Skallemåling i folkeskolen
Oajvveskuvrremiehttim vuodoskavlån
Artikkel i boka Samisk skolehistorie 2.
Artihkal girjes Sámij skåvllåhiståvrrå 2.
Skallemåling i folkeskolen
Oajvveskuvrremiehttim vuodoskavlån
Utdrag av Saltbingen
Oasse girjes Saltbingen
Romanen Saltbingen kom ut på Aschehoug forlag i 1981 og har kommet i flere opplag.
Romádna Saltbingen almoduváj Aschehoug forlagan jagen 1981, ja moaddi almoduváj.
På baksida av 3. opplag blir boka presentert slik: «En realistisk og på mange måter sjokkerende historie om en samefamilies kamp for å overleve, både materielt og kulturelt.
Nuppát bielen 3. lågon girjje vuosádaladuvvá nav: “ Almma ja moatte láhkáj suorgganahtte histåvrrå avta sámefamilja birra, gåktu sij hæhttujin ráhtjat vaj rijbbi goappátjaga rubbmelattjat ja kultuvrralattjat.
Saltbingen foregår i Tysfjord på 1950- og 60-tallet.
Subtsas Saltbingenin dáhpáduvvá Divtasvuonan 1950- ja 60-lågon.
Her lever samene fra hand til munn, av bærplukking og rypejakt og litt fiske – på jakt etter arbeid som de har små sjanser til å få i konkurranse med nordmennene.
Dáppe viessu sáme giedas njálmmáj, muorjjimis, låddebivdos ja vehik guollimis – bargov åhtsåmin majt e oattjo dajna gå látte vuostak oadtju.
Ekte og nærgående skildres samenes harde hverdag, deres følelse av mindreverdighet, men også deres stolthet og heroisme.
Oalle láhkáj ja nierbagit gåvviduvvá sámij låsså árggabiejvve, sijá iebdesvuodadåbddo, valla aj sijá mihásvuohta ja sijá jálosvuohta.
Frank A. Jenssen (født 1952) fikk Tarjei Vesaas' debutantpris for denne romanen.
Frank A. Jenssen (r.1952) Tarjej Vesaasa álggobálkkáv dán romána åvdås oattjoj.
Han er selv oppvokst i Kjøpsvik i Tysfjord og har førstehånds kjennskap til miljøet han skildrer i Saltbingen.»
Sån la iesj bajássjaddam Gásluovtan Divtasvuonan, ja buoragit dåbddå birrasijt majt gåvvit Saltbingenin”.
Ved sida av Saltbingen har forfatteren gitt ut 10 bøker, bl.a. om Lofoten og lofotfisket, småhvalfangst og sementindustrien i Tysfjord, samt romanen Lengselens år.
Tjálle l aj 10 ietjá girje tjállám, duola degu Lofåhta ja lofåhtaguollima birra, sválesbivdo birra, ja semænntabargo birra Divtasvuonan, ja de románav Lengselens år.
I tillegg har han deltatt i ei rekke antologier.
Duodden la aj oassálasstám moatten antologian.
Saltbingen er oversatt til engelsk og har vært analysert i to hovedoppgaver i litteratur.
Saltbingen le ieŋŋilsgiellaj jårggåluvvam, ja le guovte girjálasjvuoda oajvvefáhkabargon analyseriduvvam.
Frank A. Jenssen har vært frilansmedarbeider i NRK radio og fjernsyn i tretti år.
Frank A. Jenssen la barggam frilansjournálisstan NRK radion ja TV’an gålmmålåk jage.
Han har også laga flere filmer og lysbildeserier, samt sangtekster og musikk.
Sån la aj filmajt ja tjuovggagåvvåvuosádusájt dahkam. Lávlatevstajt ja tjuojalvisájt la aj dahkam.
Han har bodd i Svolvær fra 1975.
1975 jage rájes la Spålavuolen årrum.
Lisa ser bekymret etter Petter.
Lisa mårålattjat Petterij gæhttja.
Han smyger seg lett over ripa og hopper innover de runde steinene.
Gæhppadit rijpi badjel låjdås ja jårbbis giergij badjel gahppá.
Så snur han seg og ser forventningsfullt på henne.
De jårges ja vuorddemusájn sunji gæhttjá.
De rusler opp mot skolestua.
Suojmma bajás skåvllåj vádtseba.
Petter holder henne hardt i handa, og hun er redd han skal slippe.
Petter suv tjavgga giedas adnal, ja Lisa ballá luojttet galggá.
På gressbakken står de andre med ungene sine.
Rássedievan då iehtjáda mánájnisá tjuodtju.
Hun kjenner de fleste ansiktene.
Ienemusát sijájs sån muodojs dåbddå.
Lisa griper hardere om handa til Petter og retter på klærne.
Lisa Petterav tjavgábut giedas adnal ja biktasijt divát.
Hva venter i skolestua?
Mij så lij skåvllådåben vuorddá?
Petter som vil leke med alle og som gleder seg til å lese eventyr for søstra.
Petter gut divnaj sihtá ståhkat ja gut ávvudallá oabbásis låhkåt.
Ragna sier så mye rart.
Ragna duov dáv javllá.
