Skoleminner fra Neiden
Skuvlamuittut Njávdámis
Marie Kristine Bekkala, f. Lodde, (1881–1972) vokste opp i Neidenfjorden i Sør-Varanger, og gikk på skole i Neiden.
Marie Kristine (Risten) Samuelsdatter Lodde (1881–1972) šattai bajás Njávdánvuonas Mátta-Várjjagis, ja váccii skuvlla Njávdámis.
Marie Bekkala skreiv ned minnene sine på sitt morsmål finsk.
Marie Kristine Bekkala čálii muittuid suomagillii.
Siden hun bodde hele livet i Norge og ikke fikk noen opplæring i å skrive finsk, er språket tildels langt fra standard finsk.
Go orui olles eallima Norggas ii ge goassege ožžon oahpu čállit suomagiela, de su giella lea guhkkin eret normaliserejuvvon suomagielas.
Den versjonen som er oppbevart av Institutt for folkeminne er heller ikke hennes original, men en maskinskrevet avskrift med mange rettinger og forklaringer med penn.
Veršuvdna mii dál lea Institutt for folkeminne hálddus ii leat ge su originálačálus, muhto mašiinnas čállon nubbehusčálus mas leat máŋga divodeami ja čilgehusat čállon peannain.
Vi tar derfor forbehold om at kanskje ikke oversettelsen er helt korrekt.
Mii fertet danin mieđihit ahte lea vejolaš ahte jorgaleapmi ii soaitte leat áibbas originálateavstta mielde.
Det som er fortalt her er barnets opplevelser nedskrevet 70 år seinere, det kan derfor ikke garanteres at alt er helt historisk korrekt. Det gjelder særlig det som er skrevet om skoltesamene.
Fertet maiddái cealkit ahte dát lea máná ipmárdus, nu go lea čállon 70 jagi maŋŋá, nu ahte ii leat sihkkar ahte visot lea historjjálaččat riekta, erenoamážit dat mii lea čállon nuortalaččaid birra.
Jeg var 7 år gammel da jeg begynte på skolen.
Mun ledjen 7-jahkásaš go álgen skuvlii.
Det var vanskelig da det var lang reise til skolen.
Lei váttis go lei guhkes mátki skuvlii.
Jeg måtte overnatte hos folk da vi ikke nådde hjem før det var blitt mørkt.
Fertiimet idjadit olbmuid luhtte go eat ollen ruoktot ovdal go sevnnjodii.
Så foreldra måtte spørre folk om deres barn kunne bo der da det var lang reise hjem hver dag og om vinteren var det kaldt.
Nu váhnemat šattaiga jearrat olbmuin ahte sáhttágo sudno mánná orrut doppe go lei guhkes mátki ruoktot juohke beaivvi ja dálvit lei buolaš.
Og så lova de å sørge for mat til barna, og det var lite med mat da de var fattige i den tida.
Ja nu de lohpideigga ahte gal soai fuolaheaba borramuša mánáide, go dainge lei unnán borramuš go lei geafes áigi.
Så da tok de gjerne inn barna.
Nu dat millosit válde sisa.
Og det var alltid mange fremmede barn i huset, men det var lite plass da romma var små.
Ja dat ledje máŋga amas máná álo viesus, muhto unnán sadji go lanjat ledje unnit.
Så man måtte sove på gulvet.
Nu fertii nohkkat láhttis.
Gulvet var fullt.
Ledje láhtti dievva.
Når lørdagen kom så henta foreldra barna hjem.
Go bođii lávvordat de bohte váhnemat viežžat mánáid ruoktot.
Der bada de barna og vaska klærne deres og tørka dem til mandag.
Doppe sávnnodedje ja basse mánáid biktasiid ja goikadedje daid mánnodahkii.
Det var lite med klær.
Unnán ledje biktasat.
Og da mandagen kom, blei barna igjen frakta til skolen.
Ja go mánnodat bođii, fas dolvo skuvlii.
De måtte ha mat med så de klarte seg gjennom uka.
Fertii leat biebmu fárus nu ahte birge ieš vahku.
Og vanskelig var det der det ikke var veg.
Ja heajos mátki lei dohko go ii lean geaidnu.
Man måtte gå i terrenget og etter elva når den var frosset.
Fertii vácci vánddardit ja jogaid bokte go lei jikŋon.
Men skolen begynte ikke før elva var frosset.
Iige skuvla álgán ovdal go johka lei jikŋon.
Den varte alltid 12 uker i året.
Dat bisttii jagi álggus 12 vahku álo jagis.
Vi var åtte barn.
Mii leimmet gávcci máná.
Når en var ferdig på skolen, så måtte en annen ta plassen om ikke da to barn fra huset gikk på skolen samtidig.
