Artikkel i boka Samisk skolehistorie 6.
Artihkal girjjis Sámi skuvlahistorjá 6.
Fortellinger fra grunnskolen i Karasjok på 1950–90-tallet
Skuvlamuitalusat Kárášjoga vuođđoskuvllas 1950–90-loguin
Karasjok skole rundt 1960 (Foto utlånt av De samiske samlinger)
Kárášjoga skuvla 1960-logus. (Govva luoikan Sámiid Vuorká-Dávvirat)
Ann-Silje Guttorm har intervjua foreldrene sine, Samuel John Nilsen Anti og Elen Marit Johnsdatter Guttorm om deres egen skolehistorie.
Ann-Silje Guttorm lea jearahallan iežas váhnemiin Samuel John Nilsen Antis ja Elen Marit Johnsdatter Guttormas sudno skuvlahistorjjá birra.
Begge har gått Karasjok grunnskole, slik Ann-Silje også har gjort.
Goappašagat leaba vázzán Kárášjoga vuođđoskuvlla, nugo Ann-Silje maiddái lea dahkan.
Det er 10 års aldersforskjell mellom foreldrene, så de har ikke gått på skolen samtidig.
Váhnemiin lea 10 jagi gaska, nu ahte eaba leat seamma áigodagas leamaš vuođđoskuvllas.
Men de vokste begge opp i reindrifta, så foreldrene deres var ikke i nærheten av bygda året rundt.
Muhto goappašagat leaba bajásšaddan boazodilis, nu ahte sudno váhnemat eai lean márkana lahka birra jagi.
Disse fortellingene skrev hun opprinnelig som en oppgave i pedagogikk ved samisk høgskole høsten 2009.
Dáid muitalusaid son lea álggos čállán pedagogihkabargobihttán Sámi allaskuvllas čavčča 2009.
Karasjok skole i seinere år.
Kárášjoga skuvla maŋit áiggis.
Samisktalende rivgu som lærer
Sámegielat rivgu oahpaheaddjin
Faren min begynte på grunnskolen i 1958.
Mu áhčči álggii vuođđoskuvlii 1958:s.
På den tida fantes ikke samisk som fag.
Dalle ii gávdnon gal vuos sámegiella sierra fágan.
Far forteller at det han husker er at det første året hadde de en rivgu som lærer som hadde lært seg samisk i voksen alder, hun het Anna Mørk.
Áhčči muitala ahte dan maid son muitá lea ahte vuosttas jagi lei sis rivgu oahpaheaddji gii lei oahppan sámegiela rávesolmmožin, Anna Mørk lei su namma.
Men det året rakk de bare å leke, synge og fortelle eventyr.
Muhto dan jagi sii eai ollen vuos earágo stoahkat, lávlut ja máinnastit.
Datidas reindriftsbarn kunne ikke norsk i det hele tatt, heller ikke da de kom i grunnskolealder.
Badjemánáid váilevaš dárogiella Eai dalá badjeolbmuid mánát hálddašan obanassiige dárogiela, eai dalle ge go álge vuođđoskuvlii.
Men likevel var undervisninga på norsk.
Muhto lihká lei oahpahus dárogillii.
Det medførte at barna bare satt i klasserommet og hørte på læreren som snakka norsk hele dagen igjennom, men barna forsto ingenting av hva læreren sa.
Dat dagahii ahte mánát dušše čohkkájedje luohkkálanjas ja guldaledje oahpaheaddji gii hálai dárogiela beaivvi njuolgut, muhto eai mánát ipmirdan maid son hálai.
Og hvis barna snakka samisk seg imellom, fikk de beskjed: «ikke bråk».
Ja jus mánát ieža gaskaneaset háleštedje sámegillii, de ožžo dieđu «ikke bråk» – «állet rigere».
Læreren underviste ulovlig på samisk
Oahpaheaddji oahpahii sámegillii lobi haga
I femte klasse hadde de en samisktalende lærer igjen, han het Kristian Nymo og kom fra bygda.
Viđat luohkás lei sis fas sámegielat oahpaheaddji, lei Kristian Nymo su namma ja lei sápmelaš ja gilis eret.
Far forteller at denne læreren underviste på samisk, selv om det slett ikke var lov.
Áhčči muitala ahte dat oahpaheaddji oahpahii sin sámegillii, vaikke ii lean sus oba lohpi ge.
Det var vel slik at læreren så at barna ikke var i stand til å lære nevneverdig på fremmedspråket.
