelærer i Bergsfjord....
Su áhčči – Johan Peder Pedersen, Hommelviika, – lei leamaš sámeskuvlaoahpaheaddjin Beasfearddas (Jogas).....
Det er sannsynlig at han fikk lærer- og kirkesangerposten i Øksfjord så snart han var ferdig med lærerskolen.
Orru leamen sihkar ahte son beasai oahpaheaddji – ja girkolávluvirgái Ákšovutnii dakkaviđe go gearggai oahpaheaddjiskuvllas.
Pr. 31.12.1900 hadde Nuth 29 års tjenestetid i skolen, og han må da ha begynt sin lærergjerning i 1871.
31.12.1900 rádjái lei Nuth bargan 29 jagi skuvllas, ja danne son ferte ge leat álgán oahpaheaddjibargui 1871:s.
Han må vel til å begynne med ha undervist både i Øksfjord og Nuvsfjord, muligens på 2 steder i begge fjorder....
Álggos son várra lea oahpahan sihke Ákšovuonas ja Cukcavuonas, várra guovtti báikkis goappáge vuonas.....
Han var den første og eneste same fra Loppa som hadde lærereksamen, han ble også den siste samisktalende lærer her.
Son lei vuosttaš ja áidna sápmelaš Láhpis geas lei oahpaheaddjiskuvllas eksámen, ja son gárttai maid maŋemus sámegiela oahpaheaddjin dáppe.
De lærere som var Nuths samtidige, hadde alle hatt friplasser ved Tromsø lærerskole og hadde der lært samisk.
Buot oahpaheaddjit geat barge seamma áiggis go Nuth, ledje ožžon nuvttá skuvlasajiid Romssa oahpaheaddjiskuvlii ja ledje doppe oahppan sámegiela.
Men for det første har vel kunnskapene i dette språk vært meget beskjedne, og for det annet var det i 1880 blitt gitt en ny instruks for lærerne i overgangsdistriktene, der det heter at «samtlige finske og kvænske Børn skal oplæres i at læse, tale og skriftlig anvende det Norske Sprog.
Muhto vuosttažettiin dáiddii sámegiel máhttu lean oalle heittot, ja dasto lei 1880:s ráhkaduvvon ođđa bagadus gaskaboddosaš skuvlaguovlluid oahpaheddjiide, gos daddjui ahte «buot sámi ja kveana mánát galget oahpahuvvot lohkat, hupmat ja čálalaččat geavahit dárogiela.
Undervisningssproget skal være norsk, finsk eller kvænsk bruges kun som Hjælpemiddel til at forklare, hvad der er uforstaaelig for Børnene, og ikke i vidre Udstrækning, end Forholdene gjør uomgjengelig fornødent.
Oahpahangiella galgá leat dárogiella, sámegiella dahje kveanagiella galgá geavahuvvot dušše veahkkegaskaoapmin čilget dan maid mánát eai ipmir, ii ge galgga geavahuvvot eanet go bággodilálašvuođain.
š Det lærerne hadde lært av samisk, fikk de svært lite bruk for.
š Nu ahte ii lean beare stuora atnu dan sámegillii maid oahpaheaddjit ledje oahppan.
Heretter er det at fornorskningen setter inn for alvor.
Ja dán áiggi rájes álggahuvvui ge duođalaš dáruiduhttin.
Andre artikler i Samisk skolehistorie 2
Eará artihkkalat girjjis Sámi skuvlahistorjá 2