At ungene hennes ikke har lært å lese og at de blir mishandlet av de andre.
Javlla suv máná ælla låhkåt oahppam, ja vájveduvvi dåjs iehtjádijs.
Men de sier at denne læreren er snill mot alle.
Valla javlli dát åhpadiddje le buorre divnaj vuosstij.
Hun må ikke miste noen.
Ij sidá avtak láhppet.
Hun vil høre han rase opp og ned lofttrappa, se han sitte på vedkassen i kjøkkenet.
Sihtá suv gullat viehkamin tráhpav vuolus bajás, vuojnnet suv gå muorrakássa nanna gievkanin tjåhkkåj.
Han skal ligge i båten med handa som skygge mot sjøsanden og gjemme seg i skogen.
Sån galggá vantsan veludallat giehta suodjen sáddu vuosstij ja tjiehkádallat miehtsen.
Det er svarte sprekker i de kvite veggene.
Tjáhppis sálvo li bieddjis siejnijn.
Vinduene er smårutete og brune og stirrer ondskapsfullt.
Smávvaruvtuk russjkis vindega avtajtjálmij bahás gæhttji.
Det ryker ikke fra pipa.
Vuonás ij suovasta.
Det svarte røret er kaldt, han kan se det, det må være kaldt i rommet også.
Tjáhppis båhttså l galmas, vuojnná dav, tjoaskes lisj má de lanján aj.
De står litt utenfor klyngen, og mora prater ikke med noen.
Tjuodtjoba giemses dåbbelin, ja ieddne ij avtajnik sáhkada.
Han klemmer hardere og napper litt i jakken.
Petter tjavgábut tjábrri ja jáhkas adnalasstá.
Laila er kommet opp fra fjæra, han ser de store, blå øynene over blomstene i kjoletøyet.
Laila l fiervás boahtám, vuojnná suv stuorra alek tjálmijt ja giedjegijt suv vuolpon.
Flere båter legger til.
Ienep vantsa båhti.
Aron sitter i bakskotten og prater med alle, vifter med nevene og forteller sikkert om dekslet som gikk til bunns.
Aron maŋŋegietjen tjåhkkåj ja divnaj sáhkat, giedaj sæjvvá ja subtsas dávk gåbtjåsdagá birra mij båddnåj manáj.
I går kveld satt de på leverstampen, og Aron sa at han ikke må la seg dominere.
Iektu iehkedis livrregákká nanna tjåhkkåhin, ja Aron javlaj ij galga iehtjádijt iejtas badjel dibddet mierredit.
Petter er ikke sikker på hva det ordet betyr, men Aron sa noe annet også.
Petter ij riekta dádjada majt usjut, valla Aron juojddá ietján aj javlaj.
Han sa det er best å være en liten djevel hvis noen forsøker seg.
Javlaj jus aktak gæhttjal, de la buoremus unna riehtasattjan liehket.
De andre kommer med lerretposer, de samme som brukes i multefjellet.
Dåjn iehtjádijn li tuddjavuossa, sæmmi vuossa majt láttakmiehtsen adni.
Femtikilos melsekker dyppet i linolje og tørket på hjellene.
Jáffovuossa ma li vuojddasin buonjodum ja jiellen gåjkkådum.
Nå rommer de mat og klær for flere uker.
Dajda moatte vahkusasj biebmo ja biktasa sjiehtti.
Han får ikke komme heim hver dag.
Petter ij sijddaj besá juohkka biejve.
Det blir for dyrt og tungvint, sier de.
Javlli ilá divras ja tjuottjes sjaddá.
Hver fredag skal de hente han, så skysser de tilbake på mandag eller søndags kveld.
Juohkka bierjjedagá suv viedtji, ja de vas ruopptot suv suvddi mánnodagá jali sådnåbiejviehkeda.
De får litt bensinpenger fra kommunen, sier mora.
Oadtju binná bensijnnarudájt suohkanis, javllá ieddne.
Hun sier ikke så mye.
Ieddne ij vuojga sáhkada.
Det hender at hun bare stirrer ut av vinduet, ned mot havet.
Muhttijn avtajtjálmij vindekrájge ålgus gæhttjá, gæhttja nuore guovlluj.
Da nytter det ikke å mase.
De ij hajitjit lijssi.
Ungene i himmelen har gull på vingene, sier hun.
Mánájn almen li gållesoaje, javllá sån.
Han synes at de heller skulle plukke tyttebær sammen, nå som det er høst.
Pettera mielas lij buorep aktan jågŋit dálla gå la tjaktja.
Så kommer mannen ut fra det kalde rommet.
De ålmåj ålgus boahtá galmma lanjas.
Han er høy og alvorlig og ser seg rundt med lukket munn.
Allak ja alvos, gæhttjá biráldis. Njálmme dahppot.
Mannfolkene tar av seg luene, men de fargerike skautene til kvinnfolkene får være på.
Ålmmå gahperijt oajves nuollali, valla nissuna e ietjasa moattebájnuk lijnijt nuola.
Han kremter høyt og den lavmælte praten stilner.
Ålmåj tjavgga gåsås ja rudnalibme sjávvun.
– Ja, så er det atter klart for et nytt skoleår.
