Måtte sitte igjen på skolen fordi han snakket samisk
Šattai čohkkát skuvllas go humai sámegiela
Johan Thomassen fotografert i 2012.
Johan Thomassen, 2012.
(Foto: Ellen-Astri Lundby)
(Govva: Ellen-Astri Lundby)
Johan Eilif Thomassen er onkel til Ellen-Astri Lundby.
Johan Eilif Thomassen lea Ellen-Astri Lundby eanu.
Han er født i 1940 i Store Lerresfjord.
Son lea riegádan 1940:s Stuora Liidnavuonas.
Som for andre krigsbarn i Finnmark ble oppveksten og skolegangen preget av dette.
Ja soahteáigi váikkuhii sihke su bajásšaddamii ja skuvlavázzimii, nugo buot eará soađiáiggemánáide Finnmárkkus.
Da han begynte på skolen i 1947, var det i ei brakke i Elvebukt i Store Lerresfjord, og etter sju års folkeskole ble det kun livets skole til sjøs og hjemme.
Go son álggii skuvlii 1947:s, de lei skuvlavistin muhtun bráhkka Johkaluovttas Stuora Liidnavuonas, ja maŋŋá čieža jagi álbmotskuvllas, de čuovui eallima skuvla meara alde ja ruovttus.
Fra 1955 til 1958 deltok han i fiske.
Son lei guollebivddus 1955 rájes 1958 rádjái.
Det var så å si rett fra konfirmasjonen i Komagfjord kirke til sommersildefisket.
Dat lei goasii nu ahte vulggii njuolga konfirmašuvnnas Gámavuona girkus geassesállitbivdui.
Så fortsatte det med høstsildefisket, loddefisket, Lofotfisket m.m. Senere var han matros på lokalbåtene til Finnmarks Fylkesrederi og seilte også i utenriksfart en del år.
Ja dasto čuovui čakčasállitbivdu, šákšabivdu, Lofuohta-bivdu jna. Dan maŋŋil lei son matros Finnmarks Fylkesrederi báikkálaš fatnasiin ja borjjastii muhtun jagiid maiddái fatnasiin mat johte olgoriikkain.
Han har i tillegg jobbet på Vinmonopolets lager i Oslo og ved Industriell Skiferdrift i Alta.
Dasa lassin lea son maid bargan Vinmonopola rájus Oslos ja Industriell Skiferdriftas Álttás.
Johan Thomassen er nå bosatt i Melsvik i Talvik og bruker barndomshjemmet i Vigeluft i Store Lerresfjord som hytte.
Johan Thomassen ássá dal Guohcamohkis Dálbmeluovttas, ja son geavaha mánnávuođa ruovttu Viđgeluovttas Stuora Liidnavuonas bartan.
– Det jeg husker best fra skolegangen, er da læreren ble forbannet fordi jeg snakket samisk i friminuttet.
– Dat maid buoremusat muittán skuvlaáiggis, lea go oahpaheaddji suhtai munnje dan dihte go sámástin friddjagoartiliin.
Det var ikke lov.
Dan ii lean lohpi dahkat.
Jeg måtte til og med sitte igjen, og læreren gikk flere kilometer fra skolen i Elvebukt og hjem til oss i Vigeluft på en søndag for å snakke foreldrene mine til rette.
Šadden velá čohkkát, ja oahpaheaddji váccii máŋga kilomehtera Čuoikaluovttas, gos skuvla lei, Viđgeluktii, gos min dállu lei, sotnabeaivvi čilget mu váhnemiidda mii lea riekta.
Siden den gangen ble det ikke snakket noe mer samisk hjemme så jeg hørte det.
Dan rájes ii hubmojuvvon sámegiella šat min dálus mu gulu.
Jeg tror foreldrene mine tenkte at det skulle ikke stå på dem, for myndighetspersoner som læreren, presten og lensmannen måtte man høre på.
Jáhkán mu váhnemat smiehtaiga ahte soai eaba galgan moktege leat easttan, dasgo fápmoolbmuid, dakkáriid go oahpaheaddji, báhpa ja leansmánne galggai jeagadit.
