Anne Wuolab (Ánddáid Ánne) er født 1970 i Narvik og er oppvokst i Ballangen, hvor hennes familie driver med reindrift.
Anne Wuolab (Ánddáid Ánne) lea riegádan 1970:s Áhkkánjárggas (Narvikas) ja bajásšaddan Bálágis, gos su bearaš bargá boazodoaluin.
Hun gikk barneskolen i Ballangen og ungdomsskolen på Sameskolen i Troms, videregående skole i Tromsø, tok journalistutdanning i Oslo, leste nordsamisk og feministisk filosofi i Umeå og urfolkskunnskap ved Samisk høgskole i Kautokeino.
Son váccii mánáidskuvlla Bálágis, nuoraidskuvlla Tromssa sámeskuvllas, joatkkaskuvlla Tromssas ja lea lohkan journalistaoahpu Oslos, davvisámegiela ja feministtalaš jurddašeami Upmis ja álgoálbmotdiehtaga Sámi allaskuvllas.
Hun er kulturjournalist, og har blant annet vært med på å starte opp tidsskriftet Gába.
Son lea kulturjournalista, ja lea earret eará leamaš mielde álggaheamen Gába-čállaga.
Nu bor hun i Lycksele i Sverige og driver sitt eget firma og jobber med ord.
Dál son orru Likšus (Lycksele) Ruoŧa bealde ja jođiha iežas fitnodaga ja duddjo sániiguin.
Her forteller hun om sine egne erfaringer fra ungdomstida på Sameskolen i Troms og livet på internatet.
Dá son muitala iežas vásáhusaid nuoraidskuvlaoahppin Tromssa sámeskuvllas ja internáhtas.
Jeg henger opp lange gardiner.
Mun heŋgen guhkes láseliinniid.
De skal dele rommet i to.
Dat galgaba juohkit lanja guovtti oassái.
På den ene siden skal jeg gjøre lekser og sove. På den andre siden skal jeg vaske meg.
Nuppi oasis galggan leavssuid lohkat ja oađđit, nuppi oasis fas basadit.
På internatrommet er det en vaskeservant, et skap, ei seng, et nattbord, et skrivebord og en stol.
Internáhtalanjas lea basadanbáiki, skábe, seaŋga, seaŋgabeavdi, čállinbeavdi ja stuollu.
Veggene er hvite, det er taket også.
Seainnit leat vielgadat, ja dáhkki maid.
Gulvet er grått og helt nytt.
Láhtti lea ránis ja ođas.
Rommet er koselig selv om gardinene i vinduet ikke faller i min smak.
Latnja lei guoibmái vaikko láseliinnit eai leat miela mielde.
Blåe vindusgardiner synes å være malplassert etter at jeg har hengt opp de lange hvite gardinene midt i rommet.
Alit liinnit láses eai oro šat heivemin go heŋgen daid guhkes vilges liinniid gasku lanja.
De blåe gardinene har i tillegg et grønt mønster.
Dain lea vel stuora ruoná hearvvat.
Ja, hvordan kunne jeg gjøre et rom på 10 kvadratmeter annerledes?
Ná, mo eará ládje sáhtán dáhkat dan 10 njealjádasmehter sturrosaš lanjas?
Endelig har jeg eget rom og kan dekorere det akkurat slik jeg vil til enhver tid.
Mus viimmat lea sierra latnja ja beasan čiŋahit juste nu go miella ain sihtá.
Hittil har jeg delt rom med andre jenter.
Dássážii lean juogadan lanja eará nieiddaiguin.
Da var det ikke spørsmål om hva jeg ønsket, måtte bare tilpasse meg og dele dager og netter – slik at man får fred til å gjøre lekser.
De ii lean sáhka maid mun háliidan, de ferte dušše soabahallat ja juogadit beivviid ja ijaid – vai bálle leavssuid lohkat.
Jeg spiller en kassett med Culture Club mens jeg henger opp plakater av Boy George, Duran Duran og Paul Young.
Mun čuojahan Culture Club kaseahta ja darvvihan pláhkkahiid main lea Boy George, Duran Duran ja Paul Young govat.
Young er den eneste av de mannlige artistene som er maskulin, – og ser ut som en mann.
Young lea áidna dain dievdoartisttain geas lea dievdohápmi ja -ámadeadju.
Hans leker ikke med androgynitet.
Son ii stoaga androgynitehtain.
Han er også den eneste av «mine artister» som ikke synger pop. Han synger soul.
Son lea maid dat áidna «mu artisttain», gii ii lávllo pop. Son lávlu soul.
Hjertet er nær ved å knuse når jeg hører hans sanger.
Váibmu jur cuovkana guladettiin su lávlagiid.
Hans musikk spiller jeg bare når jeg er nedfor, og vanskelige og negative tanker fyller mitt sinn.