– Na juo de vat ådå skåvllåjahke l álggám.
Folk står stive som hesjestaur, men nede i fjæra hører de Aron banne høyt.
Ulmutja degu hássostávrá tjuodtju, valla fierván gullu Aron tjavgga gárrodime.
Læreren ser ned mot støa.
Åhpadiddje stárfo guovlluj gæhttjá.
Så kremter han igjen.
Ja de vat gåssis.
– Alle sammen skal dere være velkomne.
– Buorisboahtem didjij gájkajda.
Petter går nærmere mora.
Petter iednes lagábuj manná.
Mannen er skallet på toppen av hodet.
Ålmmå oajvvetjåhkkå l buovddan.
Rundt det lyserøde, i ørehøyde, vokser en kraftig krans.
Vuollelin, bieljij buohta, suohkkis vuopta oajvev birástahtti.
Hva er det han sier?
Majt så lik javllá?
Petter lytter betenkt, han forstår ikke alle ordene.
Petter ájádallá, gulldaladdá. Sån ij divna bágojt dádjada.
– Til dere foreldre, fortsetter læreren, – vil jeg bare si følgende: – Ungene er i trygge hender.
– Didjij æjgádijda, åhpadiddje joarkká,– sidáv javllat: – Máná li buorre háldon.
Jeg skal for min del gjøre mitt beste for å gi dem de kunnskaper alle norske barn har krav på.
Ietjam bieles galgav dahkat mij la máhttelis vaj dav máhtudagáv oadtju majt divná Vuona máná galggi oadtjot.
Jeg tror forøvrig det er best at ungene kommer uten følge inn i klasserommet.
Ietján jáhkáv la buoremus máná klássaladnjaj galluga båhti.
De voksne går mot fjæra.
Ållesjattuga fierva guovlluj vádtsi.
Mange av ungene må trøstes, de minste gråter.
Moattes mánájs hættuji jaskaduvvat.
Petter holder fast i skjørtet, han visste ikke at det skulle bli slik.
Unnemusá tjierru. Petter vuolpos gitta anet, ittjij diede nav sjaddá.
Mora stryker varsomt over kinnet og kysser han på øret.
Ieddne suv buorrit ja bælljáj suv tjules.
Det er varmt og vått og hun hvisker heilt nær.
Biellje l liekkas ja luvás, ja ieddne sunji bælljáj tsamát.
– Æ kommer tellbake, det e heilt sekkert.
Boadáv vas ruopptot, dav dal dieda.
Så reise vi tell Luokta.
Ja de Luoktaj vuolggin.
Petter roer seg og klarer å holde klumpen på plass.
Petter ådju, gadnjalij nagát.
Så klemmer han mora og stiller seg mot døra.
Ja de iednes fármas, ja uksaj jårgit.
Skal han gå inn?
Galggá gus sisi mannat?
De andre er ved benkene sine, og han blir stående i døråpninga.
Då iehtjáda li beŋkaj guoran, ja Petter uksagaskan tjuodtju.
Rommet er stort og nakent, og det er høyt under taket.
Ladnja l stuorre ja buottsos, rábe vuollaj la allak.
Ungene slår oppstilt bak lange bord.
Máná guhka bievdij duogen tjuodtju.
Mannen står ved et mindre bord i enden av rommet, og akkurat nå virker han ikke så stor.
Ålmåj unnep bievde guoran lanja nuppe bielen tjuodtju, ja dálla ij sån nav stuoragin vuojnnu.
– Nå må vi ta av oss lua.
– Ja de gahperav oajves nuollap.
Petter skjønner ikke.
Petter ij dádjada.
Munnen er halvåpen og han stirrer måpende på læreren.
Tsakkas njálmijn tjuodtju ja avtajtjalmij åhpadiddjáj gæhttjá.
– Du må ta av deg lua.
– Hæhttu gahperav oajves nuollat.
Vi må alle ta av oss lua i klasserommet.
Klássalanjan divna hæhttup gahperav oajves nuollat.
Skjønner du?
Dádjada gus?
Han må tisse, men så klarer han allikevel å holde seg.
Hæhttu gådtjåt, valla i huoman bæsstala.
Læreren ser at gutten er redd.
Åhpadiddje vuojnná báhttja l bálon.
Armene henger slapt ned i den altfor store trøya, og det er små rynker i panna.
Gieda li vuojnnet dellasa galjugis stuorra trædjo sinna, ja gállon li smávva joajme.
På beina har han gummistøvler, pent avskåret ved anklene.
Juolgijn li gummistiebila, tjáppagit jaládum juolggelahtasa buohta.
Læreren går vennlig bort til Petter og tar av han lua med øreklaffer og sløyfe i fronten.
Åhpadiddje suojmma Pettera lusi manná ja tjáppagit gahperav Pettera oajves válldá, gahperav bælljasij ja diehpijn.
– Nå var vi flinke, hva?
– De lijma smidá, ejma la?
Det er ei fin lue, men du kan ikke ha den på i klasserommet, det skjønner du?
Tjáppa gahper la, valla klássalanjan i gahperav guotte. Dav dal diedá?
Petter blir glad.
Petter ávvus.