Ammal oahpaheaddji oinnii ahte eai mánát birgehallan oahppat áktánasat vierrogillii.
Han underviste og forklarte alt på samisk, far husker historiefaget best.
Son oahpahii ja čilgii visot sámegillii, historjjálaš fága muitá mu áhčči buoremusat.
Han mener selv at dette året og denne læreren gjorde at de lærte det de lærte på skolen, for han husker fortsatt det han lærte det året, og siden da har han vært interessert i verdenshistorie.
Ja son maid jáhkká ahte dát jahki ja oahpaheaddji dagahii dan ahte sii ohppe dan maid sii ohppe skuvllas, go oahpahus dán jagis lea sus ain odne mielas ja dan rájes lea son beroštan máilmmehistorjjás.
Etter dette året fikk de igjen bare norsktalende lærere, og all undervisning var igjen på norsk.
Dán jagi maŋŋá ledje fas beare dárogielat oahpaheaddjit sis, ja visot oahpahus lei vuot dárogillii.
Men nå hadde barna begynt å lære litt norsk, etter at de hadde hatt en samisktalende lærer å snakke med i ett år.
Muhto mánát ledje dál veahá oahppagoahtán dárogiela, go ledje beassan sámegieloahpaheaddjin jagi sagastallat.
«Geađgebohkká»
«Geađge-bohkká»
Far husker spesielt en lærer som pleide å passe på om barna snakka samisk i friminuttene. Hvis han hørte noen snakke samisk, så sprang han etter barnet.
Áhčči maid muitá erenomážit ovtta oahpaheaddji gii lávii bottus fáktet hállet go mánát sámegillii, ja jus de gulai muhtima hállamin sámegiela, de son viehkalahtii dan máná.
Det barnet han fikk tak i, straffa han på et eller annet vis, som oftest ved å dra dem i ørene.
Dat mánát geat váldojedje gitta, sii ráŋggáštuvvojedje muhtin láhkai, eanaš hevii son fanahii sin beljiid.
Far forteller at de kalte ham «geađgebohkká» siden han het Steinbukk på norsk.
Su gohčodedje «geađge-bohkkán» go dárogillii lei su namma Steinbukk, muitala áhčči.
Nå har jeg sjøl funnet ut at hans riktige navn var Sigmund Steenbuch [1]
Lean dál ieš gávnnahan ahte su albma namma lei gal Sigmund Steenbuch. [1]
Nynorsk eller samisk?
Ođđadárogiella vai sámegiella?
På ungdomsskolen hadde de fortsatt norsk som hovedspråk.
Nuoraidskuvllas sis lei ain dárogiella váldogiellan.
Men nå fikk de velge mellom to fag, nemlig nynorsk og samisk.
Muhto dál sii besse válljet guovtti fága gaskka, nammalassii ođđadárogiela ja sámegiela gaskka.
Dessverre hadde elevene lært fra de var små at de slett ikke hadde bruk for det de kunne lære på skolen.
Dađi bahábut ledje oahppit mánnávuođa rájes jo ruovttus oahppan ahte eai hal sii gal dárbbaš dán oahpu maid skuvllas ohpet.
Spesielt reindriftssamene mente at skolelærdom var noe tull, for deres barn skulle jo jobbe i reindrifta.
Erenomážit boazosápmelaččaid mielas lei dát oahppu dušši, go sin mánát han galggašedje viidásat bargat boazodoaluin.
Og hva gjør man vel i reindrifta med norsk, norgeshistorie, matematikk osv.?
Ja maid vel boazodoalus ge dárogielain, norgga historjjáin, matematihkain jna.?
Elevenes syn på skolen og skolelærdom var selvsagt den samme som foreldrenes, og far forteller det slik at mange valgte nynorsk framfor samisk nettopp fordi nynorskundervisninga var dårligere.
Nu ahte ohppiid oaidnu skuvlii ja ohppui lei diehttelasat seamma go váhnemiin, ja nu go mu áhčči muitala de olusat válljejedje ođđadárogiela ovdalgo sámegiela, justa dan dihtii go ođđadárogielat oahpahus lei heittohat.
Og det at undervisninga var dårligere, betydde at det var mindre arbeid i timene og mye fri. De fikk gå rundt ute og kose seg i timene.
Ja dat ahte lei heittohat, mearkkašii ahte lei unnánat bargu diimmuin, olu friddja, olgun besse baicce vánddardit ja márkanastit.
