Ellen Marie Vars er født i 1957 og oppvokst i Láhpoluoppal i Guovdageaidnu.
Elle Márjá Vars lea riegádan 1957 ja bajásšaddán Láhpoluobbalis, Guovdageainnus.
Ho har gått grunnskole i Guovdageaidnu, videregående skole der og i Alta, lærerskole i Alta og har lest samisk grunnfag i Tromsø og journalistikk/samfunnsfag og tolkeutdanning ved Samisk høgskole.
Son vázzii vuođđoskuvlla Guovdageainnus, joatkkaskuvlla Guovdageainnus ja Álttás. Son lea vázzán oahpaheaddjiallaskuvlla Álttás ja lea lohkan sámegiela vuođđofága Romssas ja journalistihka/servodatfága ja dulkaoahpu Sámi allaskuvllas.
Ellen Marie har arbeida som grunnskolelærer på svensk og norsk side, språkkonsulent, journalist, tolk og oversetter.
Elle Márjá lea bargan vuođđoskuvlaoahpaheaddjin ruoŧa- ja norggabeale Sámis, giellakonsuleantan, journalistan, dulkan ja jorgaleaddjin.
Ho har vært redaktør for avisa Áššu og ungdomsbladet Š, sekretær for NSR og Samisk kunstnerråd.
Son lea leamaš aviisa Áššu ja Š-bláđi váldodoaimmaheaddjin, NSR' ja Sámi dáiddárráđi čállin.
Ellen Marie har skrevet mange bøker for barn, ungdom og voksne.
Elle Márjá lea čállán máŋga girjji sihke mánáid, nuoraid ja rávesolbmuid várás.
Ho har skrevet alle bøkene på nordsamisk, noen av dem er oversatt til norsk, grønlandsk og til andre samiske dialekter.
Son lea čállán buot iežas girjjiid davvisámegillii, muhtin girjjit leat jorgaluvvon dárogillii, inuihtagillii ja eará sámegiel suopmaniidda.
- Mamma, jeg vil ikke reise til internatet!
— Eadni, mun in hálit vuolgit internáhttii in goassege!
Jeg vil være her hjemme, hos bestemor, hos deg og pappa!
Mun aiggun ruovttus álo orrut. Áhku luhtte ja du ja áhči luhtte.
Kátjá gråt.
Kátjá čierostuvai.
Hun var snart syv ar gammel og skulle begynne på skolen.
Son lei fargga čieža jahkásaš ja galggai skuvlii álgit.
Mor forsøkte å trøste henne: Ikke vær redd. Du er jo ikke alene, Biret er der, og Risten og Biera.
Eadni sártnuhii ja jeđđedii su. — Ii leat váralaš go Biret ja Risten ja Biera leat doppe.
De tar vare på deg og hjelper deg.
Gal sii goit du atnet váras ja veahkehit du birget skuvllas.
Om et par år går lillebror også på skolen, det blir vel artig.
Jurddaš moatti jagi geahčen šaddá unna vieljaš nai skuvlii.
Da er du allerede ei stor jente.
De leat don juo stuora biigá.
Far prøvde også å trøste: - Du trenger ikke bo så veldig lenge på internatet. Dere får komme hjem til jul...
Áhčči maid vikkai jeđđet su: — It don goit dárbbaš nu guhká internáhtas orrut, dii beassabehtet ruovttus fitnat juovllaid.
og det er jo snakk om at vi skal få vei hit snart, da får dere komme hjem enda oftere.
ja ammat dál gullo ahte min gillái galgá biilaluodda ráhkaduvvot. De soaitibehtet dávjjit beassat ruovttus finadit.
Men Kátjá lot seg ikke trøste. Hun sprang til stabburet, hvor bestemor satt og romsterte i kista si.
Kátjá ii gillen gullat, son viehkalii áitái áhku lusa. Áhkku lei čippostallamin ja burgimen iežas giissá.
Kátjá la armene om halsen hennes og hylte; Bestemor!
Kátjá viegai ja dollii su čeabetbirra ja čurvii bárgumiin: — Áhkku!
Si til mamma og pappa at jeg ikke vil dra på internatet!
Ale suova eatni ja áhči mu bágget skuvlii vuolgit, mun in hálit dohko.
Jeg vil være hos deg, jeg er jo din lille hjelper!
Mun lean du unna biiggáš!
Kátjá storgråt. Bestemor vugget henne lenge i armene sine.
Kátjá bárgugođii duođas ja áhkku válddii su sallasis.
Hun var taus. Visste rett og slett ikke hva hun skulle si.
Mealgat vuhtodii son Kátjá salas, álggos jávohaga, danin go son ii diehtán maid galggai dadjat.
Hun begynte å synge, ganske lavt, mens hun vugget Kátjá sakte fram og tilbake. Helt til hun sluttet å gråte.
Son lávlugođii siivvut ja ain vuhtodii unna Kátjáža dassažii son heittii čierrumis.
Da Kátjá ble rolig igjen, begynte bestemor å fortelle om gamle dager. Det visste hun at Kátjá likte å høre om.
Go Kátjá jávohuvai, de álggii áhkku muitalit dološ dáhpáhusaid maid son diđii Kátjá liiko gullat.
Kátjá kjempet imot, men ingenting nyttet. Hun måtte begynne på skolen. Veien var trist og lang.
Das ii lean árbmu, skuvlii son aŋkke fertii vuolgit. Ja skuvlageaidnu lei lossat, váivi ja guhkki.
Hun,de andre barna og far gikk i mange timer før de nådde bilveien.
Sii fertejedje vuos vázzit máŋga diimmu ovdal go ollejedje biilageainnu lusa.
Stien de fulgte gikk langs flere vann, over myrer og små bekker.
Bálggis manai jávrrážiid guora, jekkiid ja jogaid rastá.
Kátjás skritt ble tyngre og tyngre.
Kátjá lávkkit njohco ja njohco dađi guhkkelii ruovttus eret sii jovde.
Hun ønsket at de aldri skulle nå fram.
Son sávai ahte sii eai galggaše goassege joavdat.
De stanset halveis for å koke kaffe og spise. Far var sliten, for han bar all bagasjen deres.
Bealle mátkkis sii gáfestalle, áhčči lei váiban, gii guttii sealggis visot biktasiid maid sii dárbbašedje internáhtas.
Men Kátjá ville ikke spise. Hun var ikke sulten, for det gjorde så vondt inni henne.
Muhto Kátjá ii sáhttán boradit, sus lei nu bávččas váimmus.
Det var en rar, trist smerte.
Dakkár imaš, váivves bávččas.
Far snakket hele tiden om bilveien som skulle komme neste sommer.
Áhčči humai čađat. Son muitalii ahte biilaluotta áigot nuppi geasi juo álgit ráhkadit.
Da slipper vi å gå, dere kan kjøre helt fram til huset.
— De mii eat dárbbaš šat vázzit, beassabehtet biillain gitta viessouksii.
Barna svarte ikke.
Mánát eai jienádan olus maidege.
De gruet seg til å komme tilbake til internatet igjen. Selv Biret var redd, hun som hadde vært der i mange år.
Buohkat balle internáhttii fas boahtit, vel Biret nai gii lei ollu jagiid juo doppe orron.
Endelig kom de til bilveien og de få husene som lå langs den.
Viimmat ollejedje sii biilageainnu lusa. Doppe ledje moadde dálu.
Far gikk inn i et hus for å ringe til skolen og fortelle at de var framme ved veien.
Áhčči manai ovtta vissui riŋget skuvlii vai sii bohtet viežžat.
De måtte vente lenge før skolebussen kom. Kátjá tviholdt hånda til far da de klatret inn i bussen.
Orui nu guhkki vuordit ovdal go skuvlabusse bođii. Kátjá doalai čavga áhči giedas go sii gorbmo skuvlabusse sisa.
Kátjá synes de hadde kjørt i evigheter før internatet dukket opp, stort og fremmed.
Sii vudje mealgat, ja de iđii internáhtta. Nu issoras stuoris ja amas.
- Et uhyre, sukket far stille.
Olles balddonas, jurdilii áhčči ja šuohkehii.
Ei fin dame møtte dem i skolegården.
Skuvlašilljus bođii rivgu sin ovddal ja buorastáhttii áhči.
Hun hilste på far og ba dem følge med for å se hvor de skulle sove.
Son dáhtui sin čuovvut iežas mielde, son galggai čájehit sidjiide oađđenlanjaid.
De gikk først gjennom en lang korridor, så forbi mange dører, og så opp to trapper.
Sii čuovvoledje rivgu ja manne vuos guhkes feaskára čađa, ollu uvssaid meattá ja moadde tráhpa bajás.