Foreldrene mine hadde jo lært seg norsk selv om de var sjøsamer.
Mu váhnemat gal leigga oahppan dárogiela vaikko leigga ge mearrasámit.
Verre var det med besteforeldrene mine.
Vearrát lei mu áhkkobuolvvain.
Mormor Marit Sjursen snakket bare litt norsk.
Mu áhkku, eatni eadni Marit Sjursen, máhtii dušše veaháš dárogiela.
Det har alltid vært et savn at jeg ikke fikk lære det samiske språket.
Munnje lea báhcán ohcaleapmin dat go in goassege beassan sámegiela oahppat.
Jeg forsto likevel en god del.
Liikká ipmirdin oalle muddui.
Jeg lyttet til de voksnes samtaler hjemme inntil læreren satte en stopper for det.
Lávejin guldalit rávisolbmuid ságastallamiid ruovttus, gitta dassážii oahpaheaddji dan bissehii.
Da Johan Thomassen vokste opp hadde familien tett kontakt med reindriftssamene som holdt til på Seiland om sommeren, og det førte til at han snappet opp mange samiske ord fra reindrifta også.
Johan Thomassena bajásšattadettiin lei sis buorre oktavuohta boazosápmelaččaiguin geain lei geasseorohat Sievjjus, ja danin son oahpai ollu sámegielsániid maiddái boazodoalus.
– Vi var deres verdde – venner, og hjalp dem med føringen av reinen over sundet til øya Seiland der de gikk på sommerbeite.
– Leimmet sin verddet – ustibat, geat veahkeheimmet sin vuojahit bohccuid nuori rastá Sivjui, geasseguohtumiidda.
Vi hadde en to meter brei Bindals-båt på 19 fot, og det var derfor lett å hale reinen over rekka hvis den holdt på å drukne.
Mis lei guoktemehtar govdosaš 19-juolggat Bindal-fanas, ja das lei álki geassit bohcco fanasravdda badjel fatnasii jus boazu heavvanišgođii.
Johan Thomassen vokste opp i Store Lerresfjord og begynte i brakkeskolen i 1947.
Johan Thomassen (r. 1940) šattai bajás Stuora Liidnavuonas, ja álggii bráhkkaskuvlii 1947:s.
Her er han en av de eldste, i midten i bakerste rekke, sammen med de andre elevene på skolen.
Dás son lea boarrásepmosiid gaskkas, gaskamuttus duogábealde ráiddus, ovttas eará ohppiiguin skuvllas.
(Foto utlånt av Johan Thomassen)
(Govva luoikan Johan Thomassen)
Reinsvømming over Vargsundet til Bekkarfjord på Seiland, 1950-tallet
Eallu vuodjá Várggonuori rastá Sievjui, 1950-logus. (Govva luoikan Bente Sjursen)
Et skille med evakueringa
Eváhko rájes rievddai buot
– På skolen var det ikke mange som ville si at de var samiske.
– Skuvllas eai lean gallis geat háliidedje muitalit ahte sii ledje sápmelaččat.
De fleste sa de var norske eller Finnmarkinger, noe annet var ikke aktuelt.
Eatnasat lohket iežaset dážan dahje finnmárkulažžan, eará gullevašvuođas ii lean sáhka.
De unge lærerinnene fra Østlandet forsto vel heller ikke at vi kunne være noe annet enn norske.
Ja nuorra nissonoahpaheaddjit, geat ledje Østlánddas boahtán, gal eai sihkkarit ipmirdange ahte mis sáhtii leat eará čearddalaš duogáš go dárrolaččain.
Det var ingen som brukte kofte eller kommager lenger.
Dalle ii lean šat oktage gii geavahii gávtti dahje čázehiid.
Det hadde vi sluttet med for lenge siden.
Daid gal leimmet áigá juo heaitán geavaheamis.
Jeg tror det gikk et skille etter krigen.
Jáhkán ollu rievddai soađi maŋŋá.