Jeg vet ikke hvorfor det var slik, men det kan jo hende at læreren slett ikke hadde kompetanse til å undervise i nynorsk.
Ii dieđe manne lei nu, muhto soittii leat dat ahte oahpaheddjiin ii lean dat gelbbolašvuohta obanassiige oahpahit ođđadárogielas.
Skolen var bortkasta tid – hva kunne man vel bruke den til?
Skuvla lei dušši – maid vel dainna oahpuin?
Slik som jeg har nevnt her ovenfor, så mente reindriftssamene at skolen var bortkasta tid for barna deres.
Nu go dás bajábealde namuhin de lei boazosápmelaččain oainnat vuos dat oaidnu ahte skuvla lei duššin sin mánáide.
De mente at såfremt barna ikke lærte reindriftsarbeid på skolen, så kunne det ikke kalles lærdom.
Meinejedje ahte nu guhká go eai oahppan boazodoalu bargguid birra skuvllas, de ii gohčoduvvon dat oahppun.
På en måte hadde skolen tatt fra dem arbeiderne deres som skulle ha lært å arbeide for familien, både hjemme og ute.
Go ovtta láhkai de lei skuvla dego rivven sis bargiid, geat galggašedje oahppat bargat ja bajásšaddat bearrašii veahkkin, sihke ruovttus ja meahcis.
Sønnene skulle lære å gjete flokken, merke reinkalver, slakte osv. Døtrene skulle lære å lage klær, koke mat, ta seg av barna, gjete flokken osv. Men fordi alle ble tvunget på skolen, hadde ikke familiene lenger den samme muligheten til å bruke barna som arbeidshjelpere.
Gándamánát galge oahppat ealu guođohit, merket misiid, njuovvat jna. Ja nieidamánát fas ruovttubargguid nugo duddjot, málestit, mánástallat, guođohit ealu jna. Muhto go šattai bággu buohkain skuvlii, de ii lean šat dat seamma vejolašvuohta veahki oažžut mánáin.
Og de gangene barna var hjemom, rakk ikke foreldrene å lære dem så mye som de ellers ville ha rukket.
Ja daid háviid go mánát ruovttus finastedje, de váhnemat eai ollen oahpahit sin nu olu go muđui livčče.
Derfor brydde ikke barna seg større om skolen, og de pleide å skulke ganske mye.
Mánát eai maid beroštan skuvllas ja oahpus dalle stuorrát, nu ahte lávejit olu «skulket».
Det var veldig vanlig at de gjorde det, og de hadde også som mål å skulke så mye som mulig.
Lei hui dábálaš ahte dan dahke, ja lei maid ulbmil sis skulket nu ollu go vejolaš.
Man flytta tidlig på internat
Áigá juo ruovttus vuolgit internáhtii
Barna måtte flytte hjemmefra alt som sjuåringer, og de fleste bodde på internatet.
Mánát šadde ruovttus vuolgit jo go ledje čiežajahkásaččat ja álgit skuvlii, ja eanaš mánát šadde orrut internáhtas.
Det gjorde også faren min da han var barn.
Ja nu šattai mu áhčči ge dahkat go son lei mánná.
Han forteller at husmora var rivgu og snakka norsk, og de måtte kalle henne «husmor».
Muitala ahte dat dálueamit lei rivgu ja hálai dárogiela, ja sii galge gohčodit su «husmor».
Det var noen tjenestejenter der som snakka samisk også, men det var også noen samiske tjenestejenter der som aldri gikk med på å snakke samisk.
Ledje gal muhtin biiggát geat hálle sámegiela maid, muhto ledje maid biiggát geat ieža ledje sápmelaččat geat eai vuollánan hállat sámegiela.
Når barna hadde vært hjemme på ferie, pleide tjenestejentene å vaske dem svært grundig, de kalte barna for lusete reindriftsbarn.
Go mánát ledje ruovttuin fitnan luomus, de lávejit biiggát sin juohke háve bassat ja gohčodedje sin dihkkebadjeolmmožin.
Fastboende og reindriftssamer
Dálonat ja boazosápmelaččat
Faren min mener at tjenestejentene snakka norsk fordi norsk liksom var et finere språk på den tida, at tjenestejentene sjøl syntes de var finere hvis de snakka norsk.