Kátjá var helt forskrekket.
Kátjá lei áibbas hirpmástuvvan.
Hvordan i all verden kunne noen bo her?
Mot ipmašiid bat dáppe sáhttet olbmot orrut?
Omsider var de framme..
Viimmat bohte sii rievttes uvssa lusa.
Dama åpnet døra.
Rivgu rabestii uvssa.
Det var et stort rom, fylt av senger og fremmede barn som stirret olmt på Kátjá.
Siskkobealde uvssa lei stuora latnja ja ollu seaŋggat. Doppe ledje dievva amas mánát geat gehčče Kátjái bahás čalmmiiguin.
Her skulle hun sove. Biret og Risten skulle få et annet rom.
Bireha guovttos Risteniin galggaiga fas eará lanjain oaddit.
Og Biera skulle sove et helt annet sted, der det bare var gutter.
Ja Biera šattai áibbas eará sadjái. Eará bártnážiid lusa.
- Får vi ikke sove i samme rom hvisket Kátjá. Tårene blendet henne!
— Eat go mii beasa seammá lanjas oađđit, savkalii Kátjá áhččái ganjal čalmmiid.
- Det ser ikke slik ut, svarte far.
— Na, vástidii áhčči, ehpet dii oro gal seammá latnji beassame.
Den dagen og kvelden ble den verste Kátjá hadde opplevd.
Dat lei dat vearrámus beaivi ja vearrámus eahket Kátjá eallimis.
Hun niholdt i farens hånd, ville ikke slippe den, men da kvelden kom måtte han reise.
Son doalai nu čavga áhči gieđas čađat. Muhto áhčči fertii vuolgit eahkes.
Han forsøkte å trøste henne, sa at det bare var i begynnelsen det var leit og trist. Men det var ingen trøst for Kátjá.
Son vikkai Kátjái muitalit ahte lea váivi dušše álggos. Muhto ii dat ábuhan.
Da han forsvant ut av de store ytterdørene, 1øp hun gråtende etter han;
Go áhči sealgi jávkkai daid stuora internáhta olgouvssaid duohkái, de viegai Kátjá su maŋis, čierui ja geaigguhii giedaid áhči maŋŋái.
- Far!
— Áhčči!
Ikke gå, ikke gå fra meg, far!
Ale guode goit mu deike! Áhčči!
Men faren gikk, og hun kunne ikke forstå at han kunne gjøre det mot henne som var så redd.
Muhto áhčči aŋkke manai. Kátjá ii ipmirdan mot áhčči sáhtii su guođđit deike.
Var han ikke glad i henne mer?
— Ii go áhčči beroš šat mus?
Bestemor ville aldri ha gått fra henne.
Áhkku goit ii livčče guođđán mu! Ii livčče!
Det var ingen trøst å få fra Biret og Risten.
Ii das lean ávki go Biret ja Risten leigga dáppe.
De hadde sine venner, og våget ikke bry seg for mye om Kátjá.
Sudnos dat han ledje eará olbmát, eaba ge gillen eaba ge duostan Kátjá riebu jeđđet.
Alt var så forferdelig.
Buot lei nu váivi ja issoras.
Til og med sengekherne hadde en fremmed lukt.
Gávnniin lei nu amas hádja.
Hun lengtet etter den varme huden og gode lukten til bestemor.
Son ohcalii čieročalbmái áhku litna muođu, ja áhku hája.
Da morgensola skinte inn gjennom de store vinduene, var Kátjás øyne så hovne av gråt at hun knapt kunne se.
Go viimmat iđđesbeaivváš idii daid stuora internáhta lásiid čađa, de ledje Kátjás čalmmit nu bákčasat ahte illá sáhttá geahččat.
Stille fulgte hun Biret til den kjempestore spisesalen.
Son čuovui oappás Bireha dohko dan stuora boradan latnjii.
Men hun fikk ikke ned en matbit, for klumpen i halsen var så stor.
Muhto boradit son gal ii sáhttán.
Bråket var øredøvende.
Ja nu hirbmat rigearra maid lei.
Barna kastet brødbiter på hverandre og sloss om maten.
Mánát bálko láibebihtáid ja dorro biepmuid alde.
Ikke engang de eldste brydde seg om dama som fortvilet prøvde å få ro i spisesalen.
Eai ge dat stuorámusat jeagadan go rivgu cearggui singuin ja dáhtui sin čohkkát jaska.
Hun tagg dem om å sitte stille, men til ingen nytte.
Go gerge boradeamis, de galge skuvlii vuolgit.
Kátjá fulgte med Biret til klasserommene etter frokost.
Kátjá čuovui Bireha mielde skuvlalanjaid lusa.
Biret ante ikke hvilket rom Kátjá skulle være i. - Stå her og vent til læreren din kommer og viser deg klasseromet, sa hun fort og forlot Kátjá i den lange korridoren.
Biret dajai ahte son ii dieđe gosa Kátjá galgá mannat. — Don fertet dás vuordit dassá du oahpaheaddji boahtá, gal son čájeha goal du skuvlalatnja lea, dajai son ja guđii Kátjá čuožžut dan stuora guhkes gáŋgenii.
Kátjá kjente ingen av barna som sprang forbi henne.
Mánát viegadedje ovddos maŋás, Kátjá ii dovdan ii ovttage sis.
Hun presset seg mot veggen, og kastet redde blikk oppover og nedover korridoren.
Son čuoččui áibbas jaska, geahčai duohkot deike ja balai.
Plutselig ringte skoleklokka.
Fáhkkestaga riŋgii skuvlabiellu.
Kátjá skvatt.
Kátjá suorganii.
Hva ville skje nå? Barna stilte seg i rekker foran klasserommene.
Buot mánát manne viega ja čuoččahedje maŋŋálaga miehtá gáŋgena.
Der ventet de til læreren kom og slapp dem inn.
Sii čužžo dassážii oahpaheaddjit bohte ja luite sin sisa.
Alle forsvant, Kátjá sto igjen ganske alene.
Ja de manne buohkat sisa, Kátjá bázii okto.
Hun tenkte på bestemor. Klumpen satt fortsatt i halsen.
Son álggii čierrut ja jurddašii áhku birra.
- Hvorfor vil Gud at jeg skal være her? Hva galt har jeg gjort?
Maid mun lean baháid bargan go Ipmil doalvvui mu dán váivves báikái?
Hun ble redd da en mann kom bort til henne og spurte om noe hun ikke forsto.
Son suorganii go okta dáčča bođii su lusa ja jearralii sus juoidá maid son ii ipmirdan.
Han tok henne med til ei dame som snakket samisk på en rar måte.
Dáčča doalvvui su ovtta rivgu lusa gii humai hui imaš sámegiela.
Dama fulgte Kátjá til det riktige klasserommet.
Rivgu doalvvui su rievttes skuvlalatnjii.
Der satt masse fremmede barn ved små bord.
Sis lei juohkehaččas sierra beavdi ja stuollu.
Lærerinnen hadde kofte på seg.
Oahpaheaddjis lei gákti alde.
Hun viste Kátjá hvor hun skulle sitte.
Son bođii Kátjá lusa ja láidii su ovtta guoros beavddi ja stuolu lusa.
Kátjá var livende redd, men det hjalp ikke stort. Nå var hun på skolen.
Kátjá balai — muhto dál ii ábut bárgut — dál son lei juo skuvllas.
Den første skoledagen og dagene som fulgte var helt like.
Vuosttaš skuvlabeaivi ja dat čuvvovas beaivvit ledje buot ovttalágánat.
Kátjá lærte fort hvordan det var å gå på skolen og bo på internatet.
Kátjá oahpai moatti beaivvis mii skuvla ja internáhtta duođai lea.
Hun forstod ikke hvorfor, man ikke burde snakke om foreldrene sine og hjemmet.
Álggos son ii ipmirdan ahte ii galgga oktiige duođa muitalit ruovttu birra.
Men allerede første kvelden fikk hun klar beskjed, da hun fortalte hvor hun var fra. De to jentene som kom bort til henne virket greie.
Danin son beahtahalai ja hirpmástuvai nu issorasat vuosttaš eahkeda internáhtas go guokte stuorit nieiddaža doaškaleigga su go son muitalii gos son lea eret.
- Hva heter du, og hvor er du fra?
Mii du namma lea ja gos don leat eret?
Kátjá svarte ivrig. Snakket om de hjemme og om bestemor.
Kátjá doapmalii vástidit, ja muitalasttii vel ahte sus lea áhkku maid doppe ruovttus.
- Har dere rein?
— Leat go dis bohccot?
spurte jentene.
jearaiga soai?