Det var altså det læreren sa, at han skulle ta av seg lua.
Dav vuojn de åhpadiddje javlaj, gahperav oajves galgaj válddet.
Han smiler brydd opp mot det litt strenge ansiktet.
Hehpanam lij, åhpadiddjaj gæhttjá ja tjajmat.
Elevene er dørgende stille.
Då ietjá oahppe ållu sjávot tjuodtju.
Læreren peiker inn i klasserommet.
Åhpadiddje klássaladnjaj gæjggá.
Petter ser forbauset på den strake armen.
Petter alvaduvvam tjálmij dan gálgo giehtaj gæhttjá.
Så vifter læreren og han rusler inn mellom langbordene og veit at alle stirrer.
Åhpadiddje siejvvel, ja Petter suojmma bievdij gaskav vádtsá. Diehtá divna sunji avtajtjalmij gæhttji.
Han må stå sammen med en større gutt.
Hæhttu stuoráp báhtja siegen tjuodtjot.
Læreren synger en salme, og et par av de eldste elevene prøver å henge med på de første versene.
Åhpadiddje sálmav lávllu, ja vuorrasamos oahppe gæhttjali siegen vuostasj versajt lávllot.
Så får de sette seg på trebenkene.
Ja de oadtju tjåhkkidit muorrabeŋkaj nali.
Han blar i ei stor bok, og Petter har aldri sett maken.
Petter ij la goassak dakkir girjev vuojnám.
Permene er svarte, og bladene store som båtplekter.
Skálmá li tjáhppada, ja árka li stuore degu sloamka.
De faller sakte og skrapende mot bordet.
Suojmma bievde vuosstij skåhpi.
Han ser ut i klasserommet.
Gehtjas klássalanja miehtáj.
– La meg se, der er du Sigurd, vi kjenner hverandre fra før, ikke sant?
– Gæhttjat, dån la Sigurd. Måj dal nubbe nuppev åvdutjis dåbddin.
Velkommen skal du være, har du hatt en fin sommer?
Buorisboahtem dunji. Le gus dujna buorre giesse læhkám?
Sidekameraten skal til å svare, men læreren venter ikke.
Ráddna guhti sijddobielen tjåhkkåhij vásstedahttjáj, valla åhpadiddje ij vuorde.
– Og der er Ingvald, velkommen du også.
– Ja dale l Ingvald. Buorisboahtem dunji adjáj.
En gutt på benken foran nikker.
Báhttja åvdep beŋkan nievket.
Petter blir den første av de nye.
Ja de l Pettera vuorro. Vuostatjin ådå oahppijs.
– Jaha, hva heter så vår nye venn som er blitt så flink å ta av seg lua?
– Na mij la så lik mijá ådå rádna namma gut la nav smidá sjaddam gahperav oajves váldátjit?
Læreren snakker til han.
Åhpadiddje sunji sáhkat.
Petter tror han veit hva det gjelder, men våger ikke.
Petter árvvet majt gatját, valla ij duosta.
Alle ser på han og det går små hugg gjennom den magre kroppen.
Divna sunji gæhttji, ja degu smávva nijbátja suv livágis rubmaha tjadá tjuoggu.
Han vil så gjerne si Petter, sånn at alle kan høre det, men får det ikke ut.
Sihtá galla vásstedit vaj divna gulli, valla ij bágov oattjo.
– Skjønner du ikke hva jeg sier?
– I gus dádjada majt javlav?
Læreren er kvassere i målet og Petter stirrer ydmykt ut i det store rommet.
Åhpadiddjen la basstelap jiedna, ja Petter vuollegisát avtajtjálmij lanjáv gæhttjá.
Nå vil han tisse igjen.
Juo de vas gåttjådit sihtá.
– Du må førtæll ka du heite, hvisker Sigurd på samisk.
– Hæhttu subtsastit mji la duv namma, tsamát Sigurd sámegiellaj.
Det kommer så fort, og nå er det over.
Nav ruvva boahtá, ja juo l de vassám.
Læreren virker fornøyd og kikker i boka.
Åhpadiddje l dudálasj ja girjen gæhttjá.
Så ser han igjen opp.
De vas bajás gehtjas.
– Det heter forøvrig ikke Bedder, men Petter.
– I galga javllat Bedder, valla Petter.
Kan du si Petter?
Gullat javla Petter.
Petter ser på sidekameraten, men han ser bort.
Petter ráddnasis gæhttjá, valla sån ietjá guovlluj gæhttjá.
Det er igjen noe han ikke forstår, noe han skal si.
Juoga l vat majt ij dádjada, juojddá majt galggá javllat.
– Nåvel, det får vente.
– Na dajna ájn de vuorddep.
Kan du så fortelle oss hva foreldrene dine heter.
Ma li duv æjgádij namá?
Sigurd hvisker lavt og Petter forstår.
Sigurd tsamát, ja Petter dádjat.
– Lisa Amundsen.
– Lisa Amundsen.
– Jaha, og hva heter så...
– Vaj nav, ja mij la de...
hm, det er så...
hm, nav la de...
Læreren virker forlegen og ser ut mot fjorden.
Åhpadiddje l vuojnnet vuorrástuvvam, ja nuore guovlluj gæhttjá.