Su musihkka gullo dušše dalle go lossamiella deaddigoahtá ja go váivi ja negatiiva jurdagat levvet millii.
Han gråter sammen med meg når han med grov stemme synger om smertefull kjærlighet.
Son čierru muinna ovttas go roaves jienain lávlu bahča ráhkisvuođas.
Slik føles det.
Nu dovdo goit.
Av hans sanger liker jeg best.
Su lávlagiin liikon eanemus.
Den sangen er om meg, tenker jeg alltid.
Diet lávlla lea mu birra, jurddašan álo.
Slik er det når jeg reiser mellom skolen og hjemme mitt og lever i to kulturer.
Lea nie go jođán ruovttu ja skuvlla gaska ja ealán guovtti kultuvrras.
Og fordi jeg ikke lenger er et barn, men heller ikke voksen, og i tillegg ønsker jeg mest av alt å være både jente og gutt samtidig.
Ja go in leat šat mánná, muhto aŋkke in ollesolmmoš, ja vel mu stuorámus sávaldat ja ohcaleapmi; leat sihke nieida ja bárdni oktanaga.
Jeg henger opp den siste plakaten.
Mun heŋgen vel maŋemus pláhkkaha.
Det er bilde av Cindy Lauper.
Lea Cindy Lauper govva.
Jeg har farget håret mitt like rødt som det hun har.
Mun lean báidnán vuovttaid seammá ruoksadin go son.
Jeg hadde tatt med meg bilde av henne til frisøren og ba om samme farge og frisyre som henne.
Ledjen su gova váldán mielde vuoktačuohppi lusa ja bivdán seammálágan ivnni ja hámi.
Du er ganske tøff, sa frisøren.
– Don leat oalle tøffa dál, logai vuoktačuohppi.
Hun synes å være fornøyd med arbeidet sitt.
Son orru duđavaš iežas bargguin.
Jeg så at fargen og frisyren ikke kledde meg.
Mun oidnen ahte ivdni ja frisyra ii gárvvohan mu.
Men jeg gav blaffen.
Muhto in beroštan.
Jeg hadde på meg et fargerikt skjørt, ullstrømpebukser, ullsokker og joggesko.
Mus lea ivdnás fuolpu, ullobuvssat, lestat ja joggeskuovat.
Ullgenseren var som et telt, og det hadde jeg selv strikket av restgarn.
Ullobáidi lei dego rákkas ja lean ieš gođđán dan loahpaláiggiiguin.
Jo, jeg passet til freak-stilen.
Jua, mun gal heiven dien freak-gárvodanmállii.
sang jeg sammen med Boy George.
lávllun ovttas Boy George:in.
Jeg danset i reggae-takt.
Mun dánssun reggaetávttain.
Jeg er så fornøyd fordi jeg har eget rom.
Lean nu duđavaš go lea iežan latnja.
Nå kan jeg danse når jeg vil og nekte andre å komme inn på rommet når det er det jeg vil.
Dál beasan dánsut goas háliidan ja biehttalit luoitimis earáid látnjii go dange háliidan.
Det føles som om verden igjen er blitt min venn.
Dovdo dego máilbmi fas lea mu ustibin šaddamin.
Jeg skrur ned lyden litt og rydder bort klær i skittentøysekken.
Mun geahpedan musihka veaháš, ja čorgestaddan biktasiid duolvabivttassehkkii.
Det er like før sekken revner, og det hadde vært på tide å vaske klær.
Dat lea luoddaneamen ja áigi livččii bassaladdat.
Men ikke ennå.
Muhto ii vuos.
Nå vil jeg først nyte at jeg har eget rom og det at jeg er alene.
Dál áigon vuos navddašit iežan lanja ja oktovuođa.
Jeg setter meg i senga og ser på plakatene og hvordan jeg har dekorert rommet.
Mun čohkkedan seŋgii ja geahčadan pláhkkahiid ja mo lanja lean hábmen.
Her kan jeg leve.
Dás sáhtán orrut.
Jeg hadde bodd på internatskolen i halvannet år.
Mun ledjen beannot jagi orodan internáhttaskuvllas.
Det gikk bra.
De manai bures.
Jeg likte vanene, som å stå opp om morgen og spise seg mett til hver frokost fra et rikholdig matbord som inneholdt brød, yoghurt, ost, kjøttpålegg, frukt, melk og juice.
Mun liikojin dábiide, nu go árrat lihkkat iđđes ja juohke iđida bures boradit valljodagas: láibbit, yoghurt, vuosttát, biergosuvllit, šattut, mielkkit ja máihllit.
Og skolen var i den andre bygningen, nesten ingen gåavstand.
Ja skuvla lei nuppi viesus, ii lean vázzingaskage.
Man behøvde ikke huske på å putte skolebøkene i ranselen.