- Nei, vi har ikke rein, vi har kuer og sauer, svarte Kátjá lavt.
— Eai mis leat bohccot, muhto gusat ja sávzzat, vástidii Kátjá vuollegaččat.
Jentene begynte å hånflire. Den ene av dem sparket til henne og sa: - Hvorfor går du med kofte da?
Ja de álggiiga nieiddaguovttos boagustit ja nubbi čievččastii su ja dajai: — Don it de oaččo gávttiin vázzit, it ge oaččo orrot dán internáhtas!
Alle samebarn har rein.
Ja buot sámi mánáin leat bohccot!
De slo etter Kátjá og jaget henne ut av internatet.
Soai álggiiga bieguhit Kátjá ja bággiiga su mannat olggos internáhtas.
Kátjá løp, gråtende.
Kátjá ballái ja viehkalii čierudettiin olggos.
Bort fra internatet, mot bygda.
Son viegai guhkás internáhtas eret, márkan guvlui.
På veien møtte hun noen barn på sykler.
Luotta alde bohte muhtin mánát su ovddal sykkeliiguin.
De hadde ikke kofter.
Sis ii lean gákti alde.
En av dem pekte på henne og ropte noe hånlig.
Sii bisánedje Kátjá ovddabeallái, ja cagge su vai son ii beasa viidaseappot.
Kátjá forstod ikke hva han sa, for han snakket norsk.
Muhto Kátjá ii ipmirdan maid son oaivvildii go son humai dárogiela.
De andre flirte og hermet etter hvordan samene snakket norsk.
Earát sis boagustedje ja ađestalle mot sápmelaččat hupmet dárogiela.
De skubbet syklene sine truende mot Kátjá.
Sii hoige sykkeliid jur Kátjá njeaiga.
Hun ble vettskremt og la på sprang tilbake til internatet.
Son jorggihii ja doamihii viehkalit nu jodánit go sáhtii fas internáhttii.
Men de tok henne igjen, rev lua av henne og kastet den i veigrøfta.
Sii bohte maŋis ja gaikkihedje. sus gahpira eret ja bálkestedje dan láirái luoddaguoras.
Hun torde ikke hente den, sprang bare videre så fort hun orket. Hun lette desperat etter et gjemmested på internatet.
Kátjá ii duostan jorggihit gahpira viežžat, son viegai njuolga internáhta feaskarii ja ozai doppe suorganemiin čiehkadansaji.
Hun så et skap i et hjørne. Det sto litt ut fra veggen.
Son fuomášii ovtta čiega gos lei skábe man duohken lei veaháš guoros sadji.
Hun presset seg bak skapet, stiv av skrekk.
Son viegai ja nađui dan čihkii ja doaivvui ahte son dál galgá jápmit.
Knep øynene igjen og klemte handa over munnen så ingen kunne høre gråten.
Son bijai čalmmiid gitta, ja dettii gieđa njálmmi vuostá vai čierrunjietna ii gulloše.
- Om jeg lukker øynene hardt nok, kommer jeg kanskje til bestemor, tenkte hun. Bestemor!
Jus čarvvun čalmmiid hui guhká gitta, de soaittán áhku lusa ollet, jurddašii son ja dovddai mot čierrun easka vikkai hávkadit su. Áhku lusa!
Til slutt orket hun ikke sitte klemt bak skapet lengre.
Ii ge son duostan lihkastit ovdal go bakkus fertii danin go nu unohasaid čohkkái.
Forsiktig krøp hun fram, speidet til alle kanter, lyttet og ventet.
Siivvut njágai son eret čiegas ja geahčai juohke guvlui, váruhii ja guldalii, ja balai.
Det var ingen der. Fort snek hun seg ut for å lete etter lua.
Go son oinnii ahte olggobealde ii oidnon oktage, de son viehkalii ohcat iežas gahpira.
Den lå i veikanten, gjennomtrukket av klissete leire.
Son gávnnai dan, muhto dat lei visot láirin.
Hun stormet tilbake, fant et toalett i internatet, og begynte å skrubbe lua. Det meste av skitten forsvant, men klumpen i halsen ble ikke borte.
Kátjá viegai fas internáhttii — njágai ovtta hivssegii ja álggii ganjalčalmmiid gahpiris oččodit eanas láirri eret.
Dagene, kveldene og nettene var like forferdelige.
Beaivvit, eahkedat ja ijat ledje ovttalágánat.
Kátjá var alltid sulten, men klarte ikke å spise, bare gråte.
Kátjás lei álo borranmiella, muhto ii sáhttán borrat. Son čierui álo.
Ingen av de voksne, ikke engang lærerinnen, spurte hvorfor hun gråt så mye. De brydde seg heller ikke om at de andre barna slo henne, selvom de så det ofte.
Ii ge oktage stuoraolmmos — ii oahpaheaddji eai ge internáhta bargit jearran goassege manin sus lei nu váivi, eai ge veahkehan su vaikko dávjá oidne go earát doaruhedje su.
Barna slo og sparket og lugget henne, men de voksne gjorde ingenting for å stanse det.
Eará mánát doško ja huško su ja gaiko su vuovttaid, muhto stuora olbmot eai beroštan.
Snart hatet Kátjá alle voksne og flyttsamebarna, de som plaget henne aller mest.
Boazosápmelaš mánát ledje vearrámusat, sii hárde álohii go Kátjá vánhemiin eai leat bohccot.
- Du er en fattiglus, ertet de.
— Don leat geafi, dadje sii.
Alle som ikke har rein er noen fattige jævler.
— Buohkat geain eai leat bohccot leat geafes diŋggat.
Hun hadde ingen venninner, men hun ville ikke leke med noen heller, for hun lengtet så veldig hjem.
Kátjás ii lean oktage olmmái, ii ge son livčče háliidan ge ovttain ge stoahkat.
Smerter hadde hun også hele tida, men det var hjemlengselen som verket mest.
Sus lei álohii juoga sajes bávččas. Eanemus bávččastii su siste danin go son nu háliidii ruoktot.
Bare tanken på bestemor fikk tårene til å piple fram, til og med i klasserommet.
Go jurdilii áhku birra, de golgagohte gatnjalat vel skuvllas nai.
Men bestemor var langt borte.
Muhto áhkku lei nu ollu váriid duohken.
- Hvis jeg bare visste veien hjem, flyktet jeg straks, tenkte Kátjá ofte i skoletimene.
Jus mun dieđášin gokko galggašin vuolgit, guđe guvlui, de báhtarivččen dáppe eret, láve Kátjá skuvladiimmuin jurddasit.
Den første snøen kom, men det gjorde ikke Kátjá glad.
Ii ge lean mihkkige suohttasiid de ge go vuosttaš muohta bođii čakčat.
Hjemme var det alltid en stor dag.
Vaikko dat láve ruovttus stuora beaivi.
Bestemor pleide å vekke henne tidlig og hviske hemmelighetsfullt: Kikk ut av vinduet, lillehjelper!
Áhkku láve su boktit juo iđđesija, jus ihkku lea muohttán ja láve savkalit: — Guovlal mis dál olggos biiggážan!
Og Kátjá løp til vinduet før hun hadde våknet ordentlig.
Ja son láve viehkat lásii nagir čalmmiid.
Trøttheten var som blåst bort da hun så den rene, hvite snøen.
Nahkárat lávejit dego sihkastuvvot eret go son fuomáša dan ráinnas, vilges muohttaga.
Det var alltid så artig!
Vuoi man somá dat láve!
Men her på skolen var det ingen som brydde seg om bestemor og nysnøen.
Muhto skuvllas eai beroš áhkus eai ge muohttagis.
En dag, da det allerede hadde kommet tjukt med snø, kom Biret til henne og fortalte at om to dager kom far for å hente dem hjem til jul.
Ovtta beaivvi arvat maŋŋil — go lei juo assás muohta ja buolaš, de bođii Biret su lusa muitalit ahte sii leat guovtti beaivvi geahčen ruoktot vuolgime juovllaide.
Til bestemor.
Áhku lusa!
Bestemor!
Áhku lusa!
Da hun kom hjem, kastet hun seg i bestemors fang og strigråt så hele den vesle kroppen skalv.
Go son viimmat ollii ruoktot, áhči mielde, de viegai son njuolga áhku sallii ja čierrugođii nu go doarggistii vel.
Hun klamret seg til bestemor.
Ii sus boahtán sátni ge.
Det var som om hun ikke hadde ord mer, bare tårer.
Ii son orron hupmat máhttime, dušše čierui ja doalai áhku birra čeabeha nu čavga.
Bestemor strøk henne over ansiktet, og småpratet kjærlig. Kátjá gråt lenge, lenge, til hun sovnet i fanget til bestemor.