Mu áhčči jáhkká ahte biiggát danin dárostedje go dárogiella lei nu fiinna giella dalle, ahte biiggát ledje iežaset mielas nu fiidnát go dárostedje.
Det ga også høyere status å beherske norsk på den tida, spesielt i bygda og blant de fastboende.
Lei maid stáhtus dan áigge dárogiela máhttit, ja erenomážit márkanis ja dáloniid gaskkas.
De fleste fastboende skifta også etternavn etter at Jordsalglova av 1902 kom, når de kjøpte jord tok de jordstykkets navn som etternavn, og det var selvsagt norske navn.
Ja eanaš dálonat lonuhedje goarggu maid dan «Jordsalgsloven» maŋŋá 1902:s, go oste eatnama de válde eatnama nama goargun baicce, mat diehttalas ledje dárogielat namat.
Reindriftssamene var veldig lojale i forhold til sitt eget språk og sin egen bakgrunn, ikke slik som de «fine fastboende», som reindriftssamene kalte dem. Og da skjelte de fastboende ut reindriftssamene, kalte dem lusete, skitne, dyr, ville mennesker osv. Forståelig nok er det fortsatt litt vondt blod mellom reindriftssamebarn og fastboende, på grunn av denne skittkastinga både på internatet og andre steder.
Boazosápmelaččat ledje hui lojálat iežaset gillii ja duogážii, eaige nu go dat «fiinna dálonat», nu mo boazosápmelaččat gohčodedje sin. Ja dalle cielahedje dálonat boazosápmelaččaid, gohčodedje sin dihkkediŋgan, duolvan, meahcceeallin, vilda olmmožin jna. Áddedmis de lea ain veahá vašši dalá boazosápmelaččaid mánáin dáloniidda, cielaheame dihte sihke internáhtas ja eará sajiin.
Far forteller at det var så fredelig og godt å komme hjem til familien, eller dit hvor reinflokken var akkurat da.
Áhčči muitala ahte lei nu buorre ja ráfálaš boahtit ruoktot bearraša lusa dahje dohko gos dal eallu lei justa dalle.
Han sier at det ikke var så ille å være ved Porsangerfjorden som i Karasjok sentrum, for der hadde de sjøsameverde [2], og de bar ikke hat mot dem, de var tvert imot samarbeidspartnere.
Porsáŋgguvuotnagáttis ii lohkan nu vearrái go Kárášjogas márkanis, go doppe ledje sis verddet geat ledje mearrasápmelaččat ja sis ii lean vašši sidjiide muhto baicce ovttasbarge.
Mors fortelling
Eatni muitalus
Elen Marit J. Guttorm (Foto: Ann-Silje Guttorm)
Elen Marit J. Guttorm (Govva: Ann-Silje Guttorm)
Elen Marit J. Guttorm, Jovnnin-Pier-Jovnna-Elle, er født i Karasjok i 1961.
Elen Marit J. Guttorm, Jovnnin-Pier-Jovnna-Elle, lea riegádan 1961:s Kárášjogas.
Etter grunnskolen tok hun handel- og kontorfag i Narvik i 1976, Samisk folkehøgskole i Karasjok i 1979, helsefag og allmennfag på Samisk videregående skole 1983–87 og sykepleiefag ved Høgskolen i Finnmark i Hammerfest fra 1987.
Maŋŋá vuođđoskuvlla son váccii jagi Handel- og kontor-fága Narvikas 1976:s, Sámi álbmotallaskuvllas Kárášjogas 1979:s, dearvvašvuođa- ja birasfága Sámi joatkkaskuvllas Kárášjogas 1983–85, dábálašfága Sámi joatkkaskuvllas 1985–87 ja buohccedivššárfága Finnmárkku allaskuvllas Hámmárfeasttas 1987 rájes.
Samisktalende lærer
Sámegielat oahpaheaddji
Min mor begynte på grunnskolen i 1968, også hun i Karasjok.
Mu eadni álggii vuođđoskuvlii 1968:s, son maid Kárášjogas.
Det var det første året samisk var eget fag i grunnskolen i Karasjok. Året før hadde Grensen skole starta med samiskundervisning.
Lei vuosttas jahki ahte sámegiella lei sierra fágan Kárášjoga vuođđoskuvllas, jagi ovdal ledje Rájá skuvllas álgán sámegieloahpuin.
I første og andre klasse hadde de en samisktalende lærer, Odd Mathis Hætta, og mor kunne bare si «ja» og «nei» på norsk da hun kom til bygda.