Iige dárbbašan muitit skuvlagirjjiid lávkii coggat.
I pausene rakk man å hente hjemmeleksa, dokumenter og skolebøker.
Bottuin gearggai viežžat leaksobihtáid, čállosiid ja skuvlagirjjiid.
Skolen var lett, syntes jeg.
Skuvla lei álki, mu mielas.
Jeg likte alle fagene, det var ikke noe av skolearbeid som jeg ble lei av.
Mun liikojin buot fágaide, ii lean fal mihkkege skuvlabargguid mii dolkadahttii.
Noen ganger strevde jeg med leksene, og noen ganger feilet jeg.
Muhtumin rahčen bihtáiguin ja muhtumin medden.
Det gikk utover selvfølelsen, jeg skulle jo være perfekt.
De gal čuozai iešdovdui, mun han galgen leat perfeakta.
Jeg skulle jo være best og flinkest, og stolt.
Mun han galgen leat buoremus, čeahpimus ja čeavlái.
Jeg klarer meg nok!
Mun han gal birgen!
I stedet smilte jeg når jeg slet med noe, for da fikk jeg være i fred.
Mun baicce moddjájin go bártidin, go de bessen leat ráfis.
Smilet var mitt våpen og også mitt skjold når selvtilliten begynte å slå sprekker.
Mojit ledje mu vearjjut ja vel suodji go iešluohttámuš gárgidišgođii.
Noen dager orket jeg ikke noe.
Muhtun beivviid in gillen maidege.
Og jeg ville ikke lære noe.
Inge háliidan oahppat.
Jeg tvilte på mine evner og om jeg hadde et lesehode.
Mun eahpidin iežan attáldagaid ja lohkanoaivvi.
Jeg trodde ikke jeg var noe, jeg trodde ingen brydde seg om meg. Hvem liker en tosk, hvem liker en som har problemer, hvem liker meg?
Mun in jáhkán iežan leat mange veara, navden ahte ii giige beroštan mus. Gii liiko doavkái, gii liiko heahttái, gii liiko munnje?
Slike dager kunne jeg forsvinne, for hvem ville savne meg?
Diekkár beivviid sáhtášin jávkat, go gii ohcalivččii?
Foreldrene må elske meg, jeg er jo deres datter.
Vánhemat fertejit ráhkistit mu, mun lean sin nieida.
Men hvem andre bryr seg?
Muhto gii eará berošta?
Brødre, søstre?
Vieljat, oappát?
Også de elsker meg fordi de må.
Maiddái sii bákkus ráhkistit.
Men hvem her på skolen?
Muhto gii skuvllas?
Her ville ingen oppdage hvis jeg forsvant.
Dáppe ii oktage fuomášivčče jus jávkkašin.
Som han der gutten.
Nu go diet bárdni.
Han som jobber i musikkforretningen i bygda, der hvor jeg ofte leter etter ny musikk.
Diet gii bargá musihkkagávppis gilis, dieppe gos dávjá burggán ođđa musihka.
Han er sikkert vennlig og hjelpsom.
Son lea sihke ustitlaš ja veahkkái.
Han har oppdaget hva slags musikk jeg liker, og foreslår ofte hvilke plater jeg skal kjøpe.
Son lea fuobmán makkár musihkkii mun liikon ja árvala dávjá skearruid.
Tro om han ser meg?
Oaidnágo son mu?
Tro om han ser meg som jente og ikke som en kunde?
Oaidnágo son mu nieidan, ii ge kunddarin?
Var stjernene i hans øyne og blikkene et signal på at jeg kunne være en mulig kjæreste?
Ledjego su nástečalmmit ja geahčastagat signálat ahte livččen moarselágan?
Nei, han er sikkert en handelsmann som er ivrig etter å selge plater.
Ii, son sihkkarit lea gávpeolmmái ja áŋgir vuovdit skearruid.
Så jeg blir kjølig.
Mun de galmmihan iežan.
Sier ikke stort.
In jienat olus.
Begynner å avvise folk og heller være tøff, slik frisøren sa det.
Hilgugoađán ja lean tøffa, nu go vuoktačuohppi logai.
Plutselig smeller det.
Beaškkeha fáhkka.
Kassetten stopper.
Kaseahtta bisánii.
Jeg skvetter til.
Mun suorganan.
Mens jeg sitter i sengen, ser jeg barn løpe rund på lekeplassen.
Čohkkádettiin seaŋggas oainnán mánáid viegadeame stoahkanšiljus.
Rop og leven.
Čuorvun lea ja eallin.
Noen gynger kraftig.
Muhtun sugada garrasit.
Det er flott høstvær.
Lea čáppa čakčadálki.
Det fine været og årstiden maler trær og gress i farger.
Fiertu ja ruški herve muoraid ja suinniid.