Áhkku njávkkadii su litna gieđaiguin ja sártnohalai su. Guhká, guhká čierui Kátjá áhku askkis.
Bestemor bar henne til sengs.
Maŋemus ribahii son nahkáriid.
- Kan skolen være bra for samebarn, sukket hun. øynene var fulle av sorg da hun så på den sovende lillehjelperen sin.
— Mot sáhtta skuvla buori dahkat sámimánáide, šuohkehii son ja geahčai moraš čalmmiiguin iežas unna biiggážii.
- Stakkars vesla. Tro hva du har gått gjennom?
— Mánná riehpu, maid son don gis leat čađamannan?
Og dette er bare begynnelsen!
Ja dat lea easka álgu!
Hun satt lenge ved det sovende barnet.
Son čohkkái oanehaš ja geahčai dan oađđi mánnái.
Tenkte på den kvelden da Kátjá ble født i det forferdelige uværet.
Su muitui badjánii dat eahket go Kátjá riegádii. Hirbmat dálkki čađa.
Var det tegn på at hun måtte leve et stormfullt liv?
Lei go son dat mearkan ahte son šaddá eallit garra roasuid čađa ja vuostá?
- Måtte du, kjære Gud, gi henne styrke til å klare det!
— Ipmil, attášit sutnje fámu dan nagodit.
Den lange og triste vinteren tok endelig slutt.
Nu nogai aŋkke dat guhkes, váivves skábma.
Sola kom fram bak de bleke skyene, og med sola ble det vår i lufta.
Šovkes balvvaid čađa idii beaivi ja beaivvi fárus bođii fas giđđa ilbmi.
Men Kátjá følte ikke at det var vår.
Kátjá ii nagodan oaidnit ii ge dovdat gida boahtima.
Det var ikke mulig å høre våren komme mens hun var på skolen, eller lukte den.
Márkanis han lei veadjemeahttun gullat giđa jienaid ja haksit giđa hájaid.
Hun tenkte ofte på det, i de endeløse ettermiddagene etter skoletid, mens hun stirret ut av vinduene. - Hvorfor er vårsola så fremmed og kald her?
Daid ollu maŋŋelgaskabeivviid, go son guovlladii áibbašemiin daid stuora skuvlalásiid čađa olggos, jurddašii son máiigga geardde imaštallamiin: Oba ártet go giđđa beaivváš lea nu amas ja galmmas dáppe márkanis.
Den har sikkert smelta noe av snøen allerede. I hvert fall så mye at far kan koke kaffe på tørrmark når han er ute på andejakt.
Ruovttus lea dat nu liekkas, lea várra dáljuo suddadan nu stuora bievllaid ahte áhčči beassá bievllas gáfestallat loddedettiin.
Tro om han har fått mange fugler i vår?
Lea go son áhčči goddán ollu lottiid dán giđa?
Tro om lillebror er blitt så stor at han kan springe far i møte når han kommer hjem fra andejakta? Kanskje lillebror har lært seg navnene på de forskjellige fuglene?
Lea go son unna vieljaš nu searra ahte viehká áhči ovddal go áhčči boahtá loddemis, ja dovdá go son unna vieljaš lottiid namaid?
Tro om far savner meg når jeg ikke er der og spør hva han har opplevd på jaktturen?
Váillaha go son áhčči mu dán giđa? Go in leat jearaheame meahccái ságaid.
Mor har jo ikke tid til å spørre om hvilke fugler som allerede er kommet.
Ii eadni goit várra astta jearrat áhčis man galle lágán lottit leat juo boahtán.
Og bestemor trenger ikke spørre far om noe. Hun vet jo alt selv.
Ja áhkku ii dárbbaš áhčis maidege jearrat, áhkku diehtá ieš buot.
Åh, som jeg ønsker at jeg fikk se når isen går! Bli med mor og far når de setter båten på vannet.
Vuoi man ahkit lea go in beasa balduid oaidnit go golget, in ge beasa áhči ja eatni mielde fatnasa bidjat čáhcái ja jieŋaid čađa dainna johtit.
Så morsamt det pleier å være!
Dat láve nu somá!
Der isen gikk, satte de garn.
Ja de bidjat firpmiid jiekŋaravdii.
Far hadde alltid hagla med seg på slike turer.
Áhčis láve vel álo bissu mielde fíerpmodettiin.
Han hørte endene, lenge før de nærmet seg.
Son láve áigá juo gullat go čáhcelottit lahkonišgohtet.
Fort festet han garnet i båten og tok fram hagla.
De láve son čanastit fierbmegeaži gitta ja dohppet bissu.
Kátjá pleide å gjemme seg foran i båten og vente spent.
Ja Kátjá láve skohttasii náđđat amas baldit lottiid eará guvlui.
Havellene hørte man på lang avstand.
Haŋŋáid láve áigájuo gullat go dat bohtet.
De fløy i flokker og lagde et veldig leven.
Dat lávejit girdit stuora doahkkin. ja rigeret.
Svartendene kom plutselig, bare to eller fire fugler i lag.
Njurgot lávejit fas idistit báifáhkka dušše guokte dahje njeallje lotti.
Hun hadde aldri riktig skjønt hvordan de laget den fine plystrelyden når de fløy.
Kátjá ii láve goasse háhppehit oaidnit daid riekta mot dat láhttejit go njurgot nu čábbát.
Maten på internatet virket enda mer uappetittelig når hun tenkte på fersk andestek.
Internáhia biebmu orui easka šaddame nu heitot go son jurddašii varas loddemállása birra.
Men våren brakte sammeren med seg, og Kátjás første sko1eår tok endelig slutt.
Giđđa buvttii goit ge geasi, ja Kátjá vuosttas skuvlajahki lei viimmat nohkan.
Det var rart å komme tilbake til de kjente fjellviddene.
Orui nu ártet boahtit fas oahpes eatnamiidda.
Straks skolebussen var fremme, så de far som satt og kokte kaffe et stykke unna. Kátjá følte at hun var kommet hjem.
Dakkaviđe go skuvlabusse ollii luoddageahcái, ja sii njuiko olggos ja fuomášedje áhči dolasteame dievvánjunis, de orui Kátjá mielas juo ahte son lea ruoktot ollen.
Hun sprang mot han. Føttene kjentes så lette.
Son viegai áhči lusa, juolggit eai deaddán eai maidege.
Far! Far!
— Áhčči!
Han reiste seg og løftet henne opp på skuldrene: Neimen kjære deg, du veier jo ingenting!
Áhčči! Áhčči čuoččahii ja loktii Kátjá bajás olggiid ala: — Vuoi mot don leat guoiran!
Så tynn du er blitt.
It don deatte šat it maidege.
Nå må du først spise tørkakjøtt så du orker å gå hjem!
Dál gal fertet borrat vuos goikebierggu vai nagodat ruoktot vázzit.
Men Kátjá hadde ikke ro til å sitte og spise. Hun måtte springe omkring, for hun var plutselig blitt så lett. Det var nesten som hun fløy. Turen hjem gikk som en drøm.
Muhto Kátjá ii. stađđan čohkkedit boradit ovdal go lei viegadan vuos mealgat. Son lei nu geahpas, orui measta girdit sáhttime. Ja mátki ruoktot manai nu álkit.
Kátjá løp foran de andre langs den kronglete stien, ivrig etter å se om de snart var hjemme.
Son viegai ain guhkás ovdalii áhči bálgá mielde ja várdái jugo ihtá ruoktu.
Da far stoppet på den vanlige rasteplassen, hadde ikke Kátjá det minste lyst til å hvile. Hun var ikke sliten, trengte ikke å hvile.
Ja go áhčči bisánii dan johkagáddái gaskomátkki gos sii lávejit vuoiŋŋastallat ja gáfe vuoššat, de ii háliidan Kátjá bisánit.
Og det var så lenge å vente til de andre hadde spist og hvilt seg, de som alle hadde noe å bære på.
Son ii lean váiban ja orui nu guhká vuordit dassážii dat earát vuoiŋŋastedje geain juohkehaččas lei juoga guoddámuš.
Da de nærmet seg hjemtraktene, begynte de å småløpe. Selv Biret, hun som hadde mest å bære på.
Muhto go ruoktu lahkonišgođii, de viehkagohte buot mánát, vel Biret nai geas lei eanemus guoddit.
Kátjá så bestemor på lang avstand.
Kátjá fuomášii áhku juo guhkkin.
Hun kom for å møte dem!
Áhkku lei vuolgán sin ovddal!
- Bestemor!
— Áhkku!
Kátjá la på sprang mot henne.
huikkadii Kátjá ja viehkagođii.