Så blar han over.
De nuppe bælláj sláddi.
Alle må svare for seg, og alle må stå mens de snakker til mannen bak boka.
Divna hæhttuji ietjas åvdås vásstedit, ja divna hæhttuji tjuodtjot madi ålmmåjn girje duogen sáhkadi.
Ei lita jente begynner å gråte.
Akta unna nejtsusj tjierrogoahtá.
Læreren reiser seg og går rolig ned mot henne, forsøker å trøste, men hun presser seg inn mot veggen og sier ikke noe.
Åhpadiddje suv lusi suojmma vádtsá, gæhttjal suv jasskadit, valla nejtsusj siejne vuosstij rabbá, ja ij majdik tsuvke.
Gjemmer ansiktet i de små hendene som er lubne og røde.
Muodojt buoltjis ruoppsis giedaj tjiehká.
– Du vil kanskje ikke si hva du heter?
– I gus sidá javllat mij la duv namma?
Jenta presser seg hardere mot det grønnmalte panelet.
Nejtsusj ájn de vil ienebut ruodná mállidum siejne vuosstij rabbá.
Det svarte håret er klipt i en bolle rundt hodet.
Tjáhppis vuopta li biesskedum degu gárre oajve birra.
Hun er kledt i en utvasket genser som en gang hadde fargesprakende border i gult og rødt.
Tjágŋam la gilgudum hulloskirttuj mij akti lij læhkám viskájn ja ruoppsadijn girjadum.
Hun har sparket av seg de små treskoene.
Muorraskuovajt la juolges tjievtjastam.
Nå står de heilt inne ved lista og de nakne føttene stikker fram under det mørke ullskjørtet.
Skuova li ållu siejne vuosstij, ja smávva juolgátja hullovuolpo vuolen vuojnnuji.
Hun virker lita der borte under den lysegrønne veggen.
Unnagattjan vuojnnu dan ruodná siejne guoran.
En av guttene fniser, og læreren snur seg.
Akta báhtjajs tjajmat, ja åhpadiddje jårges.
Petter blir redd.
Petter ballá.
Hvorfor svarer hun ikke, er hun navnløs?
Manen så ij vássteda? Le gus namádak?
Nå blir læreren sint på alle sammen?
Åhpadiddje má dal divnajda suhttá?
Han går sakte tilbake til boka og leser selv opp navnet.
Åhpadiddje suojmma ruopptot vádtsá, ja låhkå iesj namáv girjes.
Sigrid Eriksen.
Sigrid Eriksen.
Så er det friminutt og Petter veit han må passe seg.
Ja de l friddjabåttå, ja Petter diehtá viertti gáhttit.
Derfor venter han til de andre er ute av døra.
Danen de vuorddá desik iehtjáda li ålgus mannam.
Nå kan vel også han gå?
Máhtijs má dal sån aj ålgus mannat?
Læreren blar i boka og Petter lister seg mellom bordene.
Åhpadiddje girjev sláddi, ja Petter bievdij gaskav njáhká.
Den vesle jenta står aleine ved veggen.
Unna nejtsusj tjuodtju aktuallasis siejne guoran.
Hun heter Sigrid, men har ennå ikke snakket.
Suv namma l Sigrid, valla ij la ájn bágov moalgedam.
Den navnløse, tenker Petter og skulle gjerne prate til henne.
Namádibme, ussjol Petter, ja lulu sunji sáhkadit.
Men kanskje er det ikke så lurt?
Vájbi ij la dat nav buorre ájálvis?
Han føler seg tryggere nå, han har allerede lært noe nytt og læreren ble ikke sint da han reiste seg?
Dálla l Petter jaskadabbo Juo l gåjt juojddá oahppam, ja åhpadiddje ittjij suhta gå tjuodtjánij.
Han blir stående for seg selv.
Tjuodtju aktuallasis.
De andre ungene leiker, og han ser med beundring på de største som jager hverandre rundt huset.
Då ietjá máná ståhki, ja Petter tjuodju ja gæhttjá avtajtjálmij gå då stuorámusá nubbe nuppev goade birra viegadalli.
Ingen har ei så fin trøye som han.
Ij la avtanik nav tjáppa træddjo gå sujna.
Den store veggen.
Stuorra siejnne.
De nederste bordene er halvråtne.
Vuolemus fiello li miesskamin.
Det vokser grønn mose på trevirket.
Ruodná sebmula fielloj nanna sjaddi.
Irrgrønn, saftig mose og han får lyst å rive løs en liten dott.
Ruoddnis, suohkkis sebmula, ja Petter hálit dajvav gabestit.
Strekker fram neven, men så lar han være.
Giedav gálggi, valla ij huoman visjá.
Der kommer sidekameraten springende med ei rødhåret jente etter seg.
Duola ráddna, gut suv guoran tjåhkkåhij, boahtá viega, ja ruoppsisvuoptak næjttso maŋen.
Petter må flytte seg for ikke å falle, men de enser han ikke.
Petter hæhttu mæhtjánit vaj ij ravga, valla då guovtes æbá suv ájtsa.
Ler og skriker og ruller i det tørre gresset.