Vuosttaš ja nuppi luohkás lei sis sámegielat oahpaheaddji, Odd Mathis Hætta, ja eadni ii máhttán go «ja» ja «nei» dárogillii go bođii márkanii.
Men heller ikke de gjorde annet enn å leke og fortelle eventyr det første skoleåret.
Muhto vuosttaš jagi eai dahkan eará go stohke ja máinnastedje sii ge.
Det fantes ikke samiske lærebøker da.
Eai dalle gal vel gávdnon vuos sámegiel oahppogirjjit.
Mor hadde heller ikke bare samisktalende lærere, norsk var fortsatt hovedundervisningsspråket.
Eai eatnis lean dušše sámegielat oahpaheaddjit, dárogiella lei ain dat váldo oahppangiella.
Internatbarn
Internáhta-mánná
Også hun var reindriftssamebarn, og bodde på internatet noen år.
Maiddái son lei boazosápmelaččaid mánná, ja orui internáhtas moadde jagi.
Det varte fram til søstrene ble så store at de kunne ta ansvar for småsøsknene sine hjemme mens foreldrene var lenger nord og flytta med reinflokken.
Dassái go oappát šadde doarvái boarrásat ahte sáhtte váldit ovddasvástádusa unnit oappáin ja vieljain ruovttus, dan botta go váhnemat ledje davvin ealuin johtimin.
Mor forteller at på den tida var ikke de internatansatte så slemme med dem, og hun hadde også mange søsken der, og det var en stor trøst for henne.
Eadni muitala ahte eai dalle lean šat nu vearrái internáhta biiggát sin vuostá, ja sus gal ledje lihká oappát ja vieljat doppe máŋga, mii lei hui stuorra jeđđehussan.
Nynorsk eller reindriftsfag?
Ođđadárogiella vai boazodoallofága?
Mor forteller at de begynte med engelsk alt i 5.klasse, selv om de ennå ikke hadde lært norsk ordentlig.
Eadni muitala ahte sis álggii 5. luohkás juo eaŋgalasgiella, eai lean vuos eai dárogiela ge oahppan albma láhkai.
I åttende klasse fikk de velge mellom nynorsk og reindriftsfag.
Gávccát luohkás besse sii ge válljet ođđadárogiela ja boazodoallofága gaskka.
Mor valgte reindriftsfag siden hun hadde vokst opp i en reindriftsfamilie, for å lære det hun ikke hadde fått tid til å lære hjemme.
Eadni válljii boazodoallofága go lei boazodoallobearrašis bajásšaddan oahppan dihte daid bargguid maid ii ollen ruovttus oahppat.
Men læreren var en fastboende, Hans Nergård, og han visste ikke stort om reindrift.
Muhto oahpaheaddji han lei dáluolmmoš, Hans Nergård, ja ii hal son gal diehtán olus boazodilis.
Så da ble det slik at elevene stort sett gikk tur i timene, ikke tur i skogen, men i bygda.
Nu ahte šattai nu ahte oahppit eanaš váccašedje tuvrraid, ja eai dan ge bargan meahcis muhto márkanis.
Min egen fortelling
Iežan muitalus
Ann-Silje Guttorm (Foto utlånt av Ann-Silje Guttorm)
Ann-Silje Guttorm (Govva luoikan Ann-Silje Guttorm)
Ann-Silje Guttorm, Ristena-Jovnna-Ánne, er født i Hammerfest i 1982, men oppvokst i en reindriftsfamilie i Karasjok.
Ann-Silje Guttorm, Ristena-Jovnna-Ánne, lea riegádan 1982:s Hámmárfeasttas, muhto bajásšaddan Kárášjogas boazodoalobearrašis.
Hun var ikke mer enn ett år i barnehage, for hun var så heldig at hun fikk vokse opp hjemme hos bestemor, og trengte heller ikke gå på SFO etter skoletid.
Ii lean go jagi mánáidgárddis, go lei nu lihkolaš ahte beasai ruovttus áhkus luhtte bajásšaddat, ja ii dárbbašan ii Astoáiggefálaldahkii (SFO) ge searvat maŋŋá skuvlla.
Hun gikk grunnskole i Karasjok, videregående skole i Karasjok, Lakselv, Alta og Hammerfest.
Kárášjogas váccii vuođđoskuvlla, joatkkaskuvlla son váccii Kárášjogas, Leavnnjas, Álttás ja Hámmárfeasttas.