Stien ble borte i en tåke av gledestårer, og hun snublet.
Su čalmmiide divve gatnjalat ja son ii oaidnán šat bálgá nu čielgasit, danin son gahčai muhtin buvdnagaskii.
Hun kom seg fort på beina igjen og løp videre.
Ii son ádjánan beare guhká beassat fas bajás ja viehkalit.
Bestemor gikk nesten over ende, da hun kastet seg rundt halsen hennes.
Son viegai áhku gosii veallut go hengostii su čeabet birra.
- Bestemor! Du lukter så godt, gråt Kátjá.
— Áhkku! — Dus lea nu njálgga hádja, čierostuvai Kátjá.
- Lillehjelper, så blek du er blitt.
— Kátjážan! Man šoavkat don leat.
Spiser du ingenting på skolen?
It go leat borran márkanis?
Kátjá svarte ikke, holdt bare om bestemor, redd for at hun skulle forsvinne om hun slapp taket.
Kátjá ii vástidan, dušše doalai ain áhkus gitta.
De andre nådde dem igjenog fortsatte mot huset.
Earát jovde sin rádjái ja sii vázzigohte viesu guvlui.
Bestemor fortalte om alt som hadde hendt mens de hadde vært borte.
Áhkku muitalii buot mii dálus lea dáhpáhuvvan.
Lillebror var blitt stor gutt, dugelig og hjelpsom.
Unna vieljaš lea šaddan nu searra, olles veahkki.
Katta hadde fått unger, og i fjøset var det tre små kalver, og far hadde kjøpt ny båt og not.
Bussá lea ožžon čivggaid ja návehis leat golbma unna gálbbáža. Ja áhčči lea oastán ođđa fatnasa ja nuohti.
En stor båt, som kunne ta mye fisk.
Stuora fatnasa masa čáhket vaikko man ollu guolit.
Bestemor hadde ennå ikke hørt gjøken og det syntes hun var merkelig.
Ii ge áhkku lohkan iežas vel gullan giega. Dan son imaštalai veahá.
Kátjá stanset: Se, bestemor!
Kátjá geahčai muoraide ja bisánii: — Áhkku, gea!
Her er trærne alt begynt å bli grønne, men på skolen er de bare svarte og stygge!
Dáppe leat juo lasttat álgán ihtit, márkanis eai leat eara go čáhppes, romis muorat.
Først da de kom inn og Kátjá hadde spist seg mett, kjente hun hvor sliten hun var.
Ii ge Kátjá dovdan ahte son lea váiban ovdal go vissui lei ollen ja gallás boradan, de dovdogođii čalmmiin ja julggiin man váibbas son lea.
Hun ba bestemor legge seg sammen med henne på reinskinnet i kammerskroken og fortelle mer om alt som hadde hendt mens hun hadde vært på skolen.
Kátjá sidai áhku velledit ja muitalit ain eanet geasse ságaid. Son náđui áhku báldii ja cipmui čavga su čeabeha birra.
Bestemor fortalte, om vårflommen, om alle fisketurene og jaktturene.
Áhkku muitalii giđđadulvvi birra, guolleságaid ja lodden-ságaid.
Hun fortsatte, lenge etter at Kátjá var dysset i søvn av den varme stemmen.
Son humai ja bogostalai, muitalii ain vaikko Kátjá lei juo nohkkan.
Forundret åpnet Kátjá øynene.
Imaštallamiin rabesta Kátjá čalmmiid.
Drømte hun ennå? Hun så kammerset hjemme og hørte kjente stemmer!
Álggos son ballá son lea dušše niegadeame go oaidná oahpes seinniid ja gullá oahpes jienaid.
Fort lukket hun igjen øynene for å holde på drømmen.
Son doapmala čarvet čalmmiid fas gitta vai niehku ii noga.
Kátjá kom seg på beina og sprang ut i kjøkkenet. Hun satte seg på fanget til mor, skrubbsulten igjen.
Kátjá viehka eatni askái. Sus lea maid nu hirbmat borranmiella.
Det var deilig å sitte slik, akkurat som før, og spise mors gode mat.
Nu suohtas lea fas eatni askkis čohkkádit ja boradit. Njálgga oahpes biepmu.
Mor og far spurte om skolen, men Kátjá svarte ikke.
Áhčči ja eadni jearahallaba skuvlla birra, muhto Kátjá ii jienát ii maidege.
Det var alt for vondt å tenke på eller snakke om. Hun fant ikke ord som var grusomme nok til å beskrive skolen.
Ii hálit, ii ge sáhte hupmat ge dan birra. Doppe lei aivve váivi, nu váivi man birra lea veadjemeaitun hupmat.
Hun hoppet og sprang over enga, fylt av kriblende glede.
Njuikumiin son viehká gietti mielde ja hurada.
Så godt å bare 1øpe, uten smerter, uten vondt noen steder!
Nu imaš ja suohtas lea viehkat ja dovdat ahte ii leat gostege bávččas.
Hun stoppet brått. Der var gjøken! Sto helt stille, lyttende.
Son bisána go gullá giega. Čuožžu áibbas jaska oanehaš ja guldala giega guhkkama.
Så la hun på sprang. Bestemor måtte få vite at gjøken var kommet!
Ja de viehkala son áhkkui muitalit ahte giehka lea juo boahtán.
Bestemor som sier at da er sommeren på vei for alvor.
Áhkku dadjá ahte dalle lea geassi duođas boahtime.
Kátjá lekte med lillebror Joavnna.
Maŋŋil stoahká Kátjá unna vieljažiin Joavnnain.
Hun hentet vedkubber fra vedskjulet som skulle forestille lærerinna og husmora.
Son váldá muoraid muorraviesus ja stoahká ahte dat leat mahkáš skuvlarivgu ja internáhta husmora.
- Husmora er ei merkelig dame som alltid sier at jeg er skitten.
— Husmora lea dakkár mii álo lohká mu leat nu duolvvasin.
Hun snakker veldig rart, og lukter like rart, fortalte Kátjá.
Son hupmá hui ártegit ja sus lea hui imaš hádja, čilge son unna vieljažii.
- Husmora svarer aldri når jeg spør henne om noe, og hun bryr seg ikke om når de store barna slår de små.
Husmora ii vástit go mun jearan sus juoidá, ii ge beroš go stuorit mánát doaruhit unnit mánáid.
Hun er veldig dum. Kátjá slo husmorvedkubben med en kvist.
Son lea nu jalla, dadjá Kátjá ja álgá rissiin huškut dan muorrabihtá mii mahkás lea husmora.
Joavnna hjalp til.
Joavnna maid huškugoahtá.
De banket og slo alt de orket.
Soai huškuba ja boagusteaba.
Det var artig at den dumme husmora fikk så mye juling.
Dat lea nu somá go husmora bávččaga.
- Lærerinna vår er også en idiot, sa Kátjá.
— Skuvlarivgu lea maid jalla, lohká Kátjá.
Hun sier ikke et ord til de andre barna når de erter meg fordi jeg ikke kan norsk.
— Son ii beroš go eará mánát boagustit mu go in máhte dárogiela.
Lærerinna forstår ingen verdens ting, dumma, hun skal også få juling!
Son ii ipmir ii maidege. Su ferte maid huškut, jallas diŋgga.
Kátjá og lillebroren straffet husmora og lærerinna riktig lenge.
Nu soai huškuba husmora ja skuvlarivgu ja boagusteaba go dat gaigges rivgut bávččagit.
Lillebroren fikk høre om de norske, at det var slike folk som alle barn måtte frykte og adlyde.
Kátjá muitala unna vieljažii dáččaid ja rivguid birra. Dat leat dakkárat main mánát galget ballat ja álo jeagadit.
Var man ulydig, ble man knepet i øret og satt i skammekroken.
Jos ii jeagat de váldet bealljái ja bidjet heahpatčihkii čuožžut.
- På skolen er det ikke lov å snakke om familien eller hjemmet, og på internatet skal en bestandig sloss, fortsatte Kátjá.
Skuvllas ii oaččo ii ruovttu birra ge hupmat. Internáhtta gis lea dakkár báiki gos álot galgá doarrut.
En må alltid passe seg, ellers får en juling, eller ødelagte klær.
Ja álo váruhit vai ii cápmahala ja vai eai billis biktasiid.
- De hånflirer når de hører at bestemor ikke kan et eneste ord norsk, og at mor og far ikke har rein, men bare har kofter.
Earát dušše boagustit jos gullet dan ahte áhkku ii máhte sáni ge dárogiela, ja ahte eatnis ja áhčis eai leat obanassiige bohccot.
Slik satt de lenge og pratet.