Tjájmmaba ja rihtjoba, ja gåjkke rásij sinna jålluribá.
Så kommer læreren, og det første friminutt er over.
De åhpadiddje boahtá, ja vuostasj friddjabåddå l vássám.
Denne gangen ringler han med ei bjølle, mye større enn kubjølla i Luokta.
Dán bále biellujn skuolkat, biellujn mij la stuoráp gusábiellos Luovtan.
Han står med hevet hode og holder skoleklokka mellom stive fingre.
Bajedum åjvijn tjuodtju ja skåvllåbiellov gasjkos tjuvdij anet.
Latteren legger seg, og de går lydig forbi læreren.
Tjajmmusa sjávvunin, ja oahppe jæhkogisát åhpadiddje bálldal sisi mannin.
Gule blyanter på bordene.
Visská blyánta bievdij nanna.
Petter ser seg rundt, de andre har også fått.
Petter gæhttja biráldis, då iehtjáda li aj oadtjum.
Han tar i den avlange pinnen, snurrer den i handflata og smaker på spissen.
Válldá dav guhkasiek stihkav, tjårmå sinna jållert, ja snjutjev májsttá.
Det smaker aske.
Gudnan muovijt.
Så tegner han forsiktig i treet.
Det várrogisát muorraj tjuorggá.
– Nei nei, det må du ikke gjøre!
– Ale, ale dav dagá!
Læreren prikker bestemt i bordet.
Åhpadiddje alvot bævddáj goalkot.
Petter ser skrekkslagen på de andre og slipper blyanten som ruller utfor kanten og ned på golvet.
Petter balon dåjda iehtjádijda gæhttjá, ja luojttá blyántav mij bievde badjel guolbbáj jållur.
Nå kommer læreren, men han kjefter ikke.
De boahtá åhpadiddje, valla ij bielke.
Han deler ut grå kladdebøker, ei til hver.
Rávvis tjállemgirjijt juohká, avtav gesisik.
Petter får også.
Petter aj oadtju.
– Denne må dere ta godt vare på.
– Dáv girjev hæhttubihtit várajda válldet.
Ikke noe kroting, har dere forstått, sier han og stryker Petter over luggen.
Ehpit rånntsit oattjo. Lihpit gus dádjadam, javllá ja Pettera vuoptajt njávkas.
Petter blir glad.
Petter ávvus.
Nå gjelder det å være på vakt.
Viertti gáhttit.
Hadde han bare forstått alle ordene.
Jus lij dal divna bágojt dádjadit.
Han åpner og lukker munnen når læreren snakker, prøver å tygge ordene i seg.
Rahpá ja dahppá njalmev gå åhpadiddje sáhkat, gæhttjal bágojt njiellat.
Hva er det nå?
Mij la så dal?
Skoledagen er over.
Skåvllåbiejvve l nåhkåm.
Den navnløse gråter ikke, og de minste blir hentet av fremmede.
Namádibme ij tjiero, ja unnemusá viettjaduvvi amás ulmutjijs.
Petter skal bo sammen med to gutter og tre jenter.
Petter galggá guovte báhtja, ja gålmå næjtso siegen årrot.
Husbonden venter utenfor og sier at de skal få hilse på henne som lager mat og stopper lester.
Goadeboanndi ålgusjbielen vuorddá, ja javllá galggi suv oadtjot buorastahttet guhti biebmojt máles ja guobajt gårut.
Han er liten og tykk og Petter tror han er snill.
Goadeboanndi l unnagasj ja gassuk, ja Petter árvvet buorre ulmusj la.
Huset ligger bak en liten haug.
Goahte l unna dievátja duogen.
Trammen er dekket av sauelort, og det er katter under tellet.
Goade guoran li sávtsa bajka, ja goade vuolen li gáhtto.
I kjøkkenet tusler matmora, krokrygget og lita.
Gievkanin goadeiemet váttsasj, roahkkot ja unnagasj.
Hun smiler ikke, og de får spise småsei og mandelpoteter.
Sån ij tjájma, ja máná oadtju smávsájdijt ja berunijt bårråt.
Om ettermiddagen smyger han seg ut kjøkkendøra.
Iehketbiejve ålgus njáhká.
Det lukter gammel fisk og salt i gangen.
Boadáldagán la guolle- ja sálltetsiehka..
Han setter seg på hoggstabben ved skjulet, fra den er det god utsikt mot fjorden.
Tjåhkkit muorrastuohpo nali muorraskuohto guoran, dassta l buorre várddodahka vuodnaj.
En odde stenger for utsikten til Luokta.
Valla Luokta ij vuojnnu, njárgga duosstu.
Furuskogen strekker seg heilt ut på spissen, og han veit at bak toppene er huset, naustet og hjellene.
Biehtsevuovdde l gitta njárga gæhtjáj, ja diehtá muorragierragij duogen la goahte, návsste ja jielle.
Bortenfor står fjøset, tro om de har slaktet lammene?
Dåppebun la fiekse. Njuovvam li gus lippajt?
Nei, de lever.
Ælla, lippa li viesso.
Da han reiste, gresset de på bakkene.
Gå sån sijdas vuolgij, de dievájn guohtun.
Det er så lenge sida de la fra land, og han vil heim.