Barna skal være ut helt til det er spisetid.
Mánát galget leat olgun boradanáigái.
Når man ringer med den store reinbjella, så samles vi barna og ansatte inne på spiserommet til middag.
Go roŋke čuodjá de mii mánát ja bargit čoahkkanit boradanlatnji mállásiidda.
Akkurat i det jeg står opp for å bytte kassett i spilleren, så smeller det i veggen.
Juste go čuožžilan molsut kaseahta čuojanasas, de boŋkila seaidnái.
Enda en gang.
Ja oktii vel.
Jeg smiler.
Mun mojohalan.
Det er Marja på naborommet.
Lea Márjá ránnjálanjas.
Hun kaster matematikkbøker i veggen.
Son bálku matematihkkagirjjiid seaidnái.
Jeg går til hennes rom.
Mun vázzilan su latnjii.
Hun sitter ved skrivebordet og henger i stolen.
Son čohkká čállinbeavdeguoras ja njaŋgá stuolus.
Jeg ser at Marja ikke vil ha hjelp.
Mun oainnán Márjá ii fuola veahkis.
Men jeg henter bøkene som ligger på golvet, og leter frem leksene som hun holder på med. Jeg setter meg i senga, og ser i boka hva hun strever med.
Muhto mun vieččan girjjiid láhttis ja ozan bihtáid maiguin lea bargamin. Čohkkedan seŋgii ja oainnán girjjis mainna bártida.
– Hvorfor skal vil lære om alskens trekanter, kvadrater, arealer, volum og annet tull?
– Manne galgat oahppat buotlágán golmmačiegaid, njealječiegaid, areálaid, volymaid ja eará duššiid?
Marja er fremdeles sint.
Márjá lei ain duskkis.
– Disse løsningene må du bare lære, sier jeg lavt.
– Daid čovdosiid ferte dušše oahppat, dajan mun vuollegaččat.
Min klassekamerat er snarsint, og jeg kjenner meg ofte liten når det koker over for henne.
Skuvlaoabbá lea boarka ja dovddan dávjá iežan unnin go son duoldá.
Jeg ønsker også å koke over.
Mun maid háliidivččen duldet.
Bli sint.
Suhttat.
Ses og høres når jeg kjenner urettferdighet.
Čájehit ja gullot go dovddan eahperehálašvuođa.
Men mitt sinne er stille tårer, mens Marjas sinne er som en kraftig, brusende foss.
Muhto mu suhttu lea jaskes ganjal ja Márjjá suhttu lea fámolaš boršu gorži.
Jeg nærmer meg skrivebordet og bretter ut bøkene.
Mun lahkonan čállinbeavddi ja lebben girjjiid.
Jeg forklarer løsningene, viser hvordan vurdere stykkene og regne dem. Jeg ser på når hun jobber.
Mun bagadan čovdosiid, čájehan mo árvvoštallat bihtáid ja rehkenastit daid. Mun geahčan go bargá.
Hun skriver fort og sikkert.
Son čállá jođánit ja sihkkarit.
– Nå ble jeg ferdig med leksene, sier Marja.
– De gergen leavssuiguin, dadjá Márjá.
Hun smiler mot meg og er fornøyd.
Son mojohallá munnje ja lea duđavaš.
Marja burde være fornøyd.
Márjá berrešii leat duđavaš.
Hun er flink, synes jeg.
Son lea čeahppi, mu mielas.
Hun tør argumentere i timene og er en flittig elev.
Son duostilit ákkastallá diimmuin ja lea viššalis oahppi.
Og alltid tiltrekkende.
Ja álo fávru.
Tenk, hun kan forklare hva hun ikke liker, som for eksempel om middagsmat og moter.
Jurddaš, son sáhttá čilget masa ii liiko, nu go mállásiidda dahje bivttasmotii.
Jeg tror ikke jeg noen gang har sett at Marja har på seg stygge klær, eller har en merkelig frisyre.
Mun in jáhke mun goassege lean oaidnán Márjjá fasttit gárvodan dahje ártegit beaskidan vuovttaid.
Jeg går til tv-rommet.
Mun vázzilan tv-latnjii.
Det dufter nykokt kaffe.
Hakso várás gáffe.
– Vil du ha kaffe, spør Ingrid, en av de ansatte.
– Siđatgo gáfe? jearrá Ingrid, muhtun bargi.
Hun har jobbet lenge på internatet.
Son lea guhká bargan internáhtas.
Nesten like lenge som min bror, Lemet.
Liika guhká go mu viellja, Lemet.
Jeg var på jakt etter Lemet.
Mun ledjenge Lemeha ohcamin.
Ingrid gir meg en kopp.
Ingrid geige munnje gohpu.
Jeg tar i mot koppen og setter meg ved bordet.