Og nå (2009) er hun førsteårsstudent ved førskolelærerutdanninga på Samisk høgskole i Kautokeino.
Ja dál (2009) lea son vuosttas jagi ovdaskuvlaoahpaheaddjistudeanta Sámi allaskuvllas Guovdageainnus.
Grunnskolen
Vuođđoskuvla
Jeg gikk i flyttsameklassen fram til ungdomsskolen. Det var i begynnelsen F-klassen, seinere ble det Á-klassen.
Mun vázzen johttisámiidluohkás gitta nuoraidskuvlla rádjai, lei álggos F-luohkká, muhto rievdaduvvui Á-luohkkán.
Men vi hadde ikke annerledes undervisning av den grunn, elevene hadde annen bakgrunn enn i fastboende- og norsktalende klasse. I tillegg hadde vi den såkalte fjellskolen som var en slags flytting av skolen opp på fjellet i forbindelse med vårflytting, merking, slakting osv.
Muhto ii mis lean gal earálágan oahpahus dan dihtii, lei dušše duogáš earálágan go dálu- ja dážaluohkáin, ja dat nu gohčoduvvon várreskuvla mii lei ovtta láhkai skuvlasirdin várrái leaš dal leamaš giđđajohtin, mearkun, njuovadeapmi jna.
Jenta på gangen
Feaskára biigá
Jeg husker spesielt en lærer fra barneskolen som noen ganger sa noen samisk ord feil, sjøl om hun var en fastboende same fra Karasjok.
Mun muittán erenomážit ovtta oahpaheaddji mánáidskuvllas, gii lávii muhtimin boastut dadjat muhtin sámegiel sániid, vaikko lei dálusápmelaš Kárášjogas eret.
Jeg hadde for vane å rette på språket hennes, og da ble jeg sendt ut på gangen for å stå der.
Mus lei dáhpi njulgestit su giela ja de mu gevven de feaskárii čuččodit.
Hun sa aldri at jeg hadde rett, men i begynnelsen pleide hun å ringe til far og fortelle at nå hadde dattera hans vært ufin igjen.
Ii goassige namuhan ahte mus lei riekta, muhto láve álggos riŋgestit áhččái ja muitalit ahte dál lea su nieida vuot njálbmon.
Far pleide å spørre hva dattera hans nå hadde sagt for noe, og læreren fortalte selvfølgelig det.
Áhčči láve jearrat maid dat su nieida lea ges lohkan boastut dál, ja oahpaheaddji dieđusge muitala maid.
Da pleide far å le og si at det var ikke å være ufin, det var å rette på, og han kom ikke til å straffe meg for det.
De láve áhčči boagustit ja lohkat ahte ii hal diet leat njálbmut, muhto njulget, ja son ii vuollán gal ráŋggáštit dien dihte.
Og da fortsatte jeg selvfølgelig med å rette på læreren, siden jeg hørte at far ikke synes det var noe galt i det.
Nu ahte mun dieđusge jotken iežan njulgenhommá go gullen áhčis ahte ii dat lean gal boastut.
Og læreren ringte ikke lenger hjem til far, og hun slutta også å sende meg ut på gangen.
Ja oahpaheaddji ii šat maŋážassii gillen riŋget áhččái ja heittii mu ge feaskárii bidjamis.
Hun kjefta nok kanskje litt på meg, men det tålte jeg da alltids.
In dalle gal eará go veahá bealkkahallen, muhto dan mun gal girden.
Lojal mot morsmålet
Lojála eatnigiela vuostá
Jeg hadde en slik samisklærer på ungdomsskolen også.
Lei gal nuoraidskuvllas maid mus okta diekkár sámegieloahpaheaddji.
Også hun pleide å si noen samiske ord feil, og jeg retta på henne, og fikk kjeft for det.
Son maid lávii muhtin sámegiel sániid lohkat boastut, ja mun njulgestan, ja bealkkahalan.
Hun prøvde seg med samme taktikk som barneskolelæreren min, å ringe hjem til foreldrene mine, men heller ikke hun kom noen vei med det.
Geahččalii seamma taktihka go mu oahpaheaddji mánáidskuvllas, ruoktot riŋget mu váhnemiidda, muhto ii son ge joavdan dainna áššiin guhkás.
En annen samisklærer roste meg og sa at jeg var flink og lojal mot morsmålet mitt, fordi jeg tok vare på det.