De fleste fastboende samer ble evakuert sammen med andre nordmenn sørover, og vi kom til steder der vi så at det var viktig å kunne norsk for å klare oss, ikke minst i kontakt med myndighetene.
Eanas fástaássi sámit šadde evakueret lulásguvlui ovttas eará norgalaččaiguin, ja mii bođiimet dakkár báikkiide gos fargga oinniimet ahte fertii dárogiela máhttit jus galggai birget, erenoamážit go eiseválddiiguin galggai gulahallat.
Vår familie ble evakuert til Nordfold i Nordland, og det sies at lokalbefolkningen der fleipet med at det var rart at vi ikke hadde hale.
Min bearaš evakuerii Nuorttafuldii Nordlánddas, ja lean gullan ahte doppe olbmot hárde min, ja lohke ahte lei ártet go mis ii lean seaibi.
Min eldre bror Tormund som var 8 år i 1944 må ha gått på skole i Nordfold inntil vi kom tilbake i 1946, da begynte han i den provisoriske brakkeskolen som ble satt opp i Elvebukt.
Mu boarrásit viellja Tormund, guhte lei 8 jahkásaš 1944:s, ferte vázzán skuvlla Nuorttafuolddas dassážii mii fas máhcaimet ruoktot 1946:s, ja de son gal álggii dan provisoralaš bráhkkaskuvlii mii ásahuvvui Johkaluktii.
I den tiden var det ingen veiforbindelse, så han måtte ros til skolen.
Dalle eai lean biilaluottat, ja su fertii suvdit fatnasiin skuvlii.
Livets skole
Eallima skuvla
– Vi begynte tidlig å hjelpe til hjemme.
– Mii álggiimet mánnán juo veahkahallat ruovttus.
Jeg var ikke store karen da jeg begynte å slå gresset med ljå.
In lean beare stuora olmmái go láddjegohten suinniid liššáin.
Faren min, Eldor, hadde mistet den ene armen i koldbrann under krigen, så alle friske hender telte med. Vi hadde jord flere steder langs fjorden, så det var en stor jobb å få alt høyet til fjøset.
Mu áhčči, Eldor, lei massán nuppi gieđa soađi áigge, son lei ožžon jápma oačči gihtii, ja danin lei ollu ávki juohkehaččas geain ledje dearvvaš gieđat. Mis ledje gieddeeatnamat máŋgga sajis vuotnagáttis, ja danin lei ge oalle bargu oažžut buot suinniid návehii.
For å slippe å bære høyet opp fra fjæra lagde vi et sinnrikt tausystem der vi brukte spissbåten og sjarken til dra en hestekjelke med høy opp bakken.
Vai eat dárbbašan guoddit suinniid fiervvás bajás, hutkkaimet juogalágan geassinhoiddu, mas geavaheimmet báttiid, spissafatnasa ja šárkka geassit heasttagielkká, masa leimmet gárran suinniid.
– Gamlingen var også god til å ro med den ene armen han hadde.
– Áhččán lei gievra suhkat ovttain gieđain.
Han hadde spikret et lær som samlet begge årene og rodde minst like raskt som andre.
Son lei návlen fatnasii leairra mainna lei čatnan áirruid oktii, ja nie son sugai unnimusat seamma leahtuin go earát.
I tillegg var han god til å kommandere oss andre!
Ja dasa lassin lei son čeahppi gohččut min earáid.
I 1958 sviktet helsa til faren, og da måtte Johan hjelpe moren, Ellen, med alt arbeidet med dyrene inntil de sluttet med husdyrholdet i 1965.
1958 rájes hedjonišgođii áhči dearvvašvuođadilli, ja Johan fertii veahkehit eatnis, Elle, buot oapmebargguiguin gitta dassážii go sii heite oapmedoaluin 1965:s.
– Da var det for sent å tenke på noen videre utdanning, så det ble heller livets skole for meg.
– De gal lei juo beare maŋŋit smiehttagoahtit makkárge oahpu, nu ahte dan maŋŋil mun vázzen eallima skuvlla.
Flere artikler fra Samisk skolehistorie 6
Eará artihkkalat Sámi skuvlahistorjá 6-girjjis