Válddán vuostá dan ja čohkkedan beavdegurrii.
Her bruker det alltid å sitte noen.
Dás láve álo gii nu čohkohallat.
Noen som leser aviser eller tegner.
Gii nu logada áviissaid dahje sárggoda govaid.
– Hvor er Lemet, spør jeg.
- Gos Lemet lea? jearan mun.
– Han kjørte til butikken med noen av barna, forklarte Ingrid.
- Son vuoddjái buvdii muhtun mánáiguin, muitala Ingrid.
Og la til at hun håpet de rekker middagen.
Ja lasihastá ahte sávvá sin joavdat mállásiidda.
En perfekt kropp.
Perfeakta gorut.
Jeg vet ikke om noen annen kvinne som har en så fullstendig muskuløs og veldreid kropp som Ingrid.
Mun in diehtán eará nissona go Ingrid geas lei áibbas deahkkás ja hámálaš gorut.
Hun kunne spise hva som helst uten å bli fet.
Son sáhtii borrat vaikko maid iige buidon.
Ingrid liker middag, snop og trimmet aldri.
Ingrid liiko mállásiidda, njálgáide iige goassege valáštallan.
Tenk om jeg kunne bruke trange klær slik som Ingrid!
Jurddaš jus mun sáhtášin baskkes biktasiid coggát, nu go Ingrid!
Min kropp var stygg og ekkel.
Mu gorut lei fasti ja unohas.
Jeg hadde altfor store bryster, magen bulte ut og rumpa var stor og bred.
Mus ledje menddo stuora čiččit, čoavji bullái ja čoarbbealit ledje govdadat ja deahkkái.
Hendene var også store, syntes jeg.
Gieđat maid ledje gassadat, mu mielas.
Nei, jeg må ta på meg telt og skjule det stygge.
Ii, mun gal ferten gárvodit rággasiin ja čiehkat fastivuođa.
Jeg tømmer kaffekoppen og går til mitt eget rom.
Mun gurren gáffegohpu ja vázzilan iežan latnjii.
Jeg går i gangene og avdelingene.
Mun váccán feaskáriid ja ossodagaid mielde.
Der hvor de små elevene sover, der hvor de større barna sover og ungdomskoleelevenes rom.
Doppe gos unnoraččat ođđet, gos stuorit mánát ja nuoraidskuvlla oahppit ođđet.
Der er det i tillegg et hvilerom for ansatte og trapp ned til kjelleren til vaskerommet.
Dies lea vel bargiid vuoiŋŋastanlatnja ja ráhppa geallárii ja bassaladdanlatnjii.
Og enda en gang inn til mitt og Marjas rom.
Ja de vel feaskkir munno Márjjáin lanjaide.
Vi er kun to jenter og er de eldste.
Moai letne guovttá nieiddat ja boarrásepmosat.
Vi er seks elever på ungdomstrinnet, og vi deler klasserom med syvende, åttende og niende klasse.
Mii leat guhtta oahppi nuoraidskuvllas ja juogadat luohkkálanja, čihččet, gávccát ja ovccát luohkkálaččat.
Det går bra å dele rom, men noen ganger kjeder jeg meg.
Manai bures juogadit lanja, muhto muhtumin mun láittastuvven.
Når læreren veileder syvendeklassinger, orker jeg ikke å følge med. Det fenger meg ikke, og jeg lærer ikke noe av det.
Go oahpaheaddji bagada čihččet luohkkálaččaid de in gille guldalit. Ii dat hástal ja in mun das oahpa.
Fremdeles holder vi foredrag for hele klassen og fremdeles rekker vi å lage lange stiler.
Moai Márjjáin dávjá barge skuvlabargguid guovttá. Ain logaldalle olles luohkkái ja ain gerge guhkebuš čállosiiguin.
Jeg blir ikke vant med å holde foredrag.
Mun in hárján logaldallat.
Og heller ikke det at alle ser på meg.
Ja inge ahte buohkat gehččet munnje.
Jeg er ikke noe lærer, kan de ikke lese og lære selv?
Mun in leat makkárge oahpaheaddji, eaigo ieža sáhte lohkat ja oahppat?
– Du er fortelleren og flink til å lytte, sier læreren.
– Don leat muitaleaddji ja buorre gulahallat, dadjá oahpaheaddji.
Og når du orker, så er du nøye og flink.
Ja go gillet, de leat dárkil ja čeahppi.
Ikke vær lat, sier han.
Ale fal láikkohala, neavvu son.
Jeg liker ikke at han formaner meg mens Marja hører det.
Mun in liiko go ná cuiggoda mu Márjjá guladettiin.
– Jeg er ikke lat, protesterer jeg.
– Mun in leat láiki, vuosttildan mun.
– Jo, det er du. Du er lat. Du forsvinner fra timene.