Okta eará sámegieloahpaheaddji gal rámidii mu ja logai mu čeahppin ja lojálan iežan eatnigillii, go válden vara das.
Norske bøker
Dárogielgirjjit
De fleste bøkene våre var på norsk, bortsett fra i samiskfaget, selvsagt.
Mis ledje eanaš girjjit dárogillii, earretgo sámegielfágas dieđusge.
Men undervisninga var på samisk, og de første årene skrev vi bare samisk, men på ungdomsskolen ble det mer skriftlig arbeid, og da begynte vi også å skrive på norsk.
Muhto oahpahus gal lei sámegillii, ja álgojagiid mii čáliimet dušše sámegillii, muhto nuoraidskuvllas go mis šadde eanet čállinbarggut de čálligođiimet dárogillii.
Det gjorde vi fordi bøkene var på norsk, og da var det også lettere å besvare oppgaver fra bøkene på norsk.
Dagaimet dan go girjjit ledje dárogillii, ja lei maid álkit vástidit gažaldagaid girjjiin dárogillii.
Likevel var størstedelen av undervisninga på samisk, spesielt den muntlige delen, så lenge vi hadde samisktalende lærere.
Lihká lei ain stuorra oassi oahpahusas sámegillii, erenoamážit ságastallan, nu guhká go ledje sámegielat oahpaheaddjit.
Konklusjon
Konklušuvdna
Både jeg og foreldrene min gikk grunnskolen i Karasjok. Hvis man sammenligner fortellingene våre, forstår man at hver periode har sine særtrekk.
Sihke mun ja mu váhnemat vácciimet Kárášjoga vuođđoskuvlla, ja jus dáid muitalusaid buohtastahttá de ipmirda ahte lea juohke áigodagas erohusat.
Far gikk på skolen i den hardeste og verste fornorskningstida, da lærerne og internatbetjeninga gjorde alt for å fornorske barna.
Áhčči lei dan garraseamos ja vearrámus dáruiduhttináigge skuvllas, goas oahpaheaddjit ja internáhta biiggát barge visot dan ahte dáruiduhttit sámi mánáid.
Det var selvsagt noen som ikke var så opphengt i fornorskningspolitikken.
Ledje dieđusge muhtimat geat eai lean nie heaŋgasan dan dáruiduhttinpolitihkkii.
I mors skoletid hadde det allerede blitt litt bedre, men slett ikke bra.
Eatni áigge ledje juo veahá ložžen, muhto eai eisege vuos áibbas ložžen.
De var den aller første gruppa ved Karasjok grunnskole som fikk undervisning på samisk og med samisktalende lærer, og det fikk de bare de første skoleårene.
Lei easkka vuosttaš joavku geat ožžo sámegiel oahpahusa ja oahpaheaddji Kárášjoga vuođđoskuvllas, ja dat lei dušše daid álgo jagiid skuvllas.
Etter det fortsatte mesteparten av undervisninga på norsk, og det var fortsatt en internatkultur.
Dás sii jotke eanaš oahpahusa dárogillii ja ain lei internáhtakultuvra.
Jeg igjen har hatt en helt annen erfaring, det var ikke bare samiskundervisning og samisktalende lærere, men egen flyttsameklasse.
Mus lea leamaš fas áibbas eará vásáhus, ii lean dušše sámegieloahpahus ja -oahpaheaddjit, muhto lei maid johttisámiidluohkká.
Det hadde også så smått begynt å komme ut lærebøker på samisk.
Ledje maid smávvát álgán sámegiel oahppogirjjit maid almmuhuvvot.
Og da hadde samiske barn lovfesta rettighet til å ha samisk som undervisningsspråk i grunnskolen.
Ja dalle ledje jo lága mielde sámi mánáin rievttit sámegiellii oahpahusgiellan vuođđoskuvllas.
Så slik som vi hadde det på grunnskolen, var omtrent slik som dagens grunnskoleelever har det.
Nu ahte mus gal lei vuođđoskuvllas sullii seamma dilli go otná ohppiin.
[1] Sigmund Steenbuch forteller om sine egne erfaringer fra Karasjok i Samisk skolehistorie 1. (red.)
[1] Sigmund Steenbuch muitala iežas vásáhusain Kárášjogas Sámi skuvlahistorjá 1-girjjis. (doaim.)
Flere artikler fra Samisk skolehistorie 6
Eará artihkkalat Sámi skuvlahistorjá 6-girjjis