Guhká čohkkába soai unna vieljažiin giettis ja humadeaba.
Lillebroren forsto at skolen var et ondt sted, og han lovet stolt å slå dem flate alle sammen, om de så mye som nærmet seg Kátjá når han begynte på skolen.
Unna vieljaš ipmirdii ahte skuvllas galgá aivve doarrut. Son čilgii Kátjái go son álgá skuvlii áigu son cábmit juohke ovtta gii fal Kátjá bieguha.
Sommeren gikk fort og skoletiden nærmet seg.
Geassi manná johtilit. Skuvlaáigi fas lahkonišgoahtá.
Hele sommeren grublet Kátjá over hvordan hun skal greie å holde ut enda et år.
Geasi miehtá lea Kátjá suoli jurddašan ja hutkan mot son galgá nagodit fas ovtta olles jagi leat skuvllas.
Hun og lillebror kom til at en måtte bli riktig ondskapsfull for å greie seg på skolen.
Soai leaba unna vieljažiin veahkkalagaid hutkan, ja gávnnahan ahte skuvllas ii ábut leat siivui.
Kátjá bestemte seg for at ingen skulle klare å gi henne juling mer.
Kátjá lei bidjan miela vuollái ahte ii oktage galgan suinna bihtít šat skuvllas ii ge internáhtas.
Hele sommeren øvde hun og lillebror seg på å sloss.
Soai leigga unna vieljažiin hárjehallan doarrut miehtá geasi.
Men hun fikk vondt i magen flere dager før skolen begynte, fordi hun gruet seg så fælt.
Máŋga beaivvi ovdal go skuvlii galge vuolgit, de álggii Kátjás juo čoavji bávččastit. Son balai nu issorasat.
Den siste natta hjemme klamret hun seg til bestemor.
Maŋemus ija ruovttus doalai son ija miehtá čavga áhkus gitta.
Da morgenen kom, ba hun bestemor om å følge med til skolen.
Iđđes jearai son ii go áhkku sáhtáše skuvlii vuolgit mielde.
Men bestemor kunne ikke, og Kátjá måtte forlate varmen og tryggheten hos bestemor og alle andre hjemme.
Muhto áhkku ii sáhttán. Ja ođđasis šattai son fas guođđit dan litna, liegga áhku seaŋgga.
Hun fulgte etter far og de andre med uvillige skritt.
Lossa, lossa lávkkiiguin vázzilii son áhči ja daid earáid maŋŋái skuvlii fas.
Skoleårene gikk på et vis.
Nu manne goit ge skuvlajagit.
Den ene dagen var like trist og lang som den andre, uten noe å glede seg over.
Seammá váivvit, seammá guhkit. Skuvllas ii dáhpáhuvvan goasse mihkkege mii lea somá.
Kátjá lærte seg å bli hard som stein.
Kátjá oahpai leat garas.
Bare slik kunne hun holde ut på internatet.
Son oahpai mot olmmoš ferte leat vai ceavzá internáhtas.
Aldri mer gråt hun så andre så det, men det gikk ikke en eneste lang natt uten at hodeputa var våt.
Son ii čirron šat earáid oainnu. Vaikko dain ollu ijain ii mannan oktage idja nu ahte gatnjalat eai golgan.
Hun skulle heller ikke stole på noen mer, aldri fortelle noe om seg selv, aldri.
Ii ábuhan muitalit ge ii maidege iežas birra earáide. Ii ge goasse galgan čájehit dovdduidis.
Her skulle en spise når det var spisetid, selv om en ikke var sulten.
Skuvllas galggai borrat dalle go lei borranáigi, vaikko ii leat ge borranmiella.
Når en virkelig var sulten, var det ikke mat å få før spisetid.
Ii ge ožžon borrat dalle go lei borranmiella.
Alt hun hadde lært hjemme at hun ikke skulle gjøre, måtte hun gjøre på skolen og internatet..
Skuvllas ja internáhtas galggai buot bargat maid ruovttus ii galgan, ii ge ábuhan maidege bargat masa ruovttus lei hárjánan.
Livet på skolen var omvendt av hjemme.
Doppe lei jorggu eallin maid bákkus šattai oahppat.
Tro bare ikke at du er same, for det er du ikke, hørte hun på internatet hver eneste dag.
— Dii ehpet leat sápmelaččat! Skuvllas fas gulai márkanmánáin ahte son ii lean rivgu ge.
På skolen fikk hun merke at hun heller ikke var norsk, ikke hadde norske klær.
Son han ii máhttán dárogiela, eai ge sus lean rivgobiktasat.
Hun var liten, men kjapp og sterk, og hun foraktet alle.
Son lei unni, muhto seammá váralaš go boraspire.
Hun gav blaffen i husmora, rakte tunge og snakket bare samisk slik at hun ikke forstod ett ord. De andre barna nærmet seg forsiktig, ville plutselig være venner med Kátjá som var så god til å sloss.
Ii beroštan husmoras, dušše njeaccui sutnje ja humai suinna sámegiela vašiin. Go dat eará mánát fuomášedje man juonalaš ja baháneahkkán Kátjá lei šaddan, de sii háliidedje suinna šaddat buorit olbmát.
Men hun ville ikke være venner med noen.
Muhto Kátjá ii beroštan sis, ii ge háliidan ovtta ge olmmájin.
Hun ville bare få være ifred.
Son birgii okto, go beare dikte su ráfis.
Kátjá sluttet å smile.
Kátjá ii mojohallan šat skuvllas ii goassege.
Hun holdt seg for seg selv, og hun fikk være i fred.
Son lei dávjjimusat okto, muhto ii ballan gal dan dihte daid eará mánáin sai.
Ingen ertet mer, ingen gjorde henne vondt, og ingen våget lenger å sloss med henne.
Ja dat earát dikte su ráfis. Eai hárdán šat, eai bilkidan eai ge duostan su šat viggat doaruhit ge.
Slik forandret sko1eårene Kátjá.
Skuvlajagit earáhuhtte Kátjá nu issorasat.
Hvordan var det å ligge i bestemors seng?
Mot dat lei áhku bálddas veallát?
Kátjá ble innesluttet, stille og passiv.
Kátjá lei šaddan hui duodalaš ja jaskat.
Stadig sendte de henne til rektors kontor, men ingenting hjalp.
Sii dolvo su dávjá skuvlahoavdda kántuvrii, muhto ii mihkkege ávkkuhan.
Stirret bare mutt på føttene sine når de spurte hvorfor hun var slik en umulig unge. Ventet tålmodig til de var ferdige med å skjelle henne ut.
Kátjá ii jienádan goasse sáni ge go skuvlahoavda ja eará oahpaheaddjit jearáhedje sus manin son lei nu veadjemeahttun ja váttis čivga. Son guovllai dušše láhttái ja divttii sin hupmat.
Snart begynte lærerne å avsky henne, men etterhvert brydde de seg ikke lenger om påfunnene og strekene hennes.
Maŋemus šattai nu ahte ii oktage oahpaheaddji šat liikon ii ge beroštan Kátjás.
Nektet hun å lese høyt, eller å si på norsk til lærerne, jaget de henne ofte ganske enkelt ut av klassen.
Son biddjui dávjá skuvlalanjas olggos go ii jeagadan lohkat čuodjalit dahje dadjat dárogillii buorre idit skuvlaolbmái.
Likt et foreldreløst barn drev Kátjá dank i bygda mens de andre var på skolen.
Kátjá lei dego oarbbes mánná. Go ain bijahallá skuvllas eret, de váccaša son márkanis ja golahallá daid guhkes, guhkes beivviid.
Så forferdelig alene.
Áibbas okto.
Det hendte at hun blandet seg inn i en slosskamp, men bare hver gang hun så at større barn plaget eller slo mindre barna.
Muhtomin láve son seaguhit iežas earáid doarrumiidda maid. Jus fal oaidná stuorát mánáid unnibuid doaruheame, de láve son girdit unnoraččaide veahkkin.
Men selv startet hun aldri en slosskamp.
Muhto ii son gal goassege ieš álggahan doarruma.
Likevei fikk hun nesten alltid skylda og straffen for slosskamper.
Liikká oaččui eanemus siva, ja ráŋggaštusa.
Hjemme var hun den samme, gamle Kátjá.
Ruovttus gal lei Kátjá ain dat seammá.
Da hun gikk i femte klasse, kom bilveien til den vesle bygda deres, og de fikk komme hjem hver måned. Somrene var Kátjás beste tid, men de gikk så altfor fort.
Go Kátjá lei viđat geardde skuvllas de rahpasii biilageaidnu sin unna meahccegilážii, ja sii beassagohte ruovttus finadit oktii mánus. Geasit ledje buot suohttasepmosat ja manne álo nu ilá jođánit.