Don láikkohalat. Don jávkkat diimmuin.
Bare pass på at fraværet ikke trekker ned karakterene dine.
Várut fal ahte jávkan ii njeaidde du árvosániid.
Læreren ser på meg med alvorlige øyne.
Oahpaheaddji geahččá munnje duođalaš čalmmiiguin.
Jeg vet ikke lenger hva jeg skal si.
Mun in dieđe šat maid dadjat.
Er mest bekymret for hva Marja vil tenke om meg nå.
Moraštan eanemus maid son Márjá jurddaša mu birra dál.
Jeg tør ikke se på henne.
Mun in duostta geahčastit sutnje.
Jeg hører læreren skryte av Marja for skolearbeidet hennes, og for at hun er så flittig i timene.
Mun gulan oahpaheaddji rámideamen Márjjá skuvlabarggu ja go lea áŋgir diimmuin.
Jeg hører de planlegger hvordan undervisningen blir frem til eksamenstida begynner.
Soai gulloba plánemin mo oahpahus šaddá dassážii go eksámenat álget.
Jeg vil til mitt eget rom.
Mun háliidan iežan latnjii.
– Du har lett etter meg, spør min bror, Lemet, når han kommer inn på rommet mitt.
– Don leat ohcan mu? jearrá mu viellja, Lemet, go boahtá mu latnjii.
Han ser på mine vindusgardiner og på bildene på veggen.
Son geahčada mu láseliinniid ja seaidnegovaid.
Jeg demper musikken.
Mun geahpedan musihkas jiena.
– Hvorfor har du slike bilder på veggen?
– Manne dus leat dakkár govat seinniin?
Er det forbilder, spør han.
Leatgo ovdagovat? jearrala son.
Lemet ser på meg.
Lemet geahčada munnje.
Men jeg ser tvilen i øynene hans.
Muhto oainnán čalmmiin eahpádusa.
Ser også at han ikke liker hvordan jeg er kledd og min tilbakeholdenhet.
Oainnán maid ahte ii liiko dasa mo gárvodan ja mu doaladupmái.
– De hjelper meg til å være annerledes, sier jeg.
– Sii veahkehit mu leat earálágan, dajan mun.
Det er første gangen jeg svarer ærlig.
Lea vuosttáš háve mun rehálaččat vástidan.
– Disse artister er selvstendige og kan protestere.
– Dát artisttat leat iešheanalaččat ja máhttet vuosttildit.
De prøver ikke å tilpasse seg til visse mønstre, forklarer jeg fort.
Sii eai geahččal heivehit iežaset dihto minstariid mielde, čilgen jođánit.
– Nei.
– Eai.
De prøver heller å være et unntak.
Sii geahččalit baicce spiehkastit.
Ser du ikke at de spiller og har anskaffet seg selv fremmede ansikter, sier Lemet.
Itgo oainne ahte sii nektet ja leat háhkan alcceseaset amas ámadeaju, dadjá Lemet.
Han setter seg i stolen.
Son čohkkeda stullui.
– Hør her, jeg synes du skal slutte å snike deg ut på bygda om kveldene.
– Gula mat, mu mielas galggat heaitit njáhkamis márkanii eahkediid.
De andre ansatte snakker og vil ringe til mamma.
Eará bargit gullojit hupmamin ja áigot čuojahit eadnái.
Det er tull å plage henne igjen, mener jeg.
Lea dušši su váivvidit fas, oaivvildan mun.
– Hvor har du vært denne gangen?
– Gos don leat leamaš dan háve?
Lemet, er en kjærlig bror.
Lemet, lea ráhkislaš vielja.
Han bryr seg om meg selv om hans familie krever hans krefter og tid.
Son morašta mu nai, vaikko iežas bearaš gáibida searaid ja áiggi.
Jeg burde ikke være hans ansvar.
Mun in galggaše leat su ovddasvástádussan.
– Jeg var på ungdomsdisko.
– Mun ledjen nuoraid diskos.
Og ja, jeg hadde åpnet vinduet før jeg forlot internatet.
Ja jua, mun ledjen ráhpan láse ovdal go guđđen internáhta.
– Se, her er nøkkelknippet som jeg har i lomma, som sikkerhet.
– Gea, dá lea čoavddagihppu mii mus lea lummas, sihkkarvuođa dihte.
Har tatt med meg nærmere tjue nøkler og samlet de til en knippe.
Lean guoktelogi neare čoavdagiid váldán ruovttus ja čohkken gihppun.
Det er tungt, dette er mitt håndvåpen.
Lea lossat, dá lea mus giehtavearjun.
Vi vet begge to at jeg leker med ilden.
Moai dihte goappašagat ahte stoagan várálašvuođain.
Stedet har en militærleir og mye soldater.