Mælggat la juo gå gáttes vuolggin, ja sijddaj sihtá.
Men ingen kan gå den veien. Strandlinja er stup og glatte berg og det er blådjupt under det flytende tanget.
Valla ij dåhku dåhkki vádtset, Fierva miehtáj li gahtjadagá, ja bávte ma li njalkkasa, jå gårvvodákkij vuolen la nuorre tjiegŋal.
De kommer nok på fredag?
Båditji gåjt bierjjedagá?
Natta tilbringer han i flatseng sammen med de to guttene.
Ijáv oada duolbo seŋgan guovte báhtja siegen.
Han må ligge inne ved veggen og svetter.
Viertti såkken oadet, ja bivástuvvá.
Jentene prater lavmælt i rommet innenfor.
Sisŋep lanjan næjtso sáhkadi. Oaddaji váni sáhkadik.
Snart kommer matmora, sier god natt og tar parafinlampa.
Iemet boahtá, buorre ijáv sávat ja ulljolámpov válldá.
Lyset forsvinner sakte over de gamle veggene.
Tjuovgga suojmma oabme siejnijt guodá.
Så legges luka på, og øynene må vennes.
Ja de luvkko dahpaduvvá ja tjalme hárjjjáni.
Ute er det visst måneskinn, det er svake strimer av lys i veggene.
Ålggon la dávk mánnodihpe, siejnen mánnotjuovgga vehik vuojnnu.
De andre puster rolig.
Då iehtjáda jasska båssu.
De sover nok.
Ådi dávk.
Han ser mora.
Vuojnná iednes.
Hun sitter ved kjøkkenbordet.
Tjåhkkåj gievkanbievde guoran.
Vedkassen er fylt opp, og hun er aleine.
Muorrakássa l dievva, ja sån la aktu.
Nå slukner det i komfyren.
Gullá bárojt stárfon dåjddemin.
Det lukter bjørkeved, og nå høres lette fottrinn over golvet.
Soahkemuorra tsiehka l, ja de giehpes lávke gulluji.
Hun åpner ovnsdøra og kikker inn, kikker i glørne og myser mot varmen.
Rahpá vuonáuvsav ja dållåj guovllá, hilájda gæhttjá.
Så kler hun av seg, hun kler alltid av seg på kjøkkenet.
De nuolat, agev gievkanin nuolat.
Kjenner etter at klærne henger trygt over ovnen og vrir om nøkkelen i ytterdøra.
Gatsos biktasijt vuoná bajelt ja tjoavddagav uvsan bådnjål.
Det er sikkert kaldt på beina, hun klager alltid på trekk fra kjelleren.
Tjoaskes lisj má juolgijda, sån agev luodju tjælláris jiella boahtá.
Hun løfter parafinlampa av spikeren og kommer opp trappa.
Ulljolámpov spihkáris válldá, ja tráhpáv bajás boahtá.
Først ser hun på Laila og baller på henne.
Vuostak Lailaj gæhttjá ja suv gåptjåt.
Nå ser hun at senga hans er tom.
De vuojnná Pettera sæŋŋga l guoros.
Petter snur seg mot veggen.
Petter siejne guovlluj jårges.
Det synger hult i botnen av glasset og det er like mørkt i Luokta som i Buvika.
Tjavgga glássarabddaj båssis, ja glássa degu jiednat, ja de lij sæmmi sjævvnjat Luovtan degu Buvijkan.
Fra Musken i Tysfjord
Måsske Divtasvuonan
Fra Musken i Tysfjord
Måsske Divtasvuonan
De skriver og gråter, pugger utenat og synger salmer.
Tjálli ja tjierru, ålgolt låhki ja sálmajt lávllu.
Og læreren går mellom bordene.
Åhpadiddje bievdij gaskav vádtsá.
Peiker i bøkene, gir refs og oppmuntring.
Girjijda gæjggá, nuktal ja arvusmahttá.
Nå er han hos Laila, hun er visst flink.
Dálla l Laila lunna. Laila l má smidá.
Petter strekker seg mot taket, legger armene i kors og gjesper.
Petter vanát, gieda ruossot rábe vuolláj, ja gavás.
Da kjenner han kloa i nakken, hard og bestemt og han blir tvunget framover.
De garra gattsa suv niskes doahppiji, ja sån tjavgga åvddån nággiduvvá.
– Sitt skikkelig!
- Tjåhkkåha riekta!
Ydmykelsen virker kvelende, og han bøyer seg.
Illastimes gullat háhpaskuvvá, ja guggŋit.
Han forstår ordene, men læreren gir seg ikke: det heter tull, ikke tyll, det heter penger, ikke benger, det heter glunt, ikke klynt.
Dádjat gal bágojt, valla åhpadiddje ij hiejte delbastimes:- I galga javllat tyll, valla tull, i benger, valla penger.
Det heter et hus, ikke en hus, det heter et vaskefat, ikke en vaskefat.
Mij javllap et hus, ep javla en hus.
Den navnløse er ikke lenger navnløs.
Namádibme ij la desti namádak.
Sigrid har vokst av seg redselen, og han kaster ofte blikk mot den andre sida av klasserommet.