Hun var alltid blek og tynn når hun kom hjern om våren.
Álo go mánát bohte ruoktot giđđat, de lei Kátjá nu guoirras ja šoavkat, dego livččii buohcci.
Bestemor, som hadde god tid til å følge barnas utvikling, oppdaget snart hvordan skolen hadde forandret stakkars Kátjá.
Áhkku čuovui hui bures mielde mánáid ovdaneami. Son oinnii mot skuvla lei Kátjá riebu rievdadan.
Mor hadde sjelden tid til å tenke på barnas skolegang, eller høre om de hadde noe å forteIte.
Eatnis ii lean nu ollu dilli skuvlla birra jurddašit. Son ii astan goassege gullat.
Hun hadde sitt å streve med. Hun måtte vaske, rydde, sy og lage mat. Når hun ikke holdt på med noe inne, var hun i fjøset eller på fjellet.
Álohii fertii son bassat, čorget, goarrut ja biepmu ráhkadit. Ja go ii lean viesus bargame, de lei návehis dahje meahcis geasi áiggi.
Satte hun seg ned uten arbeid, tok hun alltid fram Bibelen eller salmeboka.
Eadni ii čohkkán goassege joavdelassan, ja jus čohkkedii bargguhaga, de logai Biibbala dahje lávllui sálbmagirjjis.
Da måtte hun ikke forstyrres.
Ja dalle ii ábuhan eatni vuorjat.
Far hadde av og til tid til å snakke med barna. Men han forstod ikke at skolen var det verste stedet på jorda, eller at Kátjá mye heller ville være hjemme enn å gå på skolen.
Áhčis gal lei muhtomin dilli. Muhto áhčči ii ipmir. Áhčči ii ipmir ahle skuvla lea vearrámus báiki mii gávdno. Ii ge son ge ipmir ahte Kátjá muhtomin hálidivččii ruoktot báhcit go earát vulget skuvlii.
Far var redd for lærere og skolesjefen.
Ja áhčči maid ballá skuvlahoavddain.
Redd for at om ikke Kátjá gikk på skolen, ville lensmannen arrestere han. Det hadde han fortalt henne.
Son lei Kátjái dadjan ahte jus son ii mana skuvlii, de boahtá leansmanne áhči viežžat giddagassii.
Selvom far var stor og sterk, var også han redd for de norske, enda han både forstod og snakket språket deres.
Vaikko áhčči lea ge stuoris ja gievra, de son maid ballá dáččain. Dan son dahká vaikko ipmirda sin giela ja veaháš máhttá vel hupmat nai dárogiela.
Kátjá kunne ikke fortelle han hvor jævlig det var på skolen, og hvor slem hun var der.
Dan dihte ii ábut áhččái muitalit man váivi skuvllas lea, ja man hilbat son lea doppe.
Bare det første skoleåret hadde hun tålt slagene uten å ta igjen.
Son gierddai gal vuosttaš skuvlajagi, muhto ii šai eambbo.
Hvordan kunne Biret og Risten snakke om skolen hjemme?
Oappáguovttus gal sáhtiiga ruovttus hupmat skuvlla birra maid.
De snakket mens de spiste, om kvelden før de sovnet, skravlet de i munnen på hverandre.
Nu dábalaččat — borranbeavddis dahje eahkes go sii ledje velledan. Soai muitaleigga oktiinjálmmiid Bierain skuvlla dáhpáhusaid birra.
Kátjá fattet ikke hvordan det gikk an å snakke så naturlig om skolen.
Kátjá ii ipmirdan goasse mot jur nie lunddolaččat sáhtte skuvlaságaid muitalit.
Bare ved tanken på skolen kjente hun en smerte dypt inne i seg.
Nu váivi go váibmu vel bávččastii dušse jurddašit dan birra, mot ipmášiid de vel hupmat dan birra.
Det hendte hun fikk lyst til å fortelle alt sammen til mor når de var alene.
Muhtomin lei sus miella eadnái juoidá muitalit skuvlla birra. Muhtomin go soai etniin leaba guovttá viesus.
Men det var nesten umulig å begynne.
Muhto álo lea váttis gávdnat rievttes sániid maiguin álggaha.
Bare mor spurte hvordan det var å bo på internatet, stakk det vondt i henne, og hun måtte slåss for å holde tårene tilbake.
Ja jus eadni vel deaivá jearrat juoidá dan birra mot internáhtas lea orrut, de láve nu ártegit cugget čoavjái, ja son láve ferret iežas nu garasin dahkat vai gatnjalat eai golgagoađe.
Mor og far fikk aldri høre sannheten om skolen og internatet.
Danin eaba šaddan eadni ja áhčči obanassii diehtit man váttis dilli Kátjás duodai lei internáhtas ja skuvllas.
Heller ikke småsøsknene fikk vite om det, for de ville ikke ha forstått likevel.
Oappát ja vieljat maid eai diehtán, eai ge várra livčče ipmirdan ge jus son vel livččii ge muitalan.
De hadde ikke mye tid igjen sammen.
Sis eai lean šat galle beaivvi ovttas.
Om noen dager skulle de skilles, reise hver til sitt.
Moatti beaivvi geahčen fertejit sii earránaddat.
Og selvom de alle hadde lengtet i ni lange år etter akkurat den dagen, var de plutselig ikke glade mer.
Ja vaikko sii buohkat ledje juste dan beaivvi vuordán ovcci, guhkes jagi, de ii orron dat illudahttime juste dál.
Stemningen var merkelig og sørgmodig.
Dat lei imaš, measta ahkidis dovdu.
De skulle snart skilles, men de kunne ikke snakke om det. De snakket om helt andre ting.
Muhto ii oktage jienádan dien ášši birra maidege, sii baicca hupmagohte eará duođalaš áššiid birra.
Ett var de alle enige om: Ingen skulle fortsette på skolen!
Buohkat orro leamen dan oaivilis ahte ii agibeaivves gánnat goit skuvllaid šat joatkit.
- Aldri i verden om vi frivillig oppsøker skoler, når vi endelig slipper ut til friheten igjen.
— Go dáppe vuos eret beassá — friddjavuhtii, ii de goit jalla ge šat álgge vel eambbo skuvllaid birra jurddašit.
Ihvertfall ikke jeg, det er jeg faen så sikkert på! Sa Ailo Mattis.
In goit mun, dan ala gal vuortnun, álggahii Áilo Máhtte, ja earát nannejedje dan.
- Ni av våre beste år har vi mistet, kastet bort til ingen nytte.
— Jurddaš, skuvla lea váldán mis buoremus jagiid. Mii leat ovcci jagi golahan dáppe ihána duššái.
Bare drevet dank i dette fengselet, i stedet for å være hjemme og lære å arbeide.
Dáppe fáŋga-vuođas joavdelasttán dan sadjái go ruovttus oahppat bargat.
Foreldrene våre har slitt helsa av seg der mens vi har sloss, 1øyet og lært oss å stjele her.
Eadni ja áhčči leaba šaddan eanasáigge jagis guovttá riehkidit, bivastat gálluid, dan botta go mii dáppe dádjut.
- Ja, og enda preker lærerne om at vi burde fortsette på skoler.
— Nu, ja vel hupmet mii berrešeimmet joatkit skuvllaid!
Fordømte idioter!
Biru ipmirmeahttun jallat!
De kakler som høner: - Skoler er bra, utdannelse gir dere muligheter, skoler åpner en ny verden for dere.
Min oahpaheaddji hoavrrista álo, dego giehka: — Skuvllat leat buorit, skuvllat addet didjiide vejolašvuođaid.
- De norske tenker ikke slik, de kan ikke tenke slik.
— Rivgut eai jurddaš, eai ge ipmir.
For dem er det en stor befrielse å slippe hjemmefra så tidlig som mulig.
Sin mielas lea stuora bestojupmi madi nuorabun besset ruovttus vánhemiid luhtte eret.
Barna deres vil jo vekk fra foreldrene så snart de er gamle nok til å klare seg selv...
Sin čivggat háliidit mánnán juo ruovttus eret.
Kátjá lyttet taus til guttenes prat.
Kátjá čohkkái jávohaga ja guldalii bártnážiid ságastallama.
De tenkte på samme måte, alle sammen.
Sis orro seammalágán jurdagat buohkain.
- Hva med deg, Kátjá?
— Naba don Kátjá, jearralii okta.
Hva vil du gjøre når du kommer tilbake til friheten?
— Gosa don áiggut go beasat friddjavuhtii fas?
- Jeg vet sannelig ikke...