Guovllus leat militearaleairrat ja ollu soalddáhat.
Det kan være farlig for en ung jente å farte rundt alene sent på kvelden.
Sáhttá lea várálaš nuorra nieiddaide johtit akto olgun maŋŋit.
– Jeg drikker ikke, sier jeg.
– Mun in juga, dajan mun.
Jeg gjør ikke det, trøster jeg ham.
Mun in daga dan, jeđđen.
Denne gangen er jeg ærlig.
Dán háve lean rehálaš.
En kveld ble jeg oppdaget av internatets nattevakt.
Muhtun eahkeda gávnnahallen internáhta idjaváktii.
Hadde klatret inn gjennom vinduet og i tillegg var jeg full.
Ledjen goargŋumin láseráigge ja gárremin vel.
Hun hadde våknet da hun hørte en bil som bremset opp utenfor internatet, og hadde sett i vinduet meg og en annen gå omslynget fra bilen og bak internatet.
Son lei gullán go biila goazastii šiljus ja lei láseráigge oaidnán mu ja muhtuma sallalagaid vázzimin biillas ja internáhta duogábeallái.
Og slik hadde hun oppdaget at jeg klatret inn gjennom vinduet.
Lei de fuobmán ahte mun goarkŋun láseráigge.
Min hjelper hadde løpt tilbake til bilen og hvisket, da han så at nattevakta ventet på meg inne på rommet mitt.
Mu veahkki lei viehkalan biilii fas ja savkalan «giitu otnážis», go oinnii idjavávtta mu lanjas vuordimin.
Nattevakta hjalp meg inn og ba meg legge meg med en gang.
Idjavákta veahkehii mu sisa ja gohččui velledit dakkaviđe.
Hjertet banket så høyt da jeg kledde av meg og la meg i senga.
Váibmu julkkii garrasit go nuoladin ja velledin seŋgii.
Min romkamerat, Ristin, hadde også våknet da nattevakta hjalp meg inn gjennom vinduet.
Latnjaustit, Risten, lei maid gullán go vákta veahkehii mu láseráigge latnjii.
– Hvordan er det, spør hun og fniser.
– Mo lea, jearrá son ja skužista.
– Oh, det er så bra, svarer jeg og smiler.
– Gal dat jo lea buorre, vástidan mun ja mojohalan.
Men det er ikke helt sant.
Muhto ii leat gal áibbas duohta.
Jeg tenker på mamma og hvordan hun kommer til å kjefte på meg nå.
Mun jurddašan eatni ja mo son galgá bealkit mu dál.
Hodet dundrer fordi jeg har drukket meg full på øl og fordi musikken i bilen hadde vært så høyt på.
Oaivvis jurrá go lean vuolaid juhkan gárremiidda ja go biillas lei musihkka jitnosit.
Jeg er også redd.
Mun lean balus nai.
Frykter hva de ansatte sier i morgen.
Balan maid bargit dadjet ihttin.
Hva lærerne og rektor tenker nå.
Maid oahpaheaddjit ja rektor jáhkket dál.
Nattevakta kom på rommet neste morgen.
Iđđes bođii idjavákta latnjii.
Hun bryr seg ikke om å høre på mine forklaringer, Jeg blir sint og såret.
Son ii beroš gullat mu čilgehusaid. Mun suhtan ja lean soardašuvvan.
Jeg ønsker å forklare at selvsagt vet jeg hva jeg gjør.
Mun dáhtun čilget ahte mun han gal dieđán maid barggan.
Mamma vet nok!
Eadni han gal diehtá!
Jeg holder på å bli voksen og klarer meg selv.
Mun lean rávásmuvvamin ja birgen ieš.
Jeg ventet lenge før jeg stod opp den dagen.
Mun vurden guhká ovdal go lihkken dien beaivvi.
Jeg skjemtes.
Mun heahpadin.
Det var skammelig å kjenne fyllesyka og skammelig å bli oppdaget.
Heahpat lei dovdat gomáid ja heahpat lei gávnnahallat.
Men jeg angret ikke.
Muhto in mun gáhtan gal.
Og så gikk det slik jeg fryktet.
Ja de manai nu go ballen.
Mamma skjente og sa hun var skuffet.
Eadni belkkii ja logai behtohallan.
Bror min måtte passe på meg enda mer.
Viellja fertii fáktet mu vel eanet.
Jeg fikk ikke lenger være oppe til sent på kveldene i helgene sammen med de ansatte, og jeg fikk ikke lov til å dra på butikkene alene.
In šat beassan gohcit guhkibuš vahkkoloahpa eahkediid bargiiguin, inge beassan akto finadit rámbuvrrain.
Fordelene som de eldste hadde, ble tatt fra meg.
Boarrásepmosa ovdamunit internáhtas váldoje mus eret.