Sigrid la stuorrum ja ij la desti balon, ja Petter álu klássalanjá nuppe bælláj gehtjas.
Men andre er kommet til, unger som lamslått av respekt pisser i buksa.
Valla iehtjáda li boahtám, máná gudi balos båvsåjda gådtji.
Hver fredag blir de hentet.
Juohkka bierjedagá sijáv viedtji.
Det er fint å komme heim, få ligge i egen køye, slippe å sitte stiv ved middagsbordet.
Buorak la sijddaj boahtet, ietjas seŋgan oadet, bessat tjåhkkåhimes duolla gå mállásijt bårri.
Tilbaketuren er alltid strevsom.
Agev la låssåt gå galggi máhttsat.
Mora er fåmælt når de ror under bergene.
Ieddne ij vuojga sáhkada gå bávtij vuolev suhki.
Skolestua er aldri varm når de begynner.
Skåvllådåben ij la goassak bivval gå båhti.
Isen smelter på de små rutene og lager skitne vannpytter i karmene og ved lista.
Vinndegijs jiegŋa suddá ja smávva sláttutja li vinndekbællán.
Mellom plankene i bordet kryper vegglusa.
Fielloj gaskan bievden siejnnedihke lådi.
De små dyrene spretter fram i lyset når noen riper med blyantspissen eller pennesplitten.
Dá smávva tjivrrusa ruosádi gå soames blyánntasnjutjijn jali pænnasnjutjijn sárgas.
Da blir læreren sint og sier at blyantene er for kostbare til å ripe i sprekkene med. Alt koster penger, og det er fattigkassen som betaler, sier han.
Åhpadiddje de suhttá ja javllá blyánta li ilá divrrasa sálvojt råkkåtjit. Divna li má divrrasa, ja hæjojviehkke vierrti mákset.
Han liker å prate om hjernen.
Åhpadiddje lijkku vuojŋŋama birra ságastit.
Da retter han ryggen og ser høytidelig på elevene.
De oajvev bajet, tjavelgav njuolggi, ja alvot oahppijda gæhtjá.
I hjernen bor alt, regnestykkene, eventyrene, tegningene.
Vuojŋŋamin divna årru, riekniga, subttsasa ja tjuorggasa.
Vitenskapen er kommet langt, sier han.
Dálla gávnnuji diedo daj birra, javlla sån.
En dag stopper han ved Sigrid.
Soames biejve Sigrida guoran ganuk.
Han legger handa over panna, stryker det lange svarte håret bakover og presset hodet varsomt etter.
Biedjá giedav gálluj, njávkas suv tjáhppis, guhka vuoptajt maŋus, ja oajvev aj várrogisát maŋus dieddel.
Så slipper han, holder avstanden og går triumferende opp til tavla og merker av.
Ja de bielggetjuvde ja tjutjuktjuvde gaskan gállov mihtti. Gå la mihttim de goarrsát manná táblluj ja mierkki.
Alle testes.
Divna mihttiduvvi.
Læreren merker av med kritt og skriver bokstaver foran.
Åhpadiddje krihtajn mierkki, ja bokstávajt åvddåj tjállá.
Petter krøker seg under de kalde fingrene.
Petter roahkku daj galmma tjuvdij vuolen.
Ei av jentene kommer dårligst ut, men læreren trøster med at ikke alle som har stor hjerne er flinke.
Avtan næjtson lij unnemus gállo, valla åhpadiddje suv jasskat ja javllá ælla divna tjiehpe gejn li ållo vuojŋŋama.
– Hva sier du til det, Petter?
Vaj majt javla, Petter?
Petter glemmer seg og svarer på samisk at han ikke riktig veit hva han skal tro.
Petter vajált, sámegielav sáhkat ja javllá ij riekta diede majt galggá jáhkket.
Læreren ser oppgitt på han.
Åhpadiddje vuojnnet hessu.
– Hvor mange ganger skal jeg gjenta at dere ikke skal snakke samisk i skolestua.
–Galli galgav gærddádit? Diján ij la loahpe sámegielav skåvllådåben sáhkadit.
Det står i loven at enhver lærer plikter å etterse at det ikke skjer, eventuelt straffe den som måtte gjøre det.
Lágan tjuodtju juohkka åhpadiddjen la åvdåsvásstádus bærrájgæhttjat vaj oahppe e sámásta, ja jus sámásti, de galggá åhpadiddje sijáv stráffut.
Petter, du er herved advart.
Petter, juo lav de duv várrodam.
Petter rødmer, og læreren ser opphisset ut i klasserommet, legger armene på ryggen og lener seg fram.
Petter ruoppsadin tsahká, ja åhpadiddje bissaladdá. Gieda hárddo duogen åvddån guvnnjaj.
Skal han gå bort til katetret og brekke fingrene på mannen?
Galggá gus åhpadiddje bævddáj mannat ja sujsta tjuvdijt dådjalit?
Han er sterk nok.
Galla l sån gievrra.
– Æ veit ikkje, svarer han tvert.
– Iv mån diede, gussjmaha vásstet.
Andre artikler i Samisk skolehistorie 2
Ietjá artihkkala girjes Sámij skåvllåhiståvrrå 2