— In mun diede.
svarte hun lavt.
vástidii Kátjá vuollegaččat.
men jeg vet ikke hva jeg vil vite, bare at det er noe...
Mun orun muhtomin dovdame hirbmat háliidusa diehtit. in diede ieš ge maid.
Tenk om det fantes en skole der man lærer det man har lyst til å lære, ikke blir tvunget til å lese så mye om de evindelige vikingene og apostlene.
Jurddašan mun gal veaháš skuvllaid birra nai, jus gávdnošii dakkár skuvla gos olmmoš sáhttá leat friddja. ja ieš mearridit maid háliida oahppat.
- Slike skoler finns ikke, i hvert fall ikke i Norge.
— Diekkár skuvla ii gávdno gostege. li goit Norggas.
Du vet jo at de som driver skolene ikke har peiling på hvordan det er å leve i ødemarka, slik vi gjør.
Skuvlaolbmát eai oainnát diede, eai ge oba ipmir ge mot meahccebáikkiin lea eallit.
De skjønner ikke at vi ikke kan leve av alt vi har pugget om de hellige konger og om korstogene deres.
Ii doppe boađe biebmu beavddi ala vaikko man gavrri bures dieđášii buot bassi gonagasaid ja sin sođiid birra.
Skoler er bare noe forbanna tull!
Jur skuvllain ii leat ávki beatnat bahtii ge.
Nei Kátjá, tenk ikke mer på det, kok heller kaffe til oss, av fersk, nystjålet kaffe!
muhto Kátjá, vuoššal dál baicca gáfe, váras suoláduvvon gáfiiguin!
De gapskrattet, og Kátjá kokte kaffe. Men først hadde de forsikret seg om at betjeningen ikke var i nærheten.
Buohkat bohkosedje, ja Kátjá bijai gáfe duldet go vuos okta lei fitnan iskame oidno go oktage biigá lahkosiin.
- Ingen i sikte, meldte spionen som kom tilbake fra korridoren.
— Ii oidno oktage biigá, sii leat buohkat čohkkámen iežaset lanjas njunnálaga.
- De sitter nok på vaktrommet og forbanner oss og slarver om allverdens tull.
Min garuheame ja duššiid slárveme.
Det lysnet av dag, den aller siste skoledagen.
Maŋemus skuvlabeaivi čuvggođii.
Det var sommer i lufta.
Hirbmat liehmu geasseilbmi lei áimmus.
All snøen hadde smeltet, og isen var gått i elva.
Muohta lei visot juo suddan, jieŋat maid mannan eanus.
Men trærne var ennå svarte.
Muorat gal eai lean vel runiidan.
- Hjemme har nok 1øvet begynt å sprette allerede, og markene er grønne, tenkte Kátjá.
— Ruovttus gal várra lea urbi juo luoskanan ja giettit runodan, jurdilii Kátjá.
Hun sto i soverommet og så ut av vinduet.
Son čuoččui lanjastis ja guovlladii olggos.
Hun var i et merkelig humør, hverken glad eller trist.
Sus lei nu ártegis dovdu. Ii lean ilus, ii ge morrašis ge.
Hun var klar til å dra.
Son lei gearggus vuolgit.
Rare tanker tumlet rundt i hodet mens hun sto der.
Juohkelágán jurdagat bahkkejedje su oaivái.
Hun kastet et blikk mot senga, mot puta som hun hadde grått så mange bitre tårer i, som hun hadde så mange inderlige bønner i, som hun hadde hvisket tusen forbannelser i. Hun lukket øynene et øyeblikk.
Son bálkestii vel čalmmiidis iežas seŋgii — boalstarii man vuostá nuppát ganjal lei golgan, nuppát rohkos rohkadallojuvvon ja nuppát garrusátni savkaluvvon.
Plutselig smilte hun. - Endelig er jeg et fritt menneske!
Sus manne čalmmit oanehaš gitta, ja fáhkkestaga moddjii son: — Mun lean viimmat luovos!
Følelsen av frihet var så sterk at den nesten skremte henne. Hun skyndte seg å pakke og fortet seg ut.
Dat lei nu amas dovdu ahte dat gosii baldá su. Son doapmalii čorgestit oktii buot veaskkuid ja biergasiid ja vázzilii olggos.
I korridoren møtte hun husmora og en av assistentene hennes.
Gáŋgenis bođii internáhtahoavda ja okta biigá su ovddal.
Kátjá, skal du virkelig forlate oss nå? Takk for alle de hyggelige årene vi har hatt sammen med deg!
Kátjá gal guođát dál min. Giitu daid jagiid ovddas maid mii leat beassan ovttas orrut!
Det er mat på kjøkkenet.
Doppe lea veaháš biebmu gárvvistuvvon gievkkanis.
Du vil vel spise før du drar.
It go áiggo borrat ovdal vuolggát?
Kátjá fikk ikke fram et ord. Hun fortsatte bare videre, og lot som hun ikke så den utstrakte hånden til husmora.
Kátjás ii boahtán sátni ge njálmmis olggos, ii ge son dahkkan oaidnin ge go internáhtahoavda geaigguhii gieđa sutnje, son dušše vázzái viidaseapput.
Hun trengte ikke deres godhet mer.
Son ii háliidan ii ge dárbbašan buorrevuođa dál šat.
De brydde seg ikke om meg da jeg virkelig trengte det.
Go dalle eai beroštan mus go mun livččen sin duođas dárbbašan.
I skolegården stod lærerne og ønsket elevene god sommer.
Skuvlašiljus ledje oahpaheaddjit ges sávvame mánáide buori geasi.
De klemte avgangselevene. Det var en rørende avskjedsscene.
Daid ohppiid geat ledje geargan skuvllas oidnojedje sii váldime birračeabeha.
Skolesjefen ropte navnet hennes da hun nærmet seg, men hun stirret bare rett frem for seg og gikk fort mot de ventende skolebussene utenfor porten.
Go Kátjá lahkonii, čurvii skuvlašeaffa su nama, muhto son geahčai dušše njuolga daid vuordi skuvlabussiide mat ledje olggobealde áiddi, ja doamai buot oahpaheddjiid meatta nu ahte ii ravkalan ge čalmmi.
Heller ikke lærerne ville hun se på, bare skyndte seg å spørre en av bussjåførene hvilken buss hun skulle ta. Stille satte hun seg i den tomme bussen.
Son doamai ovtta bussevuoddjis jearrat guhte busse dat lei man fárrui son galggai, go dan diedu oaččui, doapmalii son dan guoros bussii.
De ventet lenge på de andre barna.
Skuvlabusse fertii guhká vuordit daid eará mánáid.
Hun stirret på den store, stygge skolebygningen, så full av minner.
Kátjá čohkkái ja geahčai dan stuora, romes skuvlii.
Hun husket den første skoledagen.
Su muitui bođii dat vuosttaš skuvlabeaivi.
Far som forlot henne i denne forferdelige bygningen.
Go áhčči guđii su dieid issoras seinniid siskkobeallái.
Noe fylte halsen, det kjentes som om hun skulle kveles. Hun klemte hardere om veska, men det gjorde så djevelsk vondt i øynene.
Juoga orui čoddagis viggame bajás ja buviheame su. Son cipmui giedaiguin veaskkus, ja dovddai mot čalmmit bávččastišgohte.
- Ni år..
Ovcci jagi.
og bestemor!
ja áhkku!
Tenk at jeg ikke fikk være hos bestemor før hun døde.
In beassan áhku luhtte ge ovdal go son jámii.
Det var skolens skyld.
Skuvlla dihte.
Kanskje bestemor ikke hadde dødd hvis jeg hadde vært hos henne...
Áhkku ii livčče soaitán jápmit jus mun ledjen leamašan ruovttus.
men skolen..
muhto skuvla.
internatet!
internáhtta!
Forbannede skole!
Garruduvvon skuvla!
Hun presset hånden mot munnen for ikke å gråte høyt.
Son fertii gieđa dollet njálmme ovdii vai ii čierrugoađe jitnosit.
Men smertene inni henne klarte hun ikke stanse.
Orui čađat dego soames livččii juoga mainna čuoggume su siste.
De stakk som spisse nåler.
Dat bávččagii nu issorasat.
Gråten var blitt stille og tørr langt inne i hjertet. Skolebussen startet.
Son čierui goike, jávohis čierruma go skuvlabusse vuoddjái ja vuolggahii su ruoktot!
Så deilig det var å komme hjem igjen!
Man somá lei ruoktot boahtit!
Det tok tid før hun virkelig fattet at hun aldri mer behøvde å tvinge seg til å gå på skolen.
Álggos ii orron oba jáhkimis ge ahte son ii bággehala šat skuvlii vuolgit. Ii goassege.