Men den verste straffen var at alle på skolen og internatet visste.
Muhto vel vearrát ráŋggáštus lei go buohkat internáhtas ja skuvllas dihte.
Også de yngste.
Maiddái nuoramusat.
De så på meg, betraktet og anså meg for å være ingenting.
Sii gehčče munnje, árvvoštalle ja duššin atne.
De har behandlet meg urettferdig, og derfor har jeg det vanskelig.
Muinna leat eahperehálaččat meannudan, ja leange váivvis.
Ristin, som er ett år eldre enn meg, har også vært på kjøretur med gutter og kommet full tilbake på internatet.
Risten gii lei jagi mus boarrasut, lea maid finadan vuojašeamen bártniiguin ja boahtán gárremiin internáhtii.
Jeg låste opp døra for henne.
Mun rahpen uvssa sutnje.
Og når nattevakta spurte meg hvorfor jeg gikk i gangen om natta, så løy jeg.
Ja go idjavákta jearai maid mun lean ihkku vánddardeamen feaskáris, de mun gielistin.
Lemet så på meg.
Lemet geahčada mu.
Han betraktet meg og slipper meg ikke av synet.
Son guorahallá mu iige luoitte čalmmiid.
– Er det sant at du ikke drikker, spør han.
– Leago duohta ahte it juga? jearrá son.
Jeg sukker.
Mun šuohkehan.
Selvsagt er det sant.
Dieđusge lea duohta.
I handa har han hefter fra noen videregående skoler og folkehøyskoler.
Gieđas leat moadde joatkkaskuvllaid ja álbmotallaskuvllaid gihppagat.
Han slår meg i hodet med heftene.
Son dearpala daiguin mu oaivái.
Ikke hardt og ikke for at det skal gjøre vondt.
Ii garrasit iige bávččadahttin dihte.
Det er heller mer som et råd; bruk hodet og bruk forstanden.
Lea eanet dego ráva: geavat oaivvi ja geavat jierbmát.
Akkurat som han sa: du vet bedre enn å oppføre deg sånn.
Dego dajai: gal hal don dieđát buoret go lahttet ná.
Og levner heftene på bordet når han forlater rommet mitt.
Gullá! Ja guođđá gihppagiid beavdái ja vázzila lanjas.
Jeg fikk gode karakterer på eksamen da jeg var ferdig med ungdomsskolen.
Mus ledje buorit árvosánit eksámeniin go gergen nuoraidskuvllas.
Når jeg pakket ned plakatene og gardinene og mine egne ting, så var jeg klar til å dra ut i verden.
Go páhkken pláhkkahiid ja láseliinniid ja iežan diŋggaid lanjas, de lean gearggus vuolgit máilbmái.
Internatet hadde ruget meg og nå er jeg blitt en ung jente.
Internáhtta lei lállehan mu ja dál lean šaddan nuorra nieidan.
Jeg hadde bodd på et lite rom, og i en bygning hvor det alltid var folk som krevde noe av meg, men som også sørget for at jeg hadde det godt.
Mun ledjen unna lanjažis orron, ja viesus gos álo ledje olbmot geat gáibidedje mus, muhto maid moraštedje munnje buori.
Internatet hadde vært mitt hjem og familie under ungdomsskoletida.
Internáhtta lei leamaš ruoktu ja bearaš nuoraidskuvlla áigge.
Jeg hadde lært å ta vare på andre og vise omsorg.
Mun ledjen oahppan beroštit earáin ja ovddasmorraša čájehit.
Jeg hadde blitt voksen.
Mun ledjen šaddan olmmošeaddjái.
Mitt rom hadde vært et verksted for mine tanker.
Mu latnja lei leamaš bádji jurdagiidda.
Og her ble min selvfølelse styrket.
Ja mu iešvuohta nanosmuvai das.
Skolen førte meg inn i min egen kultur og historie, men også inn i storsamfunnet og andre kulturer.
Skuvla láidestii mu iežan kultuvrii ja historjái, muhto maiddái stuorát servodahkii ja kultuvrraide.
Her ble min selvfølelse, evner og selvstendighet prøvet og kvesset skarpe.
Das mu iešdovdu, attáldagat ja iešheanalašvuohta geahččaluvvui ja heidnejuvvojedje bastilin.
At jeg er ei jente betyr ikke lenger noe.
Ahte lean nieida ii šat mearkkaš maidege.
Jeg hadde rom med vindu ut mot ute-undervisninga, og hørte ofte når de yngre elevene leika eller hadde ute-undervisning.
Mus lei lanja láse olgo-oahpahusa guvlui ja gullen dávjá go nuorat oahppit stohke dahje sis lei olgo-oahpahus.
Flere artikler fra Samisk skolehistorie 6
Eará artihkkalat Sámi skuvlahistorjá 6-girjjis