Go okta gearggai skuvllas de fertii nubbi váldit saji jos eai lean guokte máná dálus geat vázze skuvlla oktanis.
Vi var fire gutter og fire jenter.
Mii leimmet njeallje bártni ja njeallje nieidda.
Vi var ti personer med foreldrene i huset. Den gang fantes det ikke internat og heller ikke skikkelig skolelokale.
Mii leimmet logi olbmo oktan váhnemiiguin viesus, iige dalle gávdnon internáhtta iige albma skuvlalatnja.
Skolen blei holdt hjemme hos folk, det var ikke mer enn to klasser, «frøknenes» skole og lærernes skole.
Olbmuid lanjain dolle skuvlla, eaige lean go guokte klássa, (nissoniid) skuvla ja dievdduid skuvla.
Læreren het Johan Håheim [1].
Skuvlaalbmá namma lei Johan Haaheim [1].
Han var helt norsk (enspråklig), han kunne ikke lese verken finsk eller samisk.
Dat lei nu dáža ahte ii máhttán lohkat suomagiela iige sámegiela.
Barna var ganske flinke til å lese, men de forsto ikke hva de leste, siden de ikke kunne norsk.
Mánát ledjet muhtumat čeahpit lohkat, muhto eai sii diehtán maid sii lohke go eai máhttán dárogiela.
De hadde ikke noe sted å lære det da det dengang ikke bodde en eneste nordmann i Neiden, det var ingen som tolka fra norsk til finsk.
Iige lean gos oahppat go ii dalle orron oktage dáža Njávdámis, ii lean giige gii dulko dárogiela suomagillii.
Jeg nådde å bo i fem hus i løpet av min skoletid.
Mun ollejin orrut viđa viesus iežan skuvlaáiggis.
De tok ikke noe betalt for å bo der.
Dat eai váldán maidige orrumis.
Vi hadde alltid gratis hus og spiste vår egen mat og derifra var det ennå en kilometer til skolen.
Mii leimmet álo nuvttá viesuin ja iežamet biepmuid boraimet ja dasge lei skuvlii kilomehter.
Brødet frøys i veska.
Láibi galbmui lávkkas.
Vi spiste det og det var frossent.
Dan mii boraimet ja dat lei galmmas.
Og noen ganger gråt vi. Det var kjedelig når vi ikke hadde lyst til å gå på skole.
Ja muhtumin čieruimet. Lei ahkit go ii lean miela mielde skuvlavázzin.
Men de dagene har gått, og kommer gudskjelov ikke tilbake.
Muhto dohko manne datge beaivvit, eaige, Ipmilii giitu, boađe ruovttoluotta.
Men jeg undrer meg over skolen i vår tid.
Muhto mun imaštalan dán áigásaš skuvlla.
Den er bra på alle måter, men ennå er ikke foreldrene takknemlige.
Lea buot láhkai buorre ja goitge leat váhnemat giitemeahttumat.
Vi var ikke så fine på det.
Eat mii lean nu fiidnát.
Og jeg kan også fortelle at på fjorden rodde de barna helt fra Korsfjord og Storbukt og deromkring, og alt gjorde de gratis.
Ja muitalan vel ahte vuonas suhke mánáid fatnasiin gitta Ruossavuonas ja Nirvagohpis ja doppe birrasiin ja buohkat dahke dan nuvttá.
Fremmede barn bodde rundt omkring hos folk.
Orro olbmuid luhtte amas mánát.
De kunne gå på skolen til de var 18 år.
Gitta 18 jagi rádjái vázze.
Noen hadde begynt å gro skjegg før de gikk konfirmasjonsskolen.
Soapmásiin ledje jo skávžžát šaddan ovdal go manne rihppaskuvlii.
Og ennå gikk de der i seks uker.
Ja vel lei guhtta vahku vázzit.
Den gikk de på Kirkenes.
Dan vázze Girkonjárggas.
Der var heller ingen steder å bo.
Ii doppege lean gos orrut.
Der måtte man også bo i husa hos folk.
Doppe maiddái sáhtii olbmuid lanjain orrut.
Og dit også måtte man ha mat med for å klare seg de seks ukene skolen varte.
Ja doppe maiddái iežas biebmu fárus vai birge guhtta vahku skuvlla vázzit.
Og om man var dårlig å lese, så blei man kasta ut av presten.
Ja jos lei čuorbi lohkat de daid bijai báhppa eret.
Han ba dem å reise hjem som ikke kunne lese Fadervår, de måtte komme igjen neste år.
Dáhtui ruoktot vuolgit go eai máhttán Áhččimin lohkat, nuppi jahkái.
Og dersom man ikke kunne neste år heller, så blei man kasta ut av konfirmasjonsskolen.
Ja jos ii máhttán nuppi jagige, de fas bijai eret rihppaskuvllas.
Og hvis man kom tredje året, da fikk man bli.
Ja jos goalmmát jagi bođii, de besttii.
Det var jo vanskelig.
Dat gal lei váttis.
Noen hadde bare gått en halv skole og da kunne de ikke svare på det presten spurte om, og så måtte de dra hjem igjen.
Muhtimat ledje jo bealle skuvlla vázzán ja de eai máhttán maid báhppa jearai álggus ja nu dain lei fas vuolgit ruoktot.
Og de var så nedslåtte når de måtte dra hjem midt i skolen og foreldra likte det jo ikke når presten var så streng.
Ja dat ledje nu vuollánan go galge gasku skuvlla vuolgit ruoktot ja váhnemat eai áibbas liikon go báhppa lei nu streaŋggis.
Det var tungt for foreldra å holde barna med mat, da det var trange tider, man hadde ikke noe å kjøpe for, og man fikk ingen ting når man ikke hadde penger å betale med. Så det blei mange reiser til fots og med båt.
Váhnemiin lei ollu das ahte goasttidit biepmu, go lei geafes áigi, iige lean mainna oastit, iige doppe ožžon maidege, go ii lean ruhta mainna oastit. Ja dohko ledje máŋga mátkki ja fanasmátkki.
Lokalbåten kom ikke mer enn en gang i uka og det var ikke vei, så man måtte reise sjøl med båt.
Dámpa ii fitnan go oktii vahkus, ii lean geaidnu nu ahte lei dušše mearramátki.
Og på skolen var det ikke annet enn steintavler å skrive på og kritt som penn.
Ja vel skuvllas eai lean go geađgetávvalat maidda čállit ja krihta peannan.
Og når tavla var skrevet full, så strøyk man ut det som var skrevet og begynte å skrive på nytt, og sånn var det.
Ja go dat lei čállon dievva, de sihkkojuvvui eret dat čálus ja ođđasa čálligohte nu ahte nu.
Og dårlig lys var det.
Ja heajos čuovga lei.
Men de som var flinke til å lese, de lærte litt.
Muhto gii lei čeahppi lohkat dat oahpai veaháš.
Det var en klasse på skolen.
Okta klássa lei skuvllas.
De kom ikke langt i lærdommen, men så studerte de sjøl videre når de blei voksne.
Eai sii beassan guhkás oahpus, muhto ieža sii studerejedje go šadde ollesolmmožin.
Ennå husker jeg at skoltene (østsamene) bodde i Neiden.
Ja vel muitalan ahte doppe Njávdámis orro nuortalaččat.
Det var fire hus oppe ved Fossen.
Dain ledje njeallje viesu badjin gitta goržži buohta.
De hadde kirke, ei lita kirke som russepresten kom til for å preke.
Dain lei girku, unna girkoš gos ruoššabáhppa finai álo sárdnideamen.
Skoltene kunne ikke lese.
Eai dat nuortalaččat máhttán lohkat.
De var nesten som hedninger før den andre generasjonen vokste opp.
Dat ledje dego báhkkinat ovdalgo nubbi buolva šattai bajás.
Bare de gikk på skole.
Dušše dat vázze skuvlla.
Og hvis noen døde, så blei de begravet ved huset sitt.
Ja jos oktage jámii, de hávdáduvvui iežas viesu gurrii eatnamii.
De var også fattige dengang, ved århundreskiftet.
Dat ledje maiddái geafit dalle čuohtejahkemolsumis.
Alle er døde, det er ikke mer enn to–tre igjen av dem som har bodd der.
Buohkat leat jápmán, eai leat go 2–3 šat, geat šat orrot doppe.
Vi barna gikk alltid for å høre når russepresten preka.
Mii mánát finaimet álo guldaleamen go ruoššabáhppa humai.
Men vi forsto ikke noe, vi hørte bare (nåde) og (Gud).
Muhto eat mii ipmirdan dan, dušše gulaimet (árbmu) ja «gospoda» (Ipmil).
Kirka var så lita at vi kunne ikke komme inn.
Girku lei nu unni ahte dohko ii čáhkan sisa.
Vi var utafor og hørte på.
Mii leimmet olgun ja guldaleimmet.
De gjorde korstegn fra brystet mot magen og fra magen mot skuldrene.
Dat dahke ruossaid raddái gállus čoavjái ja čoavjjis olggiide.
Wikan skriver om han:
Wikan čállá su birra:
Trulig har han bare brukt norsk og ikke avslørt sine finskkunnskaper for elevene.
Dát ii heive oktii čuoččuhusain ahte son ii máhtán suomagiela ii ge sámegiela.
(red.)
(doaim.)
Flere artikler fra Samisk skolehistorie 6
Eará artihkkalat Sámi skuvlahistorjá 